Social- og Sundhedsudvalget

11-05-2021

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Birgitte Glifberg (A)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 36 - 41

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 36

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Nyhedsliste for Social i perioden 23.03.2021 - 20.04.2021 (se bilag 1)
  2. Status på COVID-19

Indstilling

Meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 23.03.2021 - 20.04.2021

Orientering om udviklingen i indsatser på børne- og familieområdet 2021
Sag nr. 37

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger status på udviklingen i indsatser og underretninger på børne- og familieområdet.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status på udviklingen i indsatser og underretninger på børne- og familieområdet tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

I Rødovre Kommune var der i 2020 i alt 10.986 børn og unge mellem 0-22 år, hvor af 628 (svarende til 5,7 procent) havde en sag i Børne- og Familieafdelingen.

Børne- og Familieafdelingen har fokus på den sammenhængende indsats og har derfor også opbygget en stærk intern tilbudsvifte med forebyggende indsatser på Udviklingscenter Skiftesporet, Familiehuset Elektravej og Rødovre Børnehus.

Børne- og Familieafdelingen har tidligere set en stigning i antallet af underretninger. Denne udvikling har været gældende siden indførelsen af barnets reform og overgrebspakken, der begge har haft fokus på underretninger, dog ser udviklingen de seneste år ud til at være stabiliseret, hvilket også ser ud til at være tendensen for 2021.

Der kan over de seneste år ses en stigning i forebyggende indsatser og et fald i antal af anbringelser,

hvilket er fint i tråd med den udvikling, Rødovre Kommune bevidst arbejder hen imod. Der er de seneste år sket et styrket samarbejde med skolerne gennem den fremskudte socialrådgiverfunktion. Denne funktion skal medvirke til, at vi hurtigt får kendskab til børn og unge som mistrives. Således kan vi hurtigt få afdækket udfordringer og muligheder og dermed undgå, at tingene eskalerer og ender med egentlige underretninger. Det er vurderingen, at der bliver færre skriftlige underretninger ved i stedet at afholde såkaldte underrettende netværksmøder på tværs af forvaltningerne. På den måde sikres tidlige forebyggende indsatser samtidig med inddragelse af borgerne i egen sag.

Børne- og familieområdet fik med budget 2021 en opnormering på to myndighedsrådgivere. Det understøtter muligheden for tidlig inddragelse og et fornuftigt sagsantal pr. medarbejder. Børne- og Familieafdelingen arbejder aktuelt med styrket borgerinddragelse fra et udefra-og-ind perspektiv efter ”Sammen med Borgeren” metodikken. Som en del af det har Børne- og Familieafdelingen indgået et samarbejde med Socialstyrelsen og Børns Vilkår om ”Styrket inddragelse af børn og unge i egen sag”.

Børne- og Familieområdets økonomi har været under pres de seneste år. Dette skyldes til dels et voksende befolkningstal, oprettelse af Ungdomskriminalitetsnævn (UKN) 2019 og ikke mindst COVID-19. Pandemien har gjort situationen sværere for mange børn og familier. Det har betydet et generelt pres, hvor der har været behov for iværksættelse af mere indgribende foranstaltninger og opskalering af andre.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Udvikling i indsatser på børne- og familieområdet

Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2020/2021 samt forslag til fordeling af forebyggelsespuljen 2021
Sag nr. 38

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger status på indsatserne i handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021, samt forslag til fordeling af forebyggelsespuljen 2021 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at status på handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 godkendes samt
  2. at forslag til fordeling af forebyggelsespuljen 2021 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021

I handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 har de overordnede indsatser været "Vores Sunde Hverdag", "Vaneværkstedet", som er et gruppeforløb for borgere, der ønsker vægtstop eller vægttab, "Tobak", "Sundhedsfællesskabet", som er tilbud om sundhedsaktiviteter for borgere, der er psykisk sårbare, "Vestegnsprojektet" som er et samarbejde mellem vestegnens kommuner om sundhed for unge, "Mental sundhed", "Vægtenheden", og rehabilitering af borgere med Type2diabetes og kræft. Der har i handleplanen været fortsat fokus på ulighed i sundhed og på udvikling af indsatser i lokalsamfundet.

Coronapandemien med hjemsendelse af ansatte, restriktioner, afstandskrav med mere har spillet ind på alle aktiviteter i 2020. I perioder med hjemsendelse har en del tilbud været gennemført over telefon og video, og innovative løsninger er blevet skabt. Der er løbende blevet gjort reklame for Sundhedscenterets tilbud til borgerne på mange kanaler. Enkelte aktiviteter har været sat på pause i perioder, da de ikke har kunne gennemføres på grund af restriktioner.

De mentale belastninger, og andre afledte følger af corona, har tydeligt kunne mærkes hos borgerne. Ligeså har frygt for smitte også haft stor påvirkning hos nogle af borgerne, eksempelvis dem i risikogrupper. Dette har samlet set haft betydning for borgernes fremmøde undervejs i forløb og også for frafald.

Meget har kunnet lade sig gøre under Covid-19 og nye metoder og indsatser er udviklet. Men generelt har Covid-19 betydet et lavere aktivitetsniveau i de forebyggende sundhedsindsatser.

Fordeling af forebyggelsespuljen 2021

Handleplanen for sundhedsindsatsen er en udmøntning af Rødovre Kommunes sundhedspolitik. Den nuværende sundhedspolitik er under revidering, og der bliver vedtaget en ny sundhedspolitik til oktober 2021. På den baggrund, og ud fra det relativt lavere aktivitetsniveau under Covid-19 pandemien, foreslår Social- og Sundhedsforvaltningen, at de nuværende aktiviteter i handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 fortsætter året ud. Efter vedtagelsen af den nye sundhedspolitik udarbejdes en handleplan som udmøntning af de spor, der bliver lagt i den nye politik.

Økonomisk oversigt over forslag til fordeling af forebyggelsespuljen i 2021 er vedlagt som bilag.

Lov- og plangrundlag

Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplan for sundhedsindsatsen er sundhedslovens § 119, stk 1 og 2.

Økonomiske konsekvenser

I budgettet er afsat 536.351 kr. i forebyggelsespuljen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Status på handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021
Bilag 2: Økonomioversigt vedr. sundhedsindsatser 2021

Ankestyrelsens klagestatistik over kommunens afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet 2020
Sag nr. 39

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen orienterer om Ankestyrelsens klagestatistik over kommunens afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet i 2020, samt status på forvaltningens arbejde med klagesager.

Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget og Beskæftigelsesudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen om Ankestyrelsens klagestatistik 2020 for Rødovre Kommune tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Ankestyrelsen har i 2020 modtaget 198 klagesager over kommunens afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet. I samme periode har Ankestyrelsen afgjort 218 sager.

Der er tale om sager på følgende lovområder:

  • Lov om aktiv beskæftigelsesindsats (LAB) og sygedagpengeloven (SDP)
  • Lov om aktiv socialpolitik (LAS) og serviceloven (SEL)
  • Loven om social pension og loven om højeste, mellemste mv. førtidspension (PL)
  • Øvrige lovområder

Af de 218 afgjorte sager har Ankestyrelsen stadfæstet 118 sager, ændret/ophævet 28 sager, hjemvist 47 sager og afvist 25 sager.

I stadfæstede afgørelser er Ankestyrelsen enig i kommunens afgørelser. I ændrede/ophævede afgørelser er Ankestyrelsen ikke enig i kommunens afgørelser. I hjemviste afgørelser vurderer Ankestyrelsen, at sagerne ikke er tilstrækkeligt belyst, eller at der er tale om alvorlige fejl i sagsbehandlingen. Hjemviste afgørelser bliver derfor sendt tilbage til kommunen til fornyet behandling.

I 2019 blev der afgjort 182 sager, hvoraf 103 sager blev stadfæstet, 30 sager blev ændret/ophævet, 31 sager blev hjemvist, og 18 sager blev afvist. Antallet af afgjorte sager, som Ankestyrelsen har stadfæstet, er faldet fra 56 procent i 2019 til 54 procent i 2020.

Det samlede antal klager til Ankestyrelsen er steget fra 196 klager i 2019 til 198 klager i 2020. Der er sket et mindre fald i det samlede antal klager på landsplan fra 2019 til 2020. Antallet af klager over afgørelser er højest i forhold til serviceloven, lov om aktiv socialpolitik og sygedagpengeområdet.

Omgørelsesprocenten, det vil sige andelen af sager, der enten ændres eller hjemvises i forhold til alle klager, eksklusiv de afviste/bortfaldne sager, er 39 procent for Rødovre Kommune i 2020. På landsplan er den 29 procent. Målsætningen for Rødovre Kommune er fortsat, at omgørelsesprocenten på alle områder kommer til at ligge på eller under landsgennemsnittet.

Status på arbejdet med klagesager

Social- og Sundhedsforvaltningen anvender statistik over Ankestyrelsens afgørelser til generel læring og forbedring af sagsbehandlingen. Der bliver arbejdet ud fra "Sammen med Borgeren" principper om at møde borgeren og nedbringe behandlingstiden til klagesager, samt at udnytte det udviklingspotentiale, der er i klager. Ligesom der er fokus på at forbedre arbejdsgange og styrke samarbejdet på tværs af afdelinger og forvaltninger.

Generelt er der for alle områder en ledelsesmæssig opmærksomhed på alle sager, der modtages fra Ankestyrelsen med henblik på læring og forbedringer af sagsbehandlingen. F.eks. er Ankestyrelsens afgørelser retningsgivende for den kommende sagsbehandling, men tjener i visse tilfælde også som afklarende ved tvivlsspørgsmål i tolkning af gældende lov. Derudover oplever afdelingerne, at Ankestyrelsen har et skærpet fokus på, at afgørelserne indeholder tilstrækkelig dokumentation. Derfor arbejder afdelingerne også med at efterkomme denne praksis.

I Jobcentret er hjemviste og omgjorte sager særligt gennemgået med henblik på analyse af praksis. Andelen af sager er ikke udtryk for systematiske fejl, men omhandler relativt få sager i forhold til de mange borgersager og afgørelser, som jobcentret behandler og foretager årligt. Jobcentret skærper dog i fremtiden særligt opmærksomhed på dokumentation for afgørelser, der i enkelte sager på sygedagpenge- og jobafklaringsområdet ikke er fundet fuldt tilstrækkelige. Generelt vil der være et større ledelsesmæssigt fokus på de ankesager, hvor tolkning af lovgivningen kan være uklar.

I Social- og Borgerservice blev praksis ændret i 2020, så alle Ankestyrelsens afgørelser gennemgås på personalemøder med henblik på læring, for eksempel bedre dokumentation, ligesom brevskabeloner tilrettes eventuel ny praksis fra Ankestyrelsen.

I Ældre- og Handicapafdelingen bruger de hjemviste/ændrede afgørelser om læring til forbedret dokumentationspraksis.

Børne- og Familieafdelingen har særligt fokus på børnehandicapområdet, hvor en stor andel af de sager med 'merudgifter til børn' og 'tabt arbejdsfortjeneste', der ankes til Ankestyrelsen, bliver ændret/ophævet eller hjemvist til kommunen med henblik på, at der træffes en ny afgørelse i sagen. Af samme årsag har Børne- og Familieafdelingen fået foretaget en analyse af BDO, Statsautoriseret revisionsaktieselskab, for at blive klogere på, hvad det høje antal af hjemvisninger, specielt på tabt arbejdsfortjeneste skyldes. BDO vurderer, at ændring af afgørelser og hjemvisning af sager skyldes behov for tydelig målgruppevurdering, beskrivelse af funktionsnedsættelse, samt dokumentation for afgørelser.

BDO vurderer, at der generelt tale om komplicerede sager, og i flere af sagerne kan det være svært at se, hvorfor Ankestyrelsen hjemviser kommunens afgørelse. Derfor er det vigtigt, at grundlaget for kommunens afgørelse beskrives entydigt, præcist og tilstrækkeligt i sagerne.

På baggrund af rapporten anbefaler BDO, at Rødovre Kommune udarbejder kvalitetsstandarder for de handicapkompenserende ydelser, som kan tilbydes familier til børn under 18 år med nedsat funktionsevne. Børne- og Familieafdelingen er enig i dette behov og har derfor gennem længere tid været i proces med at udarbejde kvalitetsstandarderne, som forelægges Social- og Sundhedsudvalget til godkendelse den 8. juni 2021.

Derudover anbefaler BDO en styrket dokumentationspraksis og anvendelsen af et skaleringsværktøj i forbindelse med målgruppevurdering. Begge anbefalinger er allerede fokusområder i Børne- og Familieafdelingen. I januar 2021 var medarbejderne på kursus i målgruppeafklaring, ligesom der blev udført en udvidet sagsgennemgang, som resulterede i ny procedure for journalisering, der kan sikre dokumentationen i sagsbehandlingen.

Lov- og plangrundlag

Retssikkerhedslovens § 79 b.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Ankestatistik 2020

Forventet regnskab 2021 pr. ultimo marts 2021
Sag nr. 40

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger en opfølgning på forbruget af nettodriftsmidler i 2021 under Social- og Sundhedsudvalgsts ramme med udgangspunkt i status pr. ultimo marts 2021 til efterretning

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at orienteringen tages til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Der henvises til bilaget "Forventet regnskab 2021 pr. ultimo marts 2021 - Social- og Sundhedsudvalget"

Lov- og plangrundlag

Principper for økonomistyring i Rødovre Kommune

Økonomiske konsekvenser

Ingen

Tidsplan

Ingen

Bilag

Bilag 1: Forventet regnskab pr ultimo marts 2021 - Social- og Sundhedsudvalget

Diverse
Sag nr. 41

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Møde om Budget 2022 med deltagelse af Seniorråd, Handicapråd og Social- og Sundhedsudvalget afholdes den 17. august 2021, kl. 19.00 til 20.00 på Rødovregård.

Møde mellem Seniorrådet og Social- og Sundhedsudvalget afholdes den 14. september 2021, kl. 19.00 til 20.00.

Protokollen oplæst. Mødet slut 20.00.