Rødovres foreninger får nøglerolle i ny helhedsplan for idrætsområdet

28/10-2025

Rødovre Kommune tager nu hul på arbejdet med en helhedsplan for idrætsområdet omkring Rødovrehallen, Rødovre Stadionhal og Espelundens Idrætsanlæg. Planen skal sikre, at idrætsfaciliteterne følger med tiden – og udvikles i fællesskab med de mennesker, der bruger dem hver dag.

Helhedsplanen samler både udvikling af bygninger, baner og de stiforbindelser og byrum, der binder idrætsområderne sammen. Målet er at skabe bedre rammer for idræt, bevægelse og fællesskab – uanset om man er foreningsaktiv, motionist, skoleelev eller bare holder af at opholde sig i området.

En vigtig del af arbejdet er den brede inddragelse. Alle Rødovres idrætsforeninger inviteres til workshops og dialogforløb, hvor de kan bidrage med ideer, erfaringer og ønsker til fremtidens faciliteter. Også børn og unge får en stemme – blandt andet gennem fælleselevrådet – så løsningerne også afspejler fremtidige brugere og nye måder at dyrke idræt på.

”Idræt er noget af det, der binder os sammen i Rødovre. Derfor skal vi også udvikle fremtidens idrætsfaciliteter sammen. Vi lytter til erfaringerne og ideerne fra vores foreninger og engagerede borgere, før vi træffer beslutninger. Det er en investering i fællesskab, trivsel og livskvalitet,” siger borgmester Britt Jensen.

I FiR, der står for Fællesrepræsentationen for Idrætsforeninger i Rødovre, ser man også frem til det fælles arbejde med helhedsplanen.

”Det er dejligt, at dette design- og prioriteringsarbejde kommer i gang. Vi har i den grad brug for mere halkapacitet. Vi glæder os til arbejdet,” siger formand Poul Lundberg Andreasen.

Idrætsfaciliteter som en del af byrummet

Helhedsplanen udarbejdes fra efteråret 2025 til foråret 2026 og kobles tæt til projektet Bystrategiske forbindelser og byrum, der skal skabe sikre og indbydende stier, opholdssteder og mødepunkter mellem anlæggene. De to projekter tilsammen skal danne grundlag for en samlet vision for et aktivt, grønt og sammenhængende idrætsliv i Rødovre.

"Vores foreninger ved bedre end nogen andre, hvor hallerne er pressede, hvor der mangler plads, eller hvor der er nye muligheder. Derfor bliver de ikke bare hørt – de bliver inviteret med til at forme løsningerne. På den måde sikrer vi, at helhedsplanen både er ambitiøs og forankret i virkeligheden,” siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Lene Due.

Der er allerede afsat 80 millioner kroner til renovering af Rødovrehallen, og helhedsplanen skal sikre, at investeringerne koordineres og bruges klogt – på tværs af anlæg, byrum og behov. Når planen er færdig, bliver den det politiske grundlag for fremtidige prioriteringer og investeringer på idrætsområdet.