Ny kommunal parkeringskontrol går i gang efter nytår
16/12-2025
Fra den 5. januar 2026 indfører Rødovre Kommune kommunal parkeringskontrol for at skabe mere tryghed og bedre trafikafvikling i hele kommunen. Ulovlig og uhensigtsmæssig parkering har gennem længere tid givet udfordringer flere steder i byen, og den nye indsats skal være med til at sikre mere overskuelige og sikre forhold for alle trafikanter.
”Vi ønsker, at det skal være trygt og let at færdes i Rødovre – uanset om man går, cykler eller kører i bil. Desværre oplever vi, at ulovlig parkering nogle steder skaber utrygge situationer og forringer fremkommeligheden. Med den nye parkeringskontrol tager vi et vigtigt skridt for at styrke trafiksikkerheden i Rødovre,” siger borgmester Britt Jensen.
Indsatsen starter med advarsler
Parkeringskontrollen starter den 5. januar 2026. For at give borgerne tid til at vænne sig til de nye tiltag, vil der i de første to uger kun blive udstedt advarsler. Herefter vil der blive givet parkeringsafgifter ved overtrædelser.
De nye tiltag omfatter blandt andet tydeligere afmærkning af eksisterende parkeringspladser og flere parkeringsforbud i udvalgte områder. Tiltagene skal skabe bedre forhold på skoleveje, mere plads til cyklister og generelt mere klarhed for bilister om, hvor parkering er tilladt.
Parkering Nord står for kontrollen
Det er Parkering Nord, der står for parkeringskontrollen på vegne af Rødovre Kommune som vejmyndighed. Parkering Nord står allerede for parkeringskontrol i flere kommuner på Vestegnen og bringer solid erfaring ind i opgaven.
”Samarbejdet med Parkering Nord betyder, at vi får en effektiv kontrol fra dag ét og adgang til et system, der er velafprøvet. Det giver os mulighed for løbende at følge udviklingen og tilpasse indsatsen efter behov,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Jan Kongebro.
Parkeringskontrollen evalueres løbende af kommunen i samarbejde med Parkering Nord, hvor der følges op på gentagne overtrædelser, behov for justering af skiltning og borgerhenvendelser.
