Befolkningsprognose: Færre småbørn – flere gråhårede
26/03-2026
Rødovre kommune vokser fortsat, men vokseværket er ikke lige fordelt i alle aldersgrupper. Det viser Rødovre Kommune befolkningsprognose, som offentliggøres hvert år i marts.
Prognosen forudsiger, at der bliver færre af de små størrelser mellem 0 og 5 år i årene frem mod 2038 – altså med de lange briller på. Især ventes tallet af falde fordi en enig kommunalbestyrelse har besluttet, at der ikke skal omdannes mere erhverv til private boliger i kommunen.
I begyndelsen af 2026 var antallet af 0-5 årige 3.049. I 2036 forventes antallet at udgøre 2.726, hvilket svarer til et fald på 323 (11 pct.)
Antallet af seniorborgere over 80 år ventes derimod at stige i perioden. At der bliver flere ældre betyder, at behovet for seniorboliger, plejehjemspladser og hjemmehjælp vil stige.
Antallet af ældre over 80 var i begyndelsen af 2026 2.379. I 2036 forventes antallet at udgøre 3.009, hvilket svarer til en stigning på 630 (26 pct.)
Borgmester i Rødovre, Britt Jensen, kalder prognosen et vigtigt redskab i kommunens planlægning af byen.
"Der er jo betydelig usikkerhed med sådan nogle prognoser. Men de giver et vigtigt fingerpeg om, hvor vi skal finde plads og penge til at bygge i de kommende år. For eksempel er der ikke nogen tvivl om, at vi har brug for flere plejeboliger i de kommende år. Så det er en konkret og bunden opgave, som vi har foran os", siger borgmester Britt Jensen.
Prognosen giver også et billede af, hvordan antallet af borgere der er i kommunen, ændrer sig nu og her. 1. januar var der 45.118 indbyggere, hvilket er en stigning på 391 borgere sammenlignet med 1. januar 2025 – men 219 personer mindre end forventet i prognosen fra marts 2025.
Også med det korte lys på, viser prognosen en stigning på 915 i det kommende år (fra 45.118 til 46.033), hvilket først og fremmest kan tilskrives en forventet indflytning i Parkbyen (72 boliger) samt Milestedet (126 boliger – både almene og private).
Det samlede folketal viser en vækst fra 2026 til 2030 på 3.591 til 48.709.
