Helhedsplan for Idrætsområdet
Rødovre Kommune udarbejder en helhedsplan for idrætsområdet for at sikre en langsigtet og sammenhængende udvikling af kommunens idrætsfaciliteter i takt med stigende kapacitetspres og befolkningstilvækst. Planen skal danne grundlag for fremtidige prioriteringer og investeringer.
Rødovre Kommune udarbejder en samlet helhedsplan for idrætsområdet som følge af et stigende kapacitetspres, befolkningstilvækst og behovet for en langsigtet og koordineret udvikling af kommunens idrætsfaciliteter. Helhedsplanen udspringer af Kommunalbestyrelsens beslutning i forbindelse med budget 2024 og bygger på anbefalinger fra DGI Storkøbenhavn samt en lokal arbejdsgruppe med borgere og foreningsrepræsentanter.
Planen omfatter særligt Rødovrehallen, Rødovre Stadionhal, Espelundens Idrætsanlæg og faciliteter, der understøtter bevægelse i natur og byrum. Formålet er at sikre et solidt beslutningsgrundlag for fremtidige investeringer gennem kortlægning af kapacitet, scenarieudvikling og vurdering af økonomiske og funktionelle konsekvenser.
Helhedsplanen kobles til kommunens øvrige strategier, herunder Rødovrestrategien, Idrætspolitikken, Klimahandlingsplanen og byudviklingsprojekter. Planen skal dermed skabe sammenhæng mellem idrætsudvikling, skoleudbygning og den overordnede fysiske planlægning.
Med helhedsplanen tilstræbes en prioriteret, bæredygtig og transparent udvikling af idrætsfaciliteterne, så de fremadrettet kan imødekomme behovene hos både foreningslivet, skoler og selvorganiserede brugere.
Fase 1: Kapacitetsanalysen er nu gennemført
Rødovre Kommune kan nu fremlægge første del af arbejdet med Helhedsplan for Idrætsområdet. Fase 1 består af en omfattende kapacitetsanalyse udarbejdet af Idrættens Analyseinstitut (Idan), som kortlægger facilitetsdækning, booking og faktisk benyttelse af kommunens idrætsfaciliteter.
Analysen giver et detaljeret datagrundlag for den videre planlægning og viser både, hvor brugen er størst, og hvor der er uudnyttet kapacitet – særligt i idrætslokaler på skoler i dagtimer, aftentimer og weekender.
Resultaterne indgår som et centralt element i udarbejdelsen af helhedsplanens scenarier og prioriteringer og skal sikre et solidt, dokumenteret grundlag for de kommende politiske beslutninger.
Læs også
Kontaktinformation
Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon
36 37 70 00
Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune Kontakt og åbningstider

