Rødovredagen i demokratiets tegn
16/07-2025
Igen i år samler Rødovredagen store og små på Rådhuspladsen til en dag fyldt med oplevelser, fællesskab og inspiration – denne gang med særlig fokus på demokrati.
Lørdag den 6. september 2025 kan alle være med til at forme samtalen om vores by og vores fællesskab, når Rødovredagen traditionen tro løber af stablen.
”Rødovredagen er noget helt særligt. Det er en dag, hvor vi mødes og oplever alt det, der binder os sammen. I år giver vi demokratiet en særlig plads. For demokratiet er ikke kun noget, vi tager stilling til, når vi går til valg – det lever i hverdagen, når vi lytter til hinanden, skaber fællesskaber og gør vores stemme gældende,” siger borgmester Britt Jensen.
Samtaler, træning og aktivt medborgerskab
På Rådhuspladsen kan man slå vejen forbi den røde bænk og deltage i samtaler om aktivt medborgerskab med Jonas Norgaard Mortensen fra Center for Karakterdannelse. Og for dem, der har mod på lidt fysisk udfoldelse, er der mulighed for at træne sin demokratimuskel til Demokratifitness – et legende og lærerigt indslag, der bliver holdt sammen med unge fra Rødovre.
Derudover vil byens politiske partier være til stede og klar til at møde borgerne til en snak om alt fra hverdagens udfordringer til de store visioner for fremtiden.
Historie og fællesskaber i udvikling
I kommunalbestyrelsens smukke mødesal fortæller stadsarkitekt Jesper Pagh, hvordan Rødovre har udviklet sig fra landsby til moderne velfærdsby. På Rådhuspladsen kan man møde kunstnerne bag de nye kunstværker, der i løbet af næste år bliver en del af bybilledet på Rødovres nye, grønne strøg i Gartnerbyen. Kunstværkerne indvies i forbindelse med Rødovres 125-års jubilæum i 2026.
En dag for alle – med musik og aktiviteter
Som altid byder Rødovredagen på masser af musik og gratis aktiviteter for hele familien. På scenen kan man blandt andet opleve MGP-vinderne TEMPO fra Rødovre Skole SFO2 med ’Lyst til at hop’’, Suburban Girls og Rødovre Concert Band. Rundt om på pladsen og på Rådhusplænen står byens mange foreninger klar med sjove og inspirerende aktiviteter, der viser, hvad de lokale fællesskaber kan.
”Demokratiet er stærkest, når vi deltager aktivt og mødes i øjenhøjde. Og det er netop det, Rødovredagen giver os mulighed for. Jeg håber, mange vil lægge vejen forbi og være med til at fejre vores fællesskab og vores demokrati,” siger borgmester Britt Jensen.
Det fulde program kan på www.rk.dk og på Facebookbegivenheden for dagen.
