Snart åbner billetsalget til årets pensionistskovtur

20/05-2025

Traditionen fortsætter, når Rødovre Kommune igen i år inviterer kommunens pensionister og efterlønnere med på den årlige skovtur. Turen går til Egholm Museum og videre til naturskønne Orø.

Skovturen er en årlig mulighed for at opleve noget nyt og nyde en hyggelig dag, som byder på både historiske oplevelser, lokal fortælling og hyggeligt samvær. 

”Pensionistskovturene er en tradition, som mange i Rødovre ser frem til hvert år, og igen i år har vi et skønt program. Så jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal af sted. Det er noget særligt at opleve snakken og hyggen på kryds og tværs af både gamle venskaber og nye bekendtskaber,” siger borgmester Britt Jensen.

Billetsalget til årets skovtur åbner onsdag den 11. juni.

Program for dagen

Skovturen afholdes på udvalgte datoer i august og byder på både historiske oplevelser, lokal fortælling og socialt samvær. Arrangementet starter som altid med morgenkaffe og croissanter i Kulturhuset Viften, og bagefter går turen mod Egholm Museum – et af Danmarks mest omfattende museer med fokus på besættelsestiden og antikke skydevåben.

Efter museumsbesøget fortsætter turen til Orø, hvor deltagerne kan se frem til en lækker frokost på Orø Kro og mulighed for en guidet bustur rundt på øen med fortællinger om Orøs historie og kultur. Dagen afsluttes med kaffe, lagkage, musik og dans samt en lodtrækning med attraktive præmier.

Sådan køber du billet

Billetsalget til årets skovtur åbner onsdag den 11. juni kl. 9-13 i Kulturhuset Viften og online via Viftens hjemmeside. Erfaringen fra tidligere år viser, at billetterne er populære, og derfor opfordres interesserede til at sikre sig billet i god tid. Billetter kan betales kontant eller med MobilePay.

Bemærk, at skovturen er for pensionister og efterlønnere med bopæl i Rødovre Kommune. Ved køb af billetter skal der fremvises gyldig legitimation med adresse i Rødovre Kommune. Ved online køb skal legitimation fremvises på selve skovtursdagen. 

Eventuelle resterende billetter vil være til salg fra torsdag den 12. juni i Borgerservice. 

Praktisk information

Billetsalg: d. 11. juni kl. 9-13
Pris: 200 kr.
Betaling: Kontant eller MobilePay
Datoer: 11., 12., 14., 18., 20., 21. og 25. august 2025
Varighed: Fra kl. 8.00-18.00
Legitimation: Husk gyldig legitimation med adresse i Rødovre Kommune
Kørestolsbrugere: Liftbus tilbydes den 14. og 20. august. Husk at købe billet til din hjælper.

Yderligere information kan findes på Rødovre Kommunes hjemmeside