Parkeringskontrol skal give mere tryghed og bedre trafikafvikling i Rødovre
24/06-2025
Ulovlig parkering skaber farlige situationer, gener for trafikken og slitage på grønne områder flere steder i Rødovre. Det skal en ny kommunal parkeringskontrol og en række konkrete tiltag nu være med til at ændre.
Kommunalbestyrelsen har besluttet at indføre kommunal parkeringskontrol fra januar 2026. Samtidig gennemføres ændringer, som skal gøre det mere trygt og overskueligt at færdes i trafikken – blandt andet gennem nye parkeringsregler og tydelig afmærkning af parkeringspladser.
Mere tryghed for alle trafikanter
”Vi ønsker, at det skal være trygt og let at færdes i Rødovre for alle – både fodgængere, cyklister og bilister. Desværre skaber ulovlig eller uhensigtsmæssig parkering mange steder problemer for fremkommeligheden og trygheden i trafikken. Med den nye parkeringskontrol og en række konkrete ændringer tager vi nu fat om de udfordringer,” siger borgmester Britt Jensen.
Rødovre Kommune har gennemgået en række vejstrækninger, hvor parkering i dag skaber problemer. På den baggrund gennemføres en række tiltag, der blandt andet skal gøre det nemmere at komme frem på skoleveje, sikre bedre forhold for cyklister og skabe mere overskuelige parkeringsmuligheder.
Aftale med Parkering Nord
Rødovre Kommune indgår aftale med Aalborg Kommunes Parkering Nord, som i forvejen står for parkeringskontrol i flere kommuner på Vestegnen. Dermed kan indsatsen hurtigt komme i gang, og Rødovre får adgang til et system, som er velafprøvet.
”Med samarbejdet får vi både en effektiv kontrol og mulighed for at følge udviklingen løbende, så vi kan tilpasse indsatsen efter behov. Samtidig får vi adgang til faglig sparring om skiltning og parkeringsforhold, som vi kan bruge i vores arbejde med at forbedre trafikken i Rødovre,” siger formand for Teknik- og Miljøudvalget Jan Kogebro.
Borgere inddrages i evaluering
De første ændringer i skiltning og vejføring opsættes i efteråret 2025. Når kontrollen starter i januar 2026, vil der i en overgangsperiode blive givet advarsler, før egentlige bøder udstedes.
I sommeren 2026 evalueres de nye tiltag og indsatserne. Det er planen, at der gennemføres en række borgermøder i forbindelse med evalueringen, så borgernes synspunkter og oplevelser inddrages i eventuelle efterfølgende ændringer og justeringer af parkeringsreglerne.
