Kærene er taget af forebyggelseslisten
02/12-2024
Kærene i Rødovre er ikke længere på Social- og Boligministeriets såkaldte forebyggelsesliste. Det fremgår af ministeriets liste over udsatte boligområder, parallelsamfund, omdannelsesområder og områder på forebyggelseslisten.
”Det er den bedste julegave, Kærene og Rødovre kunne få, for det er så uretfærdigt, at Kærene overhovedet har været på listen. Jeg kommer der ofte og taler med mange af dem, der bor i Kærene, og de siger alle det samme: Kærene er et dejligt sted at bo og leve, og et trygt og godt sted for både børn og voksne. Det er ikke et sted, der hører hjemme på nogen liste over områder med problemer,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen.
LÆS MERE: Fællesskaberne i Kærene blomstrer - om alt fra fælleshøns til lektiecafe
Hun cyklede fra morgenstunden forbi Kærene med en buket blomster og et stort tillykke til en stribe repræsentanter for boligforeningerne, og der var bred enighed om, at det ikke er et sekund for tidligt, at Kærene blev taget af listen.
”Listen er et papirarbejde uden blik for den hverdag, som beboerne i Kærene kender og er glade for, og uden forståelse for betydningen af den indsats, der er foregået i Kærene i lang tid, også før listen blev opfundet. Det er helt misforstået at sætte et negativt stempel på et område, som i mange år har været et skønt sted at bo og færdes,” siger Britt Jensen.
Hun vil dog ikke afvise, at Kærene igen kan ende på forebyggelseslisten, da det kan være et spørgsmål om ganske få mennesker, der flytter til eller fra området, som afgør, om området igen opfylder kriterierne for at komme på listen.
”Det illustrerer jo med al tydelighed, at listen alene er en papirøvelse, som ikke giver et retvisende billede af virkeligheden,” slutter Britt Jensen.
På billedet ses fra venstre: Steen Pedersen, bestyrelsesmedlem i Domea 3, Rødovres borgmester Britt Jensen, Karin Sørensen, formand, AKB, Søren Lillevang, ejendomsleder i AKB og Anita Leth, afdelingskasserer i AAB afdeling 43.
FAKTA
Forebyggelseslisten dækker over boligområder, som med Social- og Boligministeriets ord har behov for en forebyggende indsats. Den omfatter almene boligområder med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande overstiger 30 pct., og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:
- Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der er uden tilknytning til arbejdsmarked eller uddannelse, overstiger 30 procent (toårigt gennemsnit).
- Andelen af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst 2 gange landsgennemsnittet (toårigt gennemsnit).
- Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 pct. af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
- Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 65 pct. af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.
Kilde: Social- og Boligministeriet