Rødovre deltager i Danmarks VILDESTE kommune

15/03-2021

I efteråret fulgte mere end en halv mio. danskere med, da Hjørring Kommune lod græsset gro og gav naturen mere plads i DR-serien ”Gi’ os naturen tilbage”. Nu har Rødovre Kommune meldt sig ind i kampen for en rigere natur og bedre biodiversitet. Kommunen deltager i Miljøministeriets dyst ”Danmarks VILDESTE kommune”.

”Vi har nok ikke de store chancer for at vinde dysten, for vi er den tredje tættest befolkede kommune i hele landet, og vi har ikke så store grønne områder som mange andre kommuner. Vi deltager for at udfordre os selv til at gøre mere for naturen. Vi har et fantastisk sammenhold i Rødovre, så jeg tror, at vi i fællesskab kan gøre en stor forskel”, siger Britt Jensen.

Rødovres indsats kommer til at sprede sig ud over hele kommunen. Det vil f.eks. være oplagt at tænke det ind i et kommende klimasikringsprojekt på Rødovre Parkvej, så det bliver så vildt og naturrigt som muligt. Det vil kunne skabe en økologisk forbindelse for insekter og fugle mellem de store grønne områder Vestvolden, Damhusengen/Damhussøen og Vigerslevparken.

I Rødovre er kun 25 procent af arealerne ejet af kommunen selv. Derfor er det afgørende, at hele lokalsamfundet er med, hvis det virkelig skal have en effekt på biodiversiteten.

”Jeg håber, at rigtigt mange borgere, boligselskaber og virksomheder vil være med. Kommunen går selvfølgelig selv forrest. Vi skal vænne os til, at vi i de kommende år får mere vild natur rundt omkring i Rødovre og færre korte græsplæner at kigge på. Det vil nok kræve lidt tilvænning”, siger Britt Jensen.

Rødovre scorede for nylig nederst i en rangering af kommunernes naturkapacitet.

”Vi har alle odds imod os, fordi vi er fuldt udbygget, og en af de tættest befolkede kommuner i landet. Men vi skal gøre alt, vi overhovedet kan, for at skabe så vild og rig natur som muligt. Som bykommune har vi et ansvar for at være med til at vende den udvikling, vi har set de seneste år, hvor insekter og fugle forsvinder”, siger Britt Jensen.

Fakta

Miljøministeriets dyst ”Danmarks VILDESTE kommune” løber frem til udgangen af 2022.

Rødovre Kommune har allerede gang i en række tiltag for at fremme biodiversiteten. Det omfatter bl.a.:

Større variation i blomstring
Der er etableret staudebede flere steder, bl.a. på Sommerfuglevej og Viemosebro, og sået vilde urter langs cykelstier. Græsset har fået lov at gro flere steder bl.a. på Trekantgrunden ved Islev Bibliotek, ved petanquebanerne ved Jyllingevej og på dele af Vestvolden. Rødovre Kommune har på den baggrund opnået status som Bi-kommune.

Flere levesteder
I Rødovre Kommune får især dele af Vestvolden lov til at stå hen med væltede træer, ligesom mange store træer gøres bevaringsværdige, når der udarbejdes nye lokalplaner. Vandmiljøerne er også meget vigtige for biodiversiteten, og de er forudsætninger for levesteder for mange landlevende arter. Vandmiljøerne er især sårbare over for tilførsel af næringsstoffer, og der arbejdes på at begrænse tilførslen af næringsstoffer til vandmiljøerne; herunder forbud mod fodring af ænder.

Økologiske forbindelser og spredningskorridorer
Det er vigtigt for øget biodiversitet, at de større grønne områder er forbundet med hinanden – at der findes gode spredningskorridorer og gode økologiske forbindelser. I Rødovre er Vestvolden en vigtig grøn forbindelse. Rødovre Parkvej er udpeget som en potentiel økologisk forbindelse mellem Vestvolden og Damhusengen, Damhussøen, Vigerslevparken m.fl. Blandt spredningskorridorer spiller vandløb også en stor rolle, da de ofte får lov til at løbe ubrudt på tværs af mange kommunegrænser. Harrestrup Å, Kagsåen og voldgraven er gode eksempler på det.

Børnetræer
Alle nyfødte børn i Rødovre får tilbud om at få plantet et træ, som familien kan følge.

Græssende får
I Rødovre Kommune er jorden gennemgående leret og næringsrig, og det kan derfor være udfordrende at skabe stor biodiversitet. Derfor handler det om at gribe chancerne og skabe mulighederne, så der kan skabes de bedste vækstvilkår for forskellige typer plantesamfund og levesteder. I Rødovre har man bl.a. græssende får to steder på Vestvolden, så lavere og mere sjældne urter får lys og plads til at vokse frem. Afgræsningen er også et blandt flere tiltag for at bekæmpe invasive arter som bjørneklo, japansk pileurt og lundgylden. Det forventes også, at der i de kommende år bliver eksperimenteret mere med at så vilde urter i vejrabatterne, efterhånden som jorden skal udskiftes. For at holde jorden næringsfattig på et rentabelt omkostningsniveau, har Rødovre Kommune netop investeret i en ny græsklipper med opsamler.