Krisemøde med Movia om Linje 19

04/02-2025

Borgerne i Rødovre har gennem længere tid oplevet uregelmæssigheder på Linje 19. Problemerne er opstået, efter linje 19 afløste den tidligere linje 9A, og derfor mødes borgmester Britt Jensen nu med Movia for at finde en løsning.

”Mange borgere er afhængige af, at vores busser kører til tiden. Så kan det ikke nytte noget, at busserne er forsinkede og måske endda kører forbi stoppestedet, fordi der allerede er for mange passagerer ombord. Det skal fungere efter den tidsplan, som er gældende og ikke som vinden blæser. Derfor har jeg bedt om et møde, som vi holder her i februar”, siger Britt Jensen.

Mødet er kulminationen på kommunens dialog med Movia om problemerne med den nye linje. Linje 9A blev til Linje 19 i oktober sidste år, og siden da har mange borgere oplevet uregelmæssigheder, som både har ført til debat på sociale medier og flere debatindlæg i Rødovre Lokal Nyt. Her har Movias trafikdirektør Jeppe Gaard erkendt problemerne og givet lovning på, at Movia gør hvad de kan for at komme dem til livs. 

Borgmesterens møde med Movia er et forsøg på at sætte ekstra skub i den proces. Movia har erkendt, at problemerne ikke er løst, og derfor vil Britt Jensen gerne have præcis viden om årsagerne til problemerne, og årsagerne til, at der ikke er fundet en løsning.

”Borgerne har krav på, at bussen kører til tiden, og når det ikke fungerer, skal vi gøre vores yderste for at rette op på det. Vi har brug for en velfungerende kollektiv trafik, og vi har brug for at borgerne tilvælger den kollektive trafik af utrolig mange årsager: Vi hjælper miljøet, vi bidrager i kampen mod trafikstøj, vi lægger en dæmper på trængslen. Så vi gør os selv en bjørnetjeneste, hvis vi ikke sørger for, at den kollektive transport lever op til det, den skal,” siger Britt Jensen.

Movia er ejet af de to regioner og de 45 kommuner på Sjælland og dermed altså også Rødovre Kommune.