Ny kvikskranke skal give hurtigere adgang til midlertidige hjælpemidler

22/07-2025

Borgerne i Rødovre kan se frem til en hurtigere og lettere adgang til midlertidige hjælpemidler. Kommunalbestyrelsen har netop godkendt en ny model, hvor en kvikskranke oprettes. Her kan borgere få udleveret midlertidige hjælpemidler med kort ventetid.

”Vi vil gerne sikre, at borgerne i Rødovre hurtigt kan få de hjælpemidler, de har brug for – uden unødig ventetid. Det gælder ikke mindst ved pludselige behov, f.eks. efter en operation eller ved sygdom. Med kvikskranken får vi en mere smidig løsning, som understøtter borgernes muligheder for at klare sig selv i hverdagen,” siger borgmester Britt Jensen.

Modellen er en del af de indsatser, der blev besluttet med budget 2025 under overskriften ’Fremtidens ældreområde’. Her blev det blandt andet prioriteret at forbedre adgangen til midlertidige hjælpemidler. Modellen har siden været i høring i Seniorrådet, Handicaprådet, Integrationsrådet og Udsatterådet. 

Hurtig hjælp og rådgivning

I den kommende kvikskranke vil borgere kunne få rådgivning, vejledning og udlevering af midlertidige hjælpemidler – f.eks. rollatorer, badebænke og andre redskaber.
Borgerne skal som udgangspunkt selv sørge for almindelig vedligeholdelse, mens kommunen står for reparationer eller erstatning ved fejl eller skader.

”Vi ved, at ventetid på hjælpemidler kan være en stor belastning for mange. Derfor er det vigtigt, at vi nu kan tilbyde en hurtigere vej, samtidig med at borgerne får den nødvendige rådgivning til at bruge hjælpemidlerne rigtigt,” siger formand for Social- og Sundhedsudvalget Annie Arnoldsen Petersen.

Forberedelserne til den nye kvikskranke er i fuld gang, og det forventes, at den kan åbne i efteråret 2025.