Årets Ildsjæl 2023 er Jette Jensen

08/12-2023

Årets Ildsjæl 2023 er et kendt ansigt for mange i Rødovre. Jette Jensen får prisen for sit arbejde i den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse, og hun har derudover blandt andet været formand for Frivilligcentret, ligesom hun var initiativtager til foreningen Livskvalitet & Varme.

”Jeg har kendt Jette i efterhånden mange år, og hun har i alle årene været indbegrebet af det, vi fejrer med Årets Ildsjæl. Nemlig at gøre en forskel for andre, især dem der har mest brug for vores fællesskaber. Det er i den grad fortjent, at prisen går til Jette i år,” siger borgmester Britt Jensen, som uddelte prisen ved et arrangement på Ørbygård.

Jette Jensen var indstillet af Hanne Dalsgaard, som i indstillingen har lagt vægt på Jette Jensen arbejde for Kræftens Bekæmpelse i Rødovre. Det gælder i særdeleshed hendes vedholdende indsats for Korallen, som er en café for børn og unge i Rødovre, der har alvorlig sygdom tæt ind på livet.

”Caféen er den første af sin slags, og jeg er utrolig stolt af, at vi kan tilbyde de her børn og unge et tiltrængt frirum og fællesskab med jævnaldrende i samme situation. Det kunne vi ikke have gjort uden dig, Jette, og de gode kræfter, der står bag dig,” sagde Britt Jensen i sin tale.

Desuden er der i indstillingen lagt vægt på Jette Jensens arbejde for at skaffe penge fra Trygfonden til at klæde lærere og pædagoger på skolerne i Rødovre på til at starte sorggrupper op på skolerne.

De frivillige gør en kæmpe forskel

Britt Jensen brugte sin tale til at sende en varm hilsen til alle de mange frivillige i Rødovre, som hver dag gør en forskel for mange mennesker, og som med borgmesterens ord bidrager til at invitere an-dre med i fællesskabet.

”Jeg ser det hver dag – som borger i Rødovre, som politiker, som borgmester: Hvordan det frivillige arbejde gør en kæmpe forskel. Trænere og idrætsledere, formænd og dem, der bare tager fat i foreninger, klubber og andre fællesskaber. Mange mennesker har det svært på den ene eller den anden måde. De seneste år med krig og krise har ikke gjort det lettere. Alligevel overstråler fællesskaberne de skygger, som vi alle kender i tilværelsen,” sagde Britt Jensen. 

Rødovre Kommune har hyldet den store frivillige indsats i kommunen med prisen til ’Årets Ildsjæl’ hvert år siden 1999. 

Priskomitéen består af formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Annie Arnoldsen Petersen, Trine Ravn, som er formand for Handicaprådet, Lars Ahlstrand, som er formand for Udsatterådet, Birgit Lindahl, som er formand for Seniorrådet, lederen af Rødovre Frivilligcenter, Lotte Kragh og redaktør Christian Valsted på Rødovre Lokal Nyt.