Borgeren i centrum med ældreloven

Ældreloven er den nye lov for ældrepleje og omsorg, som beskriver de lovgivningsmæssige rammer for fremtidens ældrepleje med afsæt i tre bærende værdier: Den ældres selvbestemmelse. Tillid til medarbejdere og den borgernære ledelse. Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Skriv personfølsom/fortrolig post

Fold alle ud

Rødovre Kommune

For at sende personfølsom/fortroligt post til Rødovre Kommune skal du benytte dit MitID

Skriv Digital Post

Rødovre Kommune (Virk)

For at sende personfølsom/fortroligt post til Rødovre Kommune skal du benytte dit MitID

Skriv Digital Post

Ældreloven – hvad betyder den for dig?

Den 1. juli 2025 trådte den nye ældrelov i kraft. Loven betyder ændringer i ældreplejen i alle landets kommuner – også her i Rødovre. Formålet er at skabe en bedre og mere sammenhængende ældrepleje med borgeren i centrum. Ændringerne sker gradvist, så du som borger oplever det som en rolig overgang.

”Ældreloven giver os gode muligheder for at efterleve Rødovre Kommunes vision om, at alle ældre borgere uanset helbredssituation kan leve et godt og værdigt liv. Vi er allerede godt i gang, og kan derfor gøre tingene i et tempo, hvor alle kan følge med,” siger borgmester Britt Jensen.

Hvorfor en ny ældrelov?

Den nye ældrelov handler om at styrke din selvbestemmelse, give mere tillid til medarbejderne og skabe et tættere samarbejde med dine pårørende og lokalsamfundet. Det er en udvikling, vi allerede arbejder med i Rødovre.

Centralt i loven står begrebet ’helhedsorienteret indsats’. Det betyder, at dine behov skal ses i sammenhæng, uanset om de er fysiske, psykiske eller sociale. Hjælpen skal opleves som ét sammenhængende forløb, hvor vi tager udgangspunkt i dine ønsker og behov.

Der skrues samtidig ned for detaljegraden i reglerne. Det betyder, at medarbejderne tæt på dig får større mulighed for at træffe hurtige beslutninger og bruge deres dømmekraft til gavn for dig.

Hvad er de vigtigste ændringer?

Her er hovedpunkterne i den nye lov, som du vil opleve i din hverdag:

Helhedspleje:
Én leverandør (enten kommunal eller privat) vil fremover tage ansvar for hele dit plejeforløb – personlig pleje, praktisk hjælp og genoptræning. Det betyder færre forskellige medarbejdere i dit hjem og mere sammenhæng i din dagligdag.

Faste teams:
Små, faste og tværfaglige teams vil stå for hjælpen til dig. Det skaber større tryghed, fordi du kender de medarbejdere, der kommer i dit hjem. Medarbejderne får samtidig større indflydelse på planlægningen af arbejdet.

Borgernær visitation:
Du vil opleve, at dine ønsker og behov fremover vejer endnu tungere, når hjælpen planlægges. Du får større indflydelse på, hvilken hjælp du modtager.

Tættere samarbejde med pårørende:
Vi vil styrke samarbejdet med dine pårørende og lokale fællesskaber. Målet er, at du oplever din hverdag som mere meningsfuld og sammenhængende.

Pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven

Fold alle ud

Forløb Praktisk bistand

Når du primært har brug for støtte til de praktiske ting.

Du får dette forløb, hvis du kun har brug for praktisk hjælp i hjemmet som rengøring og tøjvask. Fokus er på forebyggelse, rehabilitering og støtte til at klare praktiske ting selv, så længe som muligt.

Nogle gange kan du også få genoptræning, for eksempel hvis du skal komme dig efter sygdom.

Vi arbejder hele tiden på, sammen med dig, at finde ud af, hvad du stadig selv kan klare – og støtter dig i at gøre mest muligt selv.

Forløb 1

Du klarer det meste selv, men har brug for lidt støtte

Du får dette forløb, hvis du generelt er godt gående og selvhjulpen, men har brug for lidt hjælp af og til – måske fysisk, psykisk eller socialt. Fokus kan være på genoptræning, vedligeholdelse og forebyggelse, så du kan blive ved med at klare dig selv.

Sammen med dig finder vi ud af, hvad du har behov for. Du vil mærke, at vi opmuntrer dig til at være aktiv og selv deltage, når du får hjælp.

Hjælpen tilpasses, så du kan træne det, du har mistet, holde dig i gang og undgå at få det værre.

Forløb 2

Du har brug for jævnlig støtte i hverdagen.

Du får dette forløb, hvis du klarer en del ting selv, men har brug for jævnlig hjælp og vejledning – fx til rengøring, påklædning, bad eller at komme omkring. Fokus kan være en blanding af genoptræning og vedligeholdelse – og at forebygge, at du får det dårligere.

Vi arbejder tæt sammen med dig og støtter dig i at gøre det, du stadig kan selv.

Vi hjælper dig med træning og øvelse i dine daglige aktiviteter og holder øje med, hvordan du har det.

Forløb 3

Du har mange udfordringer og har brug for meget støtte

Du får dette forløb, hvis du har store fysiske, psykiske eller sociale udfordringer og har brug for daglig hjælp til mange af de vigtige gøremål i hverdagen. Fokus kan være på vedligeholdelse, så du kan blive ved med at gøre, hvad du kan selv, og tryghed og genoptræning, hvor det giver mening for dig.

Måske kan du selv deltage lidt i nogle aktiviteter som personlig pleje, madlavning eller at holde dit hjem.

Vi tilrettelægger hjælpen, så du kan være med så meget som muligt, og så du bevarer de evner, du har.

Forløb 4

Du har brug for fuld støtte i hverdagen.

Du får dette forløb, hvis du har mange og alvorlige udfordringer og har brug for hjælp til stort set alle daglige gøremål. Fokus kan være på at vedligeholdelse, så du holder fast i det, du stadig kan og rehabilitering og genoptræning, hvis du grundet en hændelse fx sygdom kun har behov for fuld støtte hjælp i en kortere periode, før du gentrænes til at kunne varetage opgaver igen.

Vi tilpasser hjælpen til dig og støtter dig i det, du stadig kan.

Målet er, at du føler dig tryg og godt hjulpet – og at du kan være med i hverdagen i det omfang, det er muligt.

Forløb Plejehjem

Når du flytter på plejehjem, bliver du tilknyttet et forløb, der passer til dine behov.

Kvalitetsbeskrivelse af pleje- og omsorgsforløb

Rødovre Kommunes kvalitetsbeskrivelse af pleje- og omsorgsforløb i henhold til ældreloven

Godkendt i Kommunalbestyrelsen i november 2025.

Ældreloven er for dig, der har nået folkepensionsalderen og har behov for støtte og hjælp i hverdagen. Loven gælder også i nogle tilfælde for dig, der er under folkepensionsalderen, og har et betydeligt behov på grund af svækkelse, sygdom eller handicap.

Loven giver dig større indflydelse på, hvordan din støtte og hjælp tilrettelægges. Du vil blive inddraget i de beslutninger, der handler om dig og din hverdag. Samtidig får medarbejderne mere ansvar og frihed til at bruge deres faglighed. Hvis du ønsker det, kan dine pårørende og dit netværk også blive inddraget.

Ældreloven understøtter visionen om, at Rødovre Kommune er et godt sted at bo - også når man bliver ældre. Den bidrager til, at alle ældre borgere, uanset helbredssituation, kan leve et trygt, værdigt og meningsfuldt liv.

I denne beskrivelse kan du få et overblik over, hvordan støtte, pleje og genoptræning tilrettelægges, og hvordan du som borger kan forvente at blive inddraget.

Formålet med at få hjælp og støtte

Fold alle ud

Formålet med at få hjælp og støtte

I Rødovre Kommune tror vi på, at det giver livskvalitet at leve et selvstændigt liv med høj grad af selvbestemmelse. Udgangspunktet er derfor – gennem træning, vejledning og med afsæt i dine egne ressourcer – at støtte og hjælpe dig til at klare så meget som muligt selv. På den måde sætter Rødovre Kommune fokus på øget livskvalitet til den enkelte borger.

Det er en central del af ældreloven, at rehabilitering og træning skal være en integreret del af den sammenhængende hjælp og støtte, du får. I praksis betyder det, at vi først undersøger muligheden for, at du med træning, vejledning eller støtte igen kan komme til at klare flere daglige gøremål og aktiviteter. Dette kan eksempelvis foregå ved udlevering og træning i brug af hjælpemidler eller ved fysiske besøg i dit hjem, hvor du får støtte fra en medarbejder, så du kan bevare eller genvinde funktionsevne og selvstændighed i hverdagen. Når du søger om hjælp i Rødovre Kommune, skal du derfor være indstillet på at:

  • dine ressourcer bringes i spil uanset hvor store eller små de må være
  • afprøve og træne brugen af hjælpemidler.

Sådan ansøger du om hjælp

Kontakt kommunen: Din henvendelse kan foregå digitalt, telefonisk eller via dit faste team, hvis du allerede modtager hjælp.

  • Digitalt: Du kan kontakte kommunen digitalt ved at trykke på dette link: Rødovre Kommune: Ældre og Omsorg → brug funktionen "Send personfølsom/fortrolig post", som du finder øverst på siden.
  • Telefonisk: Visitationen 36 37 74 00 (hverdage kl. 9–12).
  • Hvis du allerede modtager hjælp: Kontakt dit faste team eller hjemmeplejens hovednummer 36 37 75 13.

Sagsbehandling: Visitationen foretager en samlet faglig vurdering af dine fysiske, psykiske og sociale behov og ressourcer.

Afgørelse: Ud fra den faglige vurdering, tager Visitationen stilling til, om du opfylder betingelserne for at få bevilget et pleje- og omsorgsforløb efter ældreloven. Du får en skriftlig afgørelse med:

  • Begrundelsen for afgørelsen
  • Hvilket pleje- og omsorgsforløb du får tildelt

Hvis du får afslag: Du kan klage over afgørelsen enten mundtligt eller skriftligt, inden fire uger fra den dag, du modtager afgørelsesbrevet. Du kan klage til Visitationen, som vurderer din sag igen. Hvis vi fastholder afgørelsen, beder vi Ankestyrelsen om at tage endelig stilling.

Når du har fået tildelt et pleje- og omsorgsforløb: Sammen med dig og eventuelt dine pårørende sammensættes en helhedsindsats ud fra lovgivningen, faglige retningslinjer og din konkrete situation. Vi tilrettelægger hjælpen, så den så vidt muligt respekterer dine værdier og vaner.

Hvornår starter hjælpen: Du vil inden for tre hverdage, efter du har fået tildelt et pleje- og omsorgsforløb blive kontaktet af leverandøren af hjælpen, så I sammen kan aftale den videre plan. Du kan forvente, at hjælpen sættes i gang inden for 10 hverdage. I forbindelse med udskrivelse fra hospitalet kan du få hjælp umiddelbart efter hospitalsopholdet.

Hvad er pleje- og omsorgsforløb

Ifølge ældreloven skal vi tilbyde hjælp og støtte i form af sammenhængende pleje- og omsorgsforløb. Hvilket forløb du tildeles afhænger af den samlede faglige vurdering.

Forløbene tilrettelægges sammen med dig og kan let tilpasses, hvis din situation, ønsker og behov ændrer sig.

Herunder kan du læse om de forskellige typer af forløb, og i hvilke tilfælde man tildeles hvilket forløb. Genoptræning vil indgå som en del af forløbet, hvis din funktionsevne er nedsat, og der vurderes at være muligheder for forbedring.

Afklaringsforløb

Forløbet er til dig, som er ny i ældreplejen. Her er der tid til, sammen med dig, at afdække dine samlede behov og have en dialog om, hvilket forløb der fremadrettet passer bedst til dig.

Praktisk bistand

Forløbet er til dig, som hovedsageligt har behov for hjælp til praktiske opgaver i hjemmet som rengøring og tøjvask.

Forløb 1

Forløbet er til dig, som overvejende klarer dig selv, men har brug for let støtte i hverdagen. Der kan være tale om lette fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, men ikke af en art, der kræver daglig hjælp.

Forløb 2

Forløbet er til dig, som har brug for hjælp og støtte i hverdagen til for eksempel rengøring, personlig pleje eller at opretholde din dagligdag. Der kan være tale om moderate fysiske, psykiske eller sociale udfordringer af en art, der ofte kræver hjælp og støtte flere gange ugentligt.

Forløb 3

Forløbet er til dig, som har betydelige fysiske, psykiske eller sociale udfordringer, og behov for daglig støtte til en stor del af de grundlæggende opgaver i hverdagen.

Forløb 4

Forløbet er til dig, som har behov for omfattende hjælp til næsten alle daglige gøremål. Der kan være tale om alvorlig sygdom, svækkelse eller mentale vanskeligheder, så du ikke selvstændigt kan igangsætte eller udføre aktiviteter.

Plejehjem

Forløbet er til dig, som er beboer på et plejehjem og derved har et meget omfattende behov, og modtager hjælp til stort set alt i løbet af dagen. Har du spørgsmål til tildeling af forløb, er du velkommen til at kontakte Visitationen.

 

Sådan arbejder vi med støtte og hjælp i pleje- og omsorgsforløb

Når du får tildelt et forløb, vil den støtte og hjælp, du modtager have til formål at forebygge tab af din funktionsevne, samt genoptræne eller vedligeholde det, du selv kan klare i hverdagen.

Vi ønsker at støtte dig i at være så aktiv og selvhjulpen som muligt – og derfor inddrager vi dig i opgaver og aktiviteter, hvor du har mulighed for at bidrage. Det er en naturlig del af forløbet, at du deltager i det, du selv kan klare.

Hvilken type støtte og hjælp du får, og hvordan den bliver tilrettelagt, aftaler vi sammen med dig – og gerne også med dine pårørende, hvis du ønsker det. Det er vigtigt for os, at du føler dig tryg og oplever, at hjælpen passer til dine behov og giver mening i din hverdag.

Sammensætning af din støtte og hjælp

Hvert forløb kan indeholde støtte og hjælp, der passer til dit behov. Sammensætningen af støtte og hjælp tilpasses løbende efter en faglig vurdering og altid i dialog med dig.

Herunder kan du se, hvad der er mulighed for at få støtte og hjælp til efter ældreloven.

Personlig hjælp og pleje 

Eksempelvis:

  • Toiletbesøg
  • Vask af kroppen - fodbad, sengebad, brusebad og hårvask
  • Af- og påklædning
  • Forflytninger inklusiv forflytninger med lift
  • Motivering og vejledning omkring daglige opgaver

Praktisk hjælp

Eksempelvis:

  • Rengøring, skift af sengelinned og fjernelse af affald
  • Tøjvask - vask på fællesvaskeri eller vask i egen maskine
  • Indkøb - mulighed for indkøb hos de leverandører som Rødovre Kommune samarbejder med og støtte til at få udfyldt indkøbsliste
  • Madlavning, hjælp til opvarmning af færdiglavede retter, anretning af de enkelte måltider inklusiv drikkevarer samt støtte til at spise og drikke

Du skal være opmærksom på, at i Rødovre Kommune kan du få rengøring hver anden uge. Hjælp til rengøring gives til, hvad der svarer til en 2-værelses lejlighed eller maksimalt 67 m2 bolig. 
Kvadratmeterne skal i udgangspunktet dække et køkken, et toilet, et soveværelse, en stue og en gang.

Træning i dagligdagens aktiviteter 

Støtte til træning i hjemmet med fokus på at genvinde eller vedligeholde dine færdigheder.

Genoptræning 

Genoptræning på center eller ved særlige tilfælde i eget hjem efter tab af funktionsevne. Det kan for eksempel være fysisk træning såsom styrke-, konditions- og koordinationstræning

Samarbejde med pårørende og civilsamfund 

Det kan være støtte til at pårørende bliver en vigtig del af din hverdag, hvis du ønsker det. Det kan også være støtte til at blive opmærksom på de mange tilbud, der er i civilsamfundet om socialt samvær
og meningsfulde fællesskaber, der giver trivsel og positive oplevelser.

Madservice 

Levering af færdig mad fra godkendte leverandører. Se liste over eksterne leverandører nederst.

Indkøbsordning 

Bestilling og levering af dagligvarer og medicin. Se liste over eksterne leverandører nederst.

Dagcenter 

Aktiviteter, træning og samvær i trygge rammer på kommunens dagcenter.

Aflastning og afløsning 

Aflastning/afløsning foregår enten i hjemmet eller ved ophold uden for hjemmet.

Midlertidigt døgnophold 

Ophold for eksempel ved sygdom eller behov for ekstra støtte i en periode.

Særlige prioriteringer i Rødovre Kommune

Rødovre Kommune prioriterer ældreplejen meget højt. Tryghed og værdighed er nøgleordene i kommunens ældrepleje, og det betyder blandt andet, at der er prioriteret ekstra midler til disse indsatser:

  • Ret til et dagligt bad på alle hverdage, da vi tror på, at det bidrager til værdighed og livskvalitet.
  • Ekstra tid til socialt samvær for dig, der har et meget lille netværk. Det kan eksempelvis være tid til en gåtur med din hjælper, ledsagelse til tøjindkøb eller noget helt tredje.
  • Når du har modtaget hjælp til rengøring i ét år, vil du få tilbudt hjælp til hovedrengøring. Det kan være en ekstra grundig rengøring af gulve, afvaskning af døre, karme, paneler og vindueskarme. Det kan også være rengøring af hjælpemidler, rengøring af køkkenskabe ud- og indvendigt, grundigere rengøring af badeværelse, støvsugning af møbler, rengøring af lofter for støv.

Planlægningssamtale

Alle borgere tilbydes en planlægningssamtale. Samtalen afholdes med dig, eventuelt dine pårørende og de social- og sundhedsmedarbejdere, som leverer din hjælp og støtte. Social- og sundhedsmedarbejdere er for eksempel fra din lokale hjemmeplejegruppe.

Til planlægningssamtalen taler vi med dig om dine vaner, ønsker, behov, og hvad der er vigtigt for dig i din hverdag. Samtalen danner baggrund for sammensætningen af din støtte og hjælp, og hvordan den skal tilrettelægges.

Planlægningssamtalen foregår som oftest i begyndelsen af dit forløb for at sammensætte hjælpen, så den bedst muligt passer til dig. Hjælpen kan nemt tilpasses i samarbejde med dit faste team, uden at der skal en planlægningssamtale til. Oplever du behov for en større ændring i hjælpen, kan du eller dine pårørende altid bede om en ny opfølgende samtale

Den løbende dialog og tilpasning

Social- og sundhedsmedarbejderne omkring dig har løbende dialog med dig om både større og mindre tilpasninger alt efter dit behov. Medarbejderne har derefter mulighed for hurtigt at justere og tilpasse hjælpen efter dine ønsker og behov.

Det er samtidigt vigtigt at understrege, at planlægningen og udførelsen af hjælpen altid sker under hensyn til arbejdsmiljølovgivningen, faglige retningslinjer og inden for medarbejdernes tildelte handlingsrum. Medarbejdernes sikkerhed og arbejdsmiljø er en forudsætning for, at hjælpen kan leveres forsvarligt - til gavn for både dig og dem.

Ændring af planlagte besøg

Vi kan ikke aflyse et aftalt besøg hos dig. Hvis vi mod forventning bliver nødt til at udskyde aftalen, tilbydes du et erstatningsbesøg inden for to hverdage. Det samme gælder, hvis din faste aftale falder på en helligdag. Vi fortæller dig hvilken dag, dit besøg bliver flyttet til, enten når vi er hos dig eller ved at ringe til dig.

Der er mulighed for at ændre dit besøg, hvis du for eksempel skal afsted til en aftale. Det er vigtigt, at du giver os besked om ændringen hurtigst muligt, så vi kan planlægge efter det. Du kan senest ændre dit besøg 48 timer før det tidspunkt, der er aftalt, ellers vil det blive betragtet som et afbud. Du kan enten sige det til den medarbejder, som du møder i dit hjem, eller du kan ringe og fortælle os det. Hvis du melder afbud, er vi i udgangspunktet ikke forpligtet til at yde et erstatningsbesøg.

Hvis du ikke træffes hjemme og ikke kan kontaktes telefonisk, skal vi sikre, at der ikke er sket dig noget. Det betyder i første omgang, at vi kontakter dine pårørende, for at høre om de ved, hvorfor du ikke lukker op. Hvis vi ikke kan finde ud af, hvor du er, eller hvad der er sket med dig, kan vi være nødsaget til at benytte en låsesmed på din regning for at få adgang til dit hjem. Det gør vi for at passe på dig

Hvad skal du selv sørge for

Medarbejderne er omfattet af arbejdsmiljølovgivningen, når de er på arbejde, uanset om det foregår i dit hjem eller et andet sted. Det kan betyde, at det kan være nødvendigt, at du ommøblerer eller laver mindre ændringer i dit hjem, førend du kan modtage støtte og hjælpe. Det vil altid foregå i dialog med dig og eventuelt dine pårørende, hvordan vi kan løse opgaverne på en forsvarlig måde.

Du må ikke ryge mens vi er i dit hjem. Hvis du ikke selv kan lufte ud, inden vi kommer, så åbner vi et vindue, mens vi er i dit hjem.

Hvis du har et kæledyr i hjemmet, må det ikke være til gene for os. Derfor skal kæledyret være lukket inde i et bur eller være i et andet rum, mens vi er i dit hjem.

Medarbejderne skal kunne komme trygt ind og ud af dit hjem. Det betyder blandt andet, at der skal være udendørsbelysning og være ryddet for eventuel sne.

Frit valg af leverandør

Når du er visiteret til et forløb, kan du frit vælge mellem de leverandører, kommunen har godkendt til at levere støtte og hjælp. Alle leverandører opfylder kommunens kvalitetskrav. Du kan få information om leverandører samt skifte leverandør ved at kontakte Visitationen. Du finder en oversigt over leverandører på sidste side.

Oversigt over leverandører

Praktisk hjælp og personlig pleje
Rødovre Kommunes hjemmepleje
Telefon: 36 37 75 13
Rødovre Kommune: Hjemmehjælp i Rødovre
www.rk.dk 

DFS Plus
Telefon: 43 54 77 33
Kontakt | DFS Plus
www.dfs-service.dk 

Indkøbsordning
Intervare
Telefon: 70 27 72 33
www.intervare.dk 

Egebjerg Købmandsgård
Telefon: 70 25 88 88
www.egebjergkobmandsgaard.dk 

Madservice
Det Danske Madhus
Telefon: 70 70 26 46
www.detdanskemadhus.dk 

Sæsonens
Telefon: 42 80 10 38
www.saesonens.dk 

Læs også

Spørgsmål og svar

Fold alle ud

Hvordan vil jeg mærke ændringerne?

Du vil ikke mærke store og pludselige ændringer. Alt sker gradvist over de næste to år, og du bliver informeret grundigt, inden der sker ændringer i din hjælp.

Skal jeg gøre noget aktivt?

Nej, du skal ikke foretage dig noget. Visitationen sørger for alt det praktiske, og du vil få besked i god tid, inden eventuelle ændringer træder i kraft.

Kan jeg stadig vælge privat hjælp?

Ja, du vil fortsat kunne vælge mellem kommunal og privat leverandør. Det nye er, at leverandøren fremover skal sikre en samlet pleje, der dækker alle dine behov.

Hvad betyder helhedspleje i praksis?

Helhedspleje betyder, at vi fremover koordinerer hjælpen bedre, så du oplever et samlet og sammenhængende forløb, der passer til din situation og dine ønsker.

Handler ældreloven også, om borgere der bor på vores plejehjem?

Ja, ældreloven omfatter alle ældre borgere, der er visiteret til et tilbud hos os. Det vil dog primært være de hjemmeboende borgere, der vil mærke den største forskel.

Har du spørgsmål?

Hvis du er i tvivl eller mangler svar på noget, er du altid velkommen til at kontakte Rødovre Kommune, via Digital Post Att: Ældrechef Christine Vendel Jensen mrk. Social- og Sundhedsforvaltningen (øverst på siden - Skriv personfølsom/fortrolig post)

Vi er klar til at svare på dine spørgsmål og hjælpe dig med at finde rundt i den nye ældrelov.

Læs mere om den nye ældrelov

Kontaktinformation

Rødovre Kommune
Social- og Sundhedsforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610  Rødovre
Telefon
36 37 70 00

Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune
Kontakt og åbningstider