Borgmester-kontoret flytter til Kærene

13/06-2023

På mandag flytter borgmester Britt Jensen sit kontor til Kærene for en stund. Her kan forbipasserende få sig en snak med borgmesteren om, hvad man har på hjerte, og erfaringerne skal bruges i det videre arbejde for at udvikle Rødovre.

”Jeg var med for nylig, da to medarbejdere i Social- og Sundhedsforvaltningen mødte borgere, der kom forbi på Damhustorvet, og det kom der mange gode snakke ud af. Jeg tror, borgerne var glade for muligheden for at møde deres borgmester til en uformel snak, og jeg fik mange gode input med hjem. Derfor vil jeg gerne gøre det igen, og jeg ved, at Kærene også er et godt sted at møde mange mennesker til en god snak, så jeg vil gerne afprøve interessen,” siger Britt Jensen.

Hun vil ikke afvise, at hun vil gøre det til en fast tilbagevendende begivenhed, at borgerne i Rødovre kan møde deres borgmester på en lidt mere uformel måde. 

”Hver gang jeg møder folk i Rødovre og der er tid til en snak, så får jeg input og erfaringer med hjem, som er værdifulde i vores arbejde med at gøre Rødovre til en god kommune at bo i. Nu prøver jeg, om der er en interesse, når jeg stiller op på den måde, og så vil jeg tage bestik af, om det er noget, jeg vil gøre mere fast,” siger Britt Jensen. 

Borgmesteren kan ikke behandle konkrete sager i mødet med borgerne, men hun understreger, at der bliver brugt kræfter på at samle den viden og input, hun får med fra mødet med borgerne.

”Det er borgerne, som er tættest på den hverdag, de selv lever i, og den direkte kontakt giver meget. Vi lægger mange kræfter i dialog med borgerne, når der er konkrete sager, for eksempel om udvikling af god hjemmepleje, men der kan være mange små og store emner, vi ikke når omkring. Det prøver jeg at skabe en mulighed for nu,” siger Britt Jensen.

 

TID OG STED: 
Borgmester Britt Jensen står klar til en snak med forbipasserende på mandag den 19. juni kl. 18.00-19.00 på Lysets Plads ved Netto i Kærene. Det er hjørnet af Nørrekær og Lillekær.