Eventyret venter: Hop ombord på Den fantastiske bus til Rødovredagen

04/08-2025

Rødovredagen er også børnenes dag – og i år inviteres de yngste borgere med på en fantasifuld rejse gennem håb, fællesskab og kreativitet, når Jakob Martin Strids ’Den fantastiske bus’ vækkes til live på Rådhuspladsen.

Lørdag den 6. september kan børn og barnlige sjæle hoppe ombord på Den fantastiske bus og lade sig føre ud på eventyr. I samarbejde med Rødovre Bibliotek, Viften, Heerup Museum, Rødovre Musikskole og en række lokale foreninger byder årets børneunivers på sjove og skæve aktiviteter inspireret af Strids elskede fortælling.

”Den fantastiske bus handler om håb, fællesskab og fantasiens kraft – alt det, vi også gerne vil styrke hos vores børn. Det er en fin fortælling, der rimer godt på årets demokratitema, for når vi løfter i flok og lytter til hinanden, kan vi sammen skabe en lysere fremtid,” siger borgmester Britt Jensen.

På opdagelse i børneuniverset

Eventyret starter i børnebibliotekets ’busterminal’, hvor man får udleveret en køreplan over dagens oplevelser. Herfra kan de små eventyrere rejse videre mod sagnlandet Balanka. Undervejs kan de blandt andet lave spiselige instrumentbrætter sammen med Rødovre Folkekøkken, skabe elektroniske melodier i Rødovre Musikskole og forvandle skrald til fantasifulde masker med Heerup Museum.

På scenen kan man opleve energisk børnerock med Det Stride Band. I Viftens biograf vises Den utrolige historie om den kæmpestore pære – filmatiseringen af en anden af Jakob Martin Strids populære bøger.

Som altid byder Rødovredagen på et væld af gratis aktiviteter for både børn og voksne.

Programmet for Rødovredagen kan ses her på www.rk.dk