Social- og Sundhedsudvalget
09-09-2025
Medlemmer
Ahmed H. Dhaqane (A)
Jette Louise Larsen (C)
Marianne Christensen (Ø)
Henriette Hesselmann (C)
Sager 66 - 72
Meddelelser
Sag nr. 66
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Ingen meddelelser
Beslutning
Taget til efterretning.
Den afsluttende rapport for samarbejdet mellem Taskforcen og børnehandicapområdet i Rødovre Kommune
Sag nr. 67
Beslutningskompetence: SOSU
Sagens kerne
Repræsentanter fra Social- og Boligstyrelsens og Ankestyrelsens taskforce præsenterer på mødet status på Rødovre Kommunes arbejde med at styrke kvaliteten på det specialiserede børnehandicapområde.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at statusrapporten om det specialiserede børnehandicapområde udarbejdet af Social- og Boligstyrelsens og Ankestyrelsens Taskforce tages til efterretning.
Beslutning
Taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget besluttede på møde den 16. august 2022 (sag nr. 49) at igangsætte et længerevarende analyse- og udviklingsforløb på det specialiserede børnehandicapområde i et samarbejde med Social- og Boligstyrelsen og Ankestyrelsen (herefter kaldt Taskforcen).
Baggrunden for etablering af samarbejdet med Taskforcen var, at Social- og Sundhedsforvaltningen generelt så et behov for at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet. Rødovre Kommune har med støtte fra Taskforcen udarbejdet en konkret udviklingsplan, som specialteamet har arbejdet med siden november 2023. Udviklingsplanen er vedlagt som bilag.
Forløbet er organisatorisk forankret i specialteamet, der varetager det specialiserede børnehandicapområde i afdelingen Social, Familie og Borgerservice. Det specialiserede børnehandicapområde omfatter børn og unge med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse og deres familier. De øvrige teams på myndighedsområdet har fokus på børn, unge og familier med psykosociale problemstillinger, og udgør langt den største del af antallet af sager.
Børnehandicapområdet har fra januar 2024 været omfattet af ny lovgivning, hvor flere af servicelovens bestemmelser er blevet samlet i Barnets Lov, herunder de handicapkompenserende indsatser. I Barnets Lov er der særligt fokus på at styrke den tidlige indsats, sammenhængen i indsatsen og det tværfaglige samarbejde. Vigtige elementer er også en styrket inddragelse af barnet/den unge og familien i sagsbehandlingen uanset funktionsniveau og en mere smidig overgang fra børne- til voksenområdet.
Børnehandicapområdet er samtidig et område, der har været udsat for et stigende sagspres de seneste par år. På landsplan modtog omkring 12.700 børn og unge i alderen 0-17 år tilsammen 15.100 handicapkompenserende indsatser. Det er en stigning i antal modtagere på 17 % og en stigning i indsatser på 16,6 % siden 2022. Samme stigning er sket i Rødovre Kommune, og det har givet voksende sagsstammer for socialrådgiverne i specialteamet.
Om rapporten
Taskforcens rapport afrunder forløbet og med udgangspunkt i de identificerede styrker og fortsatte udviklingspunkter, giver Taskforcen en række anbefalinger til, hvad Rødovre Kommunes fortsatte udviklingsfokus med fordel kan være.
Rapporten, der er vedlagt som bilag, er udarbejdet i perioden fra marts 2025 til august 2025. Analysen i rapporten er foretaget på baggrund af juridisk, socialfaglig og aktuel viden på området og baserer sig blandt andet på en juridisk gennemgang af 12 sager samt en selvevaluering fra kommunen.
Analysen indeholder en samlet vurdering af Rødovre Kommunes sagsbehandling og fokuserer på følgende seks temaer:
- Politik og strategi
- Faglig ledelse og sparring
- Udredning, vurdering og afgørelse
- Opfølgning
- Helhed og sammenhæng
- Ledelsesinformation og styring
Det er Taskforcens overordnede vurdering, at Rødovre Kommune har arbejdet seriøst og meningsfuldt med Taskforcens anbefalinger.
Taskforcen vurderer, at kommunen har styrket det politiske og strategiske grundlag ved at opdatere kvalitetsstandarder og gennem arbejdet med en økonomisk handleplan. Den faglige ledelse og det faglige grundlag for sagsbehandlingen er ligeledes styrket gennem sparring, videndeling, kompetenceudvikling og ledelsestilsyn. Ligesom sagsbehandlingen er forbedret gennem implementering af IT-systemet DUBU, arbejdsgangsbeskrivelser og skabeloner.
Det er Taskforcens anbefaling, at der fortsat skal være fokus på implementering af de mange gode tiltag, der er iværksat. Derudover anbefaler Taskforcen, at Rødovre Kommune fremadrettet har et fokus på fortsat juridisk opkvalificering af specialteamet, herunder med fokus på tilstrækkelig sagsoplysning og begrundelse i afgørelserne, overholdelse af sagsbehandlingsfrister, partshøring samt inddragelse af barnet/den unge og familien i sagsbehandlingen.
Endelig vurderer Taskforcen, at implementeringen af IT-systemet DUBU har skabt et godt fundament for indsamling, formidling og anvendelse af ledelsesinformation, og det er anbefalingen at fortsætte med at anvende data til styring, læring og udvikling på børnehandicapområdet.
Det skal bemærkes, at de 12 sager, som Taskforcen har gennemgået, fokuserer på sagsbehandlingen tilbage fra september 2023 og frem. Det betyder med andre ord, at en del af de gennemgåede sagsakter er fra den tidlige opstart af udviklingsforløbet.
Tiltag til styrkelse af sagsbehandlingen på børnehandicapområdet
Social- og Sundhedsforvaltningen er overordnet tilfreds med udviklingsforløbet med Taskforcen og de mange initiativer, der er sat i gang for at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet.
Udviklingsforløbet har dog samtidig været gennemført i en periode med en del udskiftninger i både personalegruppen og ledelsen. Derfor er det også forvaltningens vurdering, at forandringen på børnehandicapområdet ikke er helt i mål endnu. Det blev også bemærket i Borgerrådgiverens seneste årsberetning, der blev præsenteret på kommunalbestyrelsesmøde den 25. marts 2025 (sag nr. 53).
Social- og Sundhedsforvaltningen arbejder således videre med de mange initiativer fra udviklingsplanen. Samtidig er der truffet en række ledelsesmæssige beslutninger i foråret 2025, der har til hensigt at styrke implementeringen af disse initiativer, blandt andet:
- Specialteamet er organisatorisk blevet lagt ind under det samlede myndighedsområde for det specialiserede børne- og ungeområde. Det sikrer blandt andet bedre sammenhænge for familier, der både har handicap og øvrig brug for social støtte og hjælp.
- Oprettelse af én indgang (såkaldt ’bagvagt’) for familier, der henvender sig til Rødovre Kommune med behov og spørgsmål på børnehandicapområdet. Dette med henblik på at sikre tilgængelighed for borgerne og korrekt vejledning.
- Hyppigere sagsgennemgange (hver 4. til 6. uge).
- Afgørelser fra socialrådgivere kvalitetssikres af faglig konsulent.
- Klagesager genvurderes af faglig konsulent frem for specialteamet selv.
- I samarbejde med Borgerrådgiveren revideres den skriftlige kommunikation til borgerne om relevante sagsskridt. sagsbehandlingsfrister, klagemuligheder osv.
Rapporten fra Taskforcen giver dog anledning til et styrket fokus på særligt to områder fremadrettet. Tilrettelæggelsen heraf sker i tæt samarbejde med Borgerrådgiveren:
- Styrket inddragelse af børn og unge i egen sag. Der skal både sikres kompetenceudvikling og implementeres konkrete værktøjer til børne- og ungesamtaler som for eksempel metoden Talking Mats. Opstart i efteråret 2025.
- Styrket fokus på juridisk opkvalificering, herunder genopfriskning af krav til oplysning, begrundelse og partshøring. Er allerede en del af udviklingsplanen, men vil blive styrket fra efteråret 2025 og frem bl.a. i tæt samarbejde med kommunens jurister og Borgerrådgiveren.
Udviklingen på børnehandicapområdet vil fortsat have stor ledelsesmæssig bevågenhed i Social- og Sundhedsforvaltningen, og udviklingsplanen vil være det administrative styringsdokument til den fortsatte udvikling af området.
På mødet uddyber repræsentanter fra Taskforcen rapportens konklusioner, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.
Lov- og plangrundlag
Barnets Lov.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Dette er den afsluttende rapport, hvorefter det videre arbejde med udviklingsplanen varetages af Familieområdet.
Bilag
Bilag 1: Taskforcen på handicapområdet status Rødovre KommuneBilag 2: Udviklingsplan for det specialiserede børnehandicapområde
Danmarkskortet over Ankestyrelsens omgørelsesprocenter for socialområdet
Sag nr. 68
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger danmarkskortet med opgørelse af omgørelsesprocenter for det samlede socialområde, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet. Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at danmarkskortet 2024 på det samlede socialområde, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet forelægges til orientering.
Beslutning
Indstilles taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Hvert år i juni måned offentliggør Social- og Boligministeriet danmarkskortet, der viser omgørelsesprocenterne for de sager i kommunerne, som Ankestyrelsen har stadfæstet, hjemvist eller ændret på det samlede socialområde, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet. At sagerne bliver stadfæstet betyder, at Ankestyrelsen godkender kommunens afgørelse. Omgjort betyder, at kommunens afgørelse ændres/ophæves eller hjemvises til ny behandling i kommunen. Danmarkskort for hvert af de tre områder er vedlagt som bilag til mødesagen.
Siden 2018 har kommunerne været forpligtet til at behandle danmarkskortet på et kommunalbestyrelsesmøde. Ved lov nr. 912 af 21. juni 2022, der trådte i kraft den 1. juli 2022, blev kravene til kommunernes behandling af danmarkskortet skærpet, da kommunalbestyrelserne fremadrettet skulle tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til at styrke den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling.
Denne skærpelse af reglerne er rullet tilbage ved lov nr. 1686 af 30. december 2024. Det betyder, at kommunalbestyrelsen fra 1. januar 2025 alene er forpligtet til at behandle danmarkskortet på et kommunalbestyrelsesmøde, inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet er offentliggjort. Social- og Sundhedsforvaltningen har valgt, at der sammen med danmarkskortet forelægges en beskrivelse af eventuelle tiltag på baggrund af resultaterne i danmarkskortet.
Det samlede socialområde
På det samlede socialområde for Rødovre Kommune behandlede Ankestyrelsen i 2024 74 sager i forhold til 127 sager i 2023. I 46 af sagerne har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 62 %. Omgørelsesprocenten for 2023 var 36 %. På landsplan ligger omgørelsesprocenten på 44,9 %.
Syv af sagerne vedrører "Tabt arbejdsfortjeneste", der hører til børnehandicapområdet. 22 af sagerne vedrører "Hjælpemidler", hvor syv af sagerne blev stadfæstet, og 15 sager blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.
Der er iværksat flere forskellige tiltag i Visitationen i Ældre og Omsorg med henblik på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen inden for hjælpemiddelområdet. Dette gælder bl.a. tilsyn ved BDO og gennemgang af afgørelser fra Ankestyrelsen på ledelsesniveau. Særligt tilsynet fra BDO peger på udfordringer med sagsoplysning inden for hjælpemiddelområdet, hvilket kan føre til omgørelser i form af hjemvisninger. Der er udarbejdet en handleplan for visitationen med særligt fokus på sagsbehandlingsprocesser og kompetencer til faglig analyse og udredning til kvalificering af afgørelser.
Voksenhandicapområdet
På voksenhandicapområdet har Ankestyrelsen behandlet seks sager fra Rødovre Kommune i 2024 i forhold til 15 sager i 2023. I to af sagerne har Ankestyrelsen omgjort kommunens afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 33 % i 2024. Omgørelsesprocenten var i 2023 på 53 %. Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenten var i 2024 på 40 %. Omgørelsesprocenten for Rødovre ligger således under landsgennemsnittet, og der er sket en væsentlig forbedring i forhold til 2023. De seks sager vedrører ledsageordning og merudgifter.
Visitationen i Ældre og Omsorg har på baggrund af den høje omgørelsesprocent i 2023 arbejdet med mere struktur på de faglige drøftelser og opmærksomhed på oplysning og dokumentation. Samtidig har der på de faglige møder været fokus på den udfordring, der kan være med divergerende faglige vurderinger mellem egen læge og kommunens lægekonsulent. Det vil fortsat være et fokus fremadrettet. Ældre og Omsorg vil samtidig fortsætte med at gennemgå sagerne systematisk for at tage ved lære af Ankestyrelsens afgørelser.
Børnehandicapområdet
På børnehandicapområdet har Ankestyrelsen behandlet 18 sager fra Rødovre Kommune i 2024 i forhold til 23 sager i 2023. I 14 af sagerne har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 78 % i 2024 i forhold til en omgørelsesprocent på 48 % i 2023. Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenten var i 2024 på 49 %. De omgjorte sager er alle blevet sendt til fornyet behandling i kommunen. Der er således ikke nogen af sagerne, der er blevet ændret eller ophævet af Ankestyrelsen. Tre af sagerne vedrører "Afløsning/aflastning", otte sager vedrører "Merudgifter" og syv sager vedrører "Tabt arbejdsfortjeneste".
En så høj omgørelsesprocent er ikke tilfredsstillende. Social- og Sundhedsforvaltningen ser på situationen med stor alvor, og fortsætter det omfattende arbejde med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet med udgangspunkt i udviklingsplanen fra det netop afsluttede Taskforce-forløb på børnehandicapområdet såvel som et styrket samarbejde med borgerrådgiveren om juridisk kompetenceudvikling. Forvaltningens initiativer på børnehandicapområdet er beskrevet mere detaljeret i mødesag behandlet på Social- og Sundhedsudvalgsmøde den 9. september (sag nr. 66) om den afsluttende rapport fra det to-årige Taskforceforløb på børnehandicapområdet.
Social- og Sundhedsforvaltningen vil på Social- og Sundhedsudvalgsmødet give eksempler på nogle af Ankestyrelsens omgørelser på børnehandicapområdet i anonymiseret form.
Lov- og plangrundlag
Retssikkerhedsloven § 79.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Danmarkskortet over Ankestyrelsens opgørelse over omgørelsesprocenter på socialområdet Digitalt valg til Seniorrådsvalg 2026
Sag nr. 69
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger indstilling om, at Seniorrådsvalget 2026 afholdes ved digitalt valg til godkendelse.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at forslag om afholdelse af Seniorrådsvalg 2026 ved digitalt valg godkendes.
Beslutning
Anbefales.
Sagsfremstilling
I henhold til ældreloven skal der afholdes valg til Seniorrådet mindst hver fjerde år. Borgere, der er fyldt 60 år og har fast bopæl i kommunen, har valgret og er valgbare til Seniorrådet.
Nationale data viser, at digitale valg i gennemsnit opnår lavere deltagelse end fysiske valg. Men med en række aktive tiltag, der fremmer deltagelse og omfatter plejekrævende borgere, er det forventningen at øge valgdeltagelsen til Seniorrådsvalget i 2026.
Derudover er der en række administrative fordele ved at afholde valget digitalt som færre omkostninger til porto og administration, og øget bæredygtighed blandt andet set i lyset af, at PostNord ophører med postudbringning med udgangen af 2025.
Det er vurderingen, at seniorerne i stigende grad er digitale stærke og klar til at benytte digitale løsninger i deres hverdag. Det forventes, at der er cirka 11.000 stemmeberettigede borgere i kommunen, hvoraf omkring 1.400 forventes at være fritaget for digital post.
Forslaget bygger på grundig dialog med Seniorrådet og erfaringer fra andre kommuner og kombinerer hensynet til borgernes digitale hverdag med krav om demokratisk tilgængelighed og inklusion.
Forslaget omfatter følgende hovedelementer:
- Digital stemmeafgivelse via Mit‑ID og Digital Post, suppleret med vejledende materiale sendt i e‑Boks til målgruppen (60+).
- Brevstemmer til borgere uden Digital Post med tilhørende skemabrev.
- Fælles besøg på plejehjem og hjemmebesøg af repræsentant fra forvaltningen og en repræsentant fra det nuværende Seniorråd, der hjælper borgere med fysisk afgivelse i overensstemmelse med gældende valgregulativ.
Seniorrådet i Rødovre Kommune bakker op om forslaget. Social- og Sundhedsforvaltningen har løbende haft dialog med Seniorrådet og formandskabet, hvor også en konsulent fra Assembly Voting har præsenteret deres digitale valgsystem. Løsningen omfatter digital stemmeafgivelse via Mit‑ID og Digital Post, brevstemme til borgere uden Digital Post, samt mulighed for støtte via hjemmebesøg.
Forvaltningen er i dialog med Seniorrådet om en tidsplan for det kommende valg, og er i gang med en kommunikationsplan for at udbrede oplysninger til borgerne om den ændrede valgmetode og for at skabe opmærksomhed om valget, så flest mulige afgiver deres stemme.
Lov- og plangrundlag
Ældreloven § 36.
Økonomiske konsekvenser
Udgifter til afvikling af valget afholdes indenfor ældre- og omsorgsområdets budget.
Tidsplan
Den foreløbige tidsplan er:
- Kandidatopstilling starter i midten af november 2025.
- Den digitale afstemningsperiode er 30 dage, og afsluttes i starten af februar 2026.
Den endelige tidsplan fastsættes efter indgåelse af aftale med leverandør af digitalt valg.
Orientering om sundhedsprofil for børn født i 2023 samt børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i 2023/24
Sag nr. 70
Beslutningskompetence: KB
Sagens kerne
Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger rapporterne "Sundhedsprofil for børn og unge født år 2023" samt "Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/24" til orientering.
Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.
Indstilling
Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at "Sundhedsprofil for børn og unge født år 2023" samt "Sundhedsprofil for Børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/24" tages til efterretning
Beslutning
Indstilles taget til efterretning.
Sagsfremstilling
Rødovre Kommune deltager hvert år i det tværkommunale samarbejde Databasen Børns Sundhed, som drives af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. 33 kommuner indgår i samarbejdet, som har til formål at skabe viden om børns sundhed og trivsel samt understøtte udviklingen af kvalitet i sundhedsplejen.
Som en del af samarbejdet udarbejdes årligt to sundhedsprofiler (vedlagt som bilag):
Sundhedsprofil for børn født i 2023 (bilag 1)
Denne rapport bygger på data fra sundhedsplejens journaler, som udfyldes ved fire sundhedsplejerskebesøg inden for barnets første leveår. Sundhedsprofilen indhenter data fra to journalsystemer, henholdsvis Solteq Sund-journalsystem og NOVAX-journalsystem. Sundhedsplejen i Rødovre Kommune anvender Solteq Sund-journalsystemet.
Sundhedsprofilen viser, at der for nogle faktorer er variation i registreringerne mellem de to journalsystemer. Disse forskelle er også observeret de tidligere år, og kan f.eks. skyldes forskellige registreringsfelter i systemerne.
I 2023 indgår i alt 21.521 børn i sundhedsprofilen fordelt på 33 kommuner. Fra Rødovre Kommune indgår data om 538 børn. Rapporten belyser blandt andet amning, søvn, vægt og vækst, motorik, psykisk trivsel i familien og forældre-barn-relationen. Resultaterne bidrager med vigtig viden om småbørns sundhed og trivsel og danner baggrund for den forebyggende indsats i de tidlige leveår.
Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/2024 (bilag 2)
Denne rapport bygger på data fra de lovpligtige helbredsundersøgelser i indskoling (0. klasse) og udskoling (9. klasse).
I skoleåret 2023/24 har 22 kommuner leveret data ind til sundhedsprofilen. I alt har 11.355 børn deltaget i indskolingsundersøgelsen (458 fra Rødovre) og 10.406 unge har deltaget i udskolingsundersøgelsen (370 fra Rødovre).
Sundhedsprofilen giver et indblik i børn og unges trivsel, mentale sundhed, sociale relationer, sundhedsvaner og risikoadfærd og udfyldes af sundhedsplejen i dialog med barnet/den unge. Resultaterne anvendes til at følge udviklingen over tid og identificere relevante indsatsområder.
Ved fortolkning af sundhedsprofilernes resultater er det vigtigt at være opmærksom på, at forskelle mellem kommunerne ikke alene afspejler forskelle i børn og unges sundhedstilstand, men også kan skyldes variationer i befolkningssammensætningen og forskelle i registreringspraksis. Data bør derfor ses som et grundlag for dialog og refleksion og ikke endegyldige konklusioner.
Kommende landsdækkende database
Regioners Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), Danske Regioner, Statens Institut for Folkesundhed (SIF), Sundhedsdatastyrelsen, Databasen Børns Sundhed og Kommunernes Landsforening samarbejder lige nu om at udvikle Landsdækkende Database for Børn og Unges sundhed (LDBU), som i fremtiden skal ensrette og samle udvalgt data fra den kommunale sundhedspleje. Den nationale database er undervejs.
Udvalgte resultater for Sundhedsprofil for børn født i 2023
Sundhedsplejen spiller en central rolle i at støtte småbørnsfamilier i barnets første leveår og skabe grundlag for tidlig opsporing og forebyggelse. Et tæt samarbejde med forældrene i denne periode giver mulighed for at opdage udfordringer tidligt og understøtte en tryg start på barnets liv.
- 1,6 % af børnene i Rødovre Kommune er udsat for tobaksrøg i hjemmet. Denne andel er 3,3 % i hele populationen og 3,7 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
- 12,3 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til motorisk udvikling ved mindst to besøg i det første leveår. Denne andel er 5,8 % i hele populationen og 8,4 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
- 12,7 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til søvnen ved mindst ét besøg i det første leveår. Denne andel er 12,0 % i hele populationen og 18,8 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
- 5,0 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til uro og gråd ved mindst ét besøg i det første leveår. Denne andel er 6,5 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
Udvalgte resultater for Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/2024
Sundhedsprofilen viser, at de fleste børn og unge i Rødovre Kommune fortsat trives og har sunde relationer. I både ind- og udskoling vurderer et stort flertal af eleverne, at de er glade, har det godt, og har god kontakt til jævnaldrende. For eksempel angiver 95 % af eleverne i indskolingsundersøgelsen, at være meget glad/glad.
Indskoling (0. klasse)
- 18,0 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune har overvægt eller svær overvægt. I hele populationen er andelen 13,5 %.
- 6,3 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune vurderer, at de generelt trives dårligt. I hele populationen er andelen 4,9 %.
- 8,0 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune vurderer, at de trives dårligt i skolen. I hele populationen er denne andel 10,6 %.
Udskolingen (9. klasse)
- 9,3 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til alkohol. Denne andel er 8,4 % i hele populationen.
- 5,9 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til rygning. Denne andel er 3,8 % i hele populationen.
- 16,6 % af de unge i Rødovre Kommune har overvægt eller svær overvægt. I hele populationen er andelen af unge med overvægt/svær overvægt 16,3 %.
- 3,3 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til trivslen i hjemmet. I hele populationen er denne andel 5,0 %.
- 3,9 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til trivslen i skolen. Denne andel er 5,4 % blandt undersøgelsens øvrige kommuner, der laver udskolingsundersøgelsen blandt 9. klasseselever.
*En ”bemærkning” betyder, at sundhedsplejersken vurderer, at der er en udvikling hos barnet, der ikke er alderssvarende, eller forhold, der kræver yderligere observation, undersøgelse eller henvisning til et relevant kommunalt tilbud eller til yderligere udredning i almen praksis.
Den ledende sundhedsplejerske deltager på mødet i Social- og Sundhedsudvalget og præsenterer hovedresultaterne mundtligt. Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget modtager sagen som en skriftlig orientering.
Lov- og plangrundlag
Ingen.
Økonomiske konsekvenser
Ingen.
Tidsplan
Ingen.
Bilag
Bilag 1: Sundhedsprofil for børn født i 2023Bilag 2: Rødovre Rapport
Diverse
Sag nr. 71
Beslutningskompetence: SOC
Sagens kerne
Beslutning
Taget til efterretning.
Underskriftsside
Sag nr. 72
Beslutningskompetence: SOSU
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Social- og Sundhedsudvalget godkender beslutningsprotokollen.
Beslutning
Godkendt.
Sagsfremstilling
Social- og Sundhedsudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen.
For at godkende beslutningsprotokollen, skal hvert medlem underskrive ved at trykke på "Godkend."
