Rødovreborgernes sundhed og trivsel under lup
11/02-2025
2.500 Rødovreborgere bliver i denne tid spurgt om deres sundhed og trivsel i en ny stor landsdækkende undersøgelse. Resultaterne skal bruges, så politikere og sundhedsmedarbejdere bedre kan sætte ind med sundhedsindsatser der, hvor det giver mest mening.
I sidste uge fik cirka 2.500 tilfældigt udvalgte borgere i Rødovre tilsendt et spørgeskema med titlen 'Hvordan har du det?' Svarene skal bruges til at tegne en sundhedsprofil af Rødovre, som blandt andet skal danne baggrund for kommunens sundhedspolitik og konkrete forløb for bedre sundhed og trivsel i Rødovre.
”Vi bruger sundprofilen aktivt både i vores politiske arbejde for sundhed og trivsel i Rødovre og til at skabe de tilbud, som vores borgere tilbydes i sundhedscentret. Derfor er det også vigtigt, at så mange som muligt udfylder spørgeskemaet. Jo flere svar, jo bedre viden får vi om sundheden i Rødovre – og besvarelserne er selvfølgelig anonyme,” siger borgmester Britt Jensen.
Det er femte gang siden 2010, at den landsdækkende undersøgelse gennemføres i et samarbejde mellem landets fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. 300.000 borgere modtager spørgeskemaet på landsplan og heraf altså 2.500 i Rødovre.
Målrettet lokal sundhedsindsats
Den seneste undersøgelse fra 2021 viste blandt andet, at 16 pct. af Rødovreborgerne var generet af søvnproblemer. Den viden har resulteret i et søvnforløb i Rødovre Sundhedscenter, hvor borgere kan få viden og redskaber, der kan forbedre deres søvn. Det samme gælder for ’OTIUM’, som er sundhedscentrets motionsfællesskab i naturen for seniorer. Det blev oprettet, da 26 pct. af de adspurgte Rødovreborgere over 65 år fortalte, at de havde et lavt fysisk aktivitetsniveau.
"Undersøgelsen giver os rigtig gode oplysninger og opmærksomhedspunkter i vores arbejde med at skabe de bedste rammer for sundhed og trivsel i Rødovre. Derfor opfordrer jeg til, at alle bidrager med svar, hvis man er en af de tilfældigt udvalgte, der har modtaget spørgeskemaet i eBoks eller med post,” siger Britt Jensen.
Hjælp til spørgeskemaet
Hvis man har brug for hjælp til at udfylde spørgeskemaet, så kan man henvende sig i Rødovre Sundhedscenter eller Borgerservice i den normale åbningstid. Og selvom du ikke selv har modtaget spørgeskemaet, kan du stadig give en hjælpende hånd med undersøgelsen.
"Hvis du kender én, der har fået spørgeskemaet i sin eBoks eller postkasse, men som ikke selv kan overskue at udfylde det, eller har svært ved sproget eller med at læse, så må du meget gerne tilbyde din hjælp. Igen, jo flere besvarelser, vi får ind, jo bedre kan vi målrette indsatsen de kommende år. På den måde skaber vi sammen de bedst mulige rammer for sundhed og trivsel i vores kommune” siger borgmesteren.
FAKTA OM UNDERSØGELSEN
- Tjek, om du er med: Spørgeskemaet ’Hvordan har du det?’ sendes til 300.000 tilfældigt udvalgte borgere over 16 år. Det kan findes i din digitale postkasse (e-Boks) eller som brev, hvis du ikke har digital post. Har du ikke en digital postkasse, vil det komme som brev i stedet.
- Frivillig deltagelse: Det er frivilligt, om du vil deltage, men din besvarelse er vigtig og bidra-ger til at skabe et billede af danskernes sundhed og trivsel.
- Mulighed for præmier: Alle, der besvarer spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række præmier.
- Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2026. På www.danskernessundhed.dk kan du se resultaterne fra tidligere undersøgelser.