Sådan sparer du på energien - om fjernvarme og CO2-udledning i Rødovre

25/05-2022

Den 19. maj 2022 blev der afholdt et borgermøde om CO2-reduktion og fjernvarme. På mødet fik borgerne mulighed for at høre, hvad de selv kan gøre, for at spare energi på kort og på lang sigt, og hvordan vi sammen reducerer CO2-udledningen. Borgerne hørte også om planerne for udbygning af fjernvarmen i Rødovre.

Der var en overvældende stor interesse for at deltage i mødet, og siden her gennemgår den viden, som blev formidlet. Desuden er der nederst en gennemgang af svar på de fleste af de spørgsmål, som kom op under mødet.

Det er intentionen, at alle helårsboliger i Rødovre får tilbudt fjernvarme, og indtil videre er område 1 og 3 (syd for Rødovre Parkvej og øst for Tårnvej) sat i gang. Ambitionen er, at udrulningen af fjernvarme er færdig i 2030. Mangel på rådgivere og entreprenører kan dog forsinke arbejdet.

Udrulningen af fjernvarme er en afgørende del af at gøre Rødovre til en mere klimavenlig kommune, og nedenfor kan du se præsentationerne (slides) om dels klimahandlingsplanen og fjernvarme, dels mulighederne for at spare på energien, som blev gennemgået på borgermødet.

Klima og fjernvarme i Rødovre - præsentation

Se også SparEnergis præsentation (slides) om, hvad du kan gøre for at spare energi på kort og på lang sigt.

Sådan sparer du på energien - præsentation

Desuden kan du på SparEnergis hjemmeside holde dig opdateret om seneste nyt om, hvordan du kan spare på energien. 

Spørgsmål og svar om fjernvarme

Hvad koster abonnementet på fjernvarme?

Endelig pris og vilkår er ikke fastlagt endnu. Vi forventer prisen vil ligge på 300-400 kr./måned. Hertil kommer den normale varmepris.

Hvis man har et abonnement, og det indvendige anlæg går i stykker, hvem betaler så for det?

Det gør Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Abonnementet skal dække service og vedligehold af fjernvarmeunitten med de komponenter der er i denne.

Graver eller skyder I rørene ind?

Rørene graves ind til huset. De er så store, at de ikke kan skydes. Vi genetablerer græsplæne og flisebelægninger.

Kan vi også få de mobile gasfyr, hvis vi bor i for eksempel område 5?

De mobile gasfyr udlånes kun til kommende kunder i eksisterende forsyningsområder og i de godkendte forsyningsområder.

Når rørene er lagt i et område, åbnes der så for fjernvarmen sektionsvist, eller åbnes der for alle på én gang?

I de store udbygningsområder åbner vi etapevis. Etaperne fastlægges i løbet af efteråret sammen med vores rådgiver Rambøll. Etaperne kan blive ændret undervejs i udbygningen.

Hvad koster fjernvarme mod en varmepumpe eller gasfyr?

Det afhænger af den pris du betaler for el eller gas. Forsyningstilsynets standardbolig på 130 kvm med et forbrug på 18,1 MWh (svarende til ca. 1.551 m3 gas) koster varmen 13.623 kr. med fjernvarme i 2022-priser. Hertil kommer investering/afskrivning i fjernvarmeunit, og tilsvarende skal man huske det ved sammenligning med gasfyr og varmepumpe.

Hvor langt graver I rørene ind – helt ind til huset?

Ja. Vi afslutter med et sæt hovedhaner indvendigt i huset.

Hvor hurtigt efter ledningen er lagt, skal der trækkes varme ind?

Der skal aftages fjernvarme senest tre måneder efter stikledningen er lagt ind. Det er for at sikre stikledningen mod frostsprængning.

Skal vi selv betale for fjernvarme-unit, og hvad koster det?

Der er tre muligheder:

1) I køber og betaler selv for fjernvarme-unitten.

2) I køber fjernvarme-unitten, men låner til købet hos VEKS, og betaler lånet tilbage over varmeregningen.

3) I får fjernvarme-unitten på abonnement til 300-400 kr./mdr. i al den tid I får fjernvarme.

Jeg har naturgas. Skal vi selv betale for afkobling af naturgas?

Ja. I år er der en statslig pulje hos gasselskabet EVIDA, der betaler for det. Det er en pulje, som afsættes på finansloven år for år, så vi ved ikke, om puljen videreføres i de kommende år.

Når I er færdige med at lægge stikledninger, skal vi så selv finde en VVS‘er?

Ja. Se også spørgsmålet om betaling af fjernvarme-unit.

Hvor stor er den fjernvarme-unit jeg får?

Den er ca. på størrelse med et gasfyr. Hertil kommer en varmtvandsbeholder.