Social- og Sundhedsudvalget

08-10-2019

Medlemmer

Ahmed H. Dhaqane (A)
Brian Møller (A)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Marianne Christensen (Ø)
Formand Britt Jensen (A)

Fraværende

Brian Møller (A), sag 58-63

Sager 58 - 63

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 58

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigten fremlægges til orientering.

  1. Nyhedsliste for Social i perioden 29.08.2019 - 26.09.2019
  2. Børne- og unge panel - orientering og status
  3. Orientering om nye regler vedrørende ulovligt skolefravær

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social for perioden 29.08.2019 - 26.09.2019
Bilag 2: Status på Børne- og Ungepanel
Bilag 3: Orientering om nye regler vedr ulovligt skolefravær

Handleplan for handicappolitikken 2020
Sag nr. 59

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social-og Sundhedsforvaltningen forelægger handleplan for handicappolitikken 2020 og 2021. Handleplanen er en udmøntning af handicappolitikken og indeholder beskrivelser af prioriterede indsatser for de næste to år.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handleplan for handicappolitikken 2020 og 2021 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Handleplan for handicappolitikken tager udgangspunkt i Rødovre Kommunes Handicappolitik, der blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 31. januar 2016 (sag nr. 41).

Formålet med handleplanen er at udpege temaer og indsatser, som bidrager til at nå de strategimål, der er udpeget i handicappolitikken. Handleplanen er samtidig en prioritering af, hvilke områder der særligt skal fokuseres på de kommende to år.

Visionen i Rødovre Kommunes Handicappolitik er, at Rødovre Kommune vil være landets bedste kommune for borgere med handicap, hvor alle har lige muligheder i livet. For at realisere visionen arbejder Rødovre Kommune med fire strategimål:

  1. Et ligeværdigt liv
  2. Sammenhæng skaber tryghed
  3. Stærke lokale fællesskaber
  4. Tilgængelige omgivelser og teknologiske løsninger.

Med afsæt i handicappolitikkens vision og strategimål er der valgt fem indsatsområder i handleplanen 2020 og 2021:

  1. Bedre livskvalitet med sundhedstjek
  2. Bedre adgang til job og uddannelse
  3. Tilgængelighed
  4. Læringsfællesskaber i folkeskolen
  5. Medborgerskab

Handleplanen er udarbejdet i tæt dialog med Handicaprådet.

Handleplanen står ikke alene og er ikke en udtømmende beskrivelse af alle indsatser på handicapområdet, men skal ses i samspil med de øvrige indsatser i kommunen, som de er beskrevet i for eksempel Rødovre Kommunes Børne- og Ungepolitik, Sundhedspolitik og Udsattepolitik.

Sideløbende med udviklingen af handleplan for handicappolitikken er der igangsat en helhedsplan for psykisk sårbare borgere. Helhedsplanen har fokus på at afdække, hvordan vi kan skabe endnu bedre rammer for det tværgående samarbejde omkring mennesker med psykisk sårbarhed, så de oplever, at kommunen tilrettelægger en sammenhængende, helhedsorienteret og overskuelig indsats. Helhedsplanen tager afsæt i Rødovre Kommunes Handicappolitik og Udsattepolitik.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes Handicappolitik.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

2020 og 2021.

Bilag

Bilag 1: Handleplan for handicappolitikken 2020 og 2021

Fremlæggelse af oversigt over visitation af pladser til plejehjem
Sag nr. 60

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2018 og 2019 pr. september 2019 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem hver anden måned.

I perioden 23. juli 2019 til 16. september 2019 har visitationsudvalget modtaget 18 ansøgninger. Ingen borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.

I samme periode er 16 borgere flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune. Ingen borgere fra anden kommune er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune. Ingen borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i anden kommune. To borgere har takket nej til plejebolig, men er begge fortsat noteret på venteliste på den generelle venteliste.

Pr. 16. september 2019 er der ingen ledige plejeboliger.

Rødovreborgere på den generelle venteliste

På denne liste er opført borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde plejebolig inden for to måneder. 22 borgere er noteret på den generelle venteliste. For at tilgodese de borgere, der søger et specifikt plejehjem og de borgere, der har et akut behov for en plejebolig, har det været nødvendigt at overskride plejeboliggarantien for 10 borgere.

Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske

På denne venteliste er opført borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig. 18 borgere er noteret på den specifikke venteliste. Heraf ønsker otte borgere Plejehjemmet Ørbygård, seks borgere ønsker Ældrecentret Broparken, fire borgere ønsker Plejehjemmet Engskrænten, mens ingen borgere har Dorthe Mariehjemmet som deres førsteprioritet.

Rødovreborgere på venteliste til anden kommune

Tre borgere søger udelukkende plejehjem i anden kommune.

Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune

17 borgere fra anden kommune er noteret på venteliste til plejehjem i Rødovre Kommune. 11 ud af de 17 borgere bor på plejehjem i anden kommune. For syv af de 17 borgere er plejeboliggarantien overskredet. Fire af de syv borgere, hvor plejeboliggarantien er overskredet, bor på plejehjem i anden kommune.

For at tilgodese Rødovreborgere på den generelle venteliste modtager de kommuner, hvis borgere søger alle plejehjem fortsat besked om, at Rødovre Kommune i øjeblikket ikke kan overholde plejeboliggarantien for borgere fra anden kommune.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger §54.

Lov om social service §192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2018 og 2019, pr. september 2019

Status på handleplan for udsattepolitikken
Sag nr. 61

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen har udarbejdet status på handleplanen for udsattepolitikken 2017-2019.

Sagen behandles samtidig i Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at status på handleplanen for udsattepolitikken 2017-2019 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsudvalget godkendte på møde den 15. august 2017 (sag nr. 52) handleplanen for udsattepolitikken. Den 11. september 2018 (sag nr. 54) godkendte Social- og Sundhedsudvalget en midtvejsevaluering af indsatserne i handleplanen.

I handleplanen er der arbejdet med følgende fokusområder:

  • Synliggøre Udsatterådet og tilbud til udsatte
  • Øge stemmeprocenten til kommunalvalget
  • Færre ensomme og flere fællesskaber
  • Flere unge og udsatte borgere har en bolig
  • Flere skal med på arbejdsmarkedet

Fokusområderne er udarbejdet i tæt samarbejde med Udsatterådet, og der er løbende givet en status på indsatserne på udsatterådsmøderne. Den skriftlige status i det vedhæftede bilag er drøftet på mødet med Udsatterådet den 29. august 2019. Der vil fortsat være indsatser i handleplanen, der kan arbejdes videre med. Disse vil indgå i den nye handleplan, der forelægges til politisk godkendelse i marts 2020.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes Udsattepolitik

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Status på handleplan for udsattepolitikken

Sammen med unge
Sag nr. 62

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Projektet ’Sammen med unge’ igangsættes med henblik på at udvikle en fælles ungestrategi, som sætter fokus på en sammenhængende ungeindsats for alle unge i Rødovre Kommune. Med projektet skal ambitionsniveauet i indsatserne omkring de unge løftes yderligere, og de unge skal gøres livsduelige i relation til både uddannelse og fritidsliv. Inddragelse af de unge vil være omdrejningspunktet i projektet.

Sagen behandles samtidig i Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget, Beskæftigelsesudvalget og Social- og Sundhedsudvalget.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at igangsætning af projektet 'Sammen med unge' godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Projektet ’Sammen med unge’ igangsættes på baggrund af analyser og indsatser på området det seneste år. I første omgang førte budgetresolutionen, ’Analyse af sammenhængen for børnene i SFO II/7. klasse og ungdomsklubberne’ (sag nr. 28, april 2018), til et øget fokus på, om Rødovre Kommune tilbyder de unge relevante fritidstilbud, eller om indsatserne omkring de unge skal tilpasses. Efterfølgende blev der på baggrund af sagen, ’Klubbernes indhold, opgaveløsning og struktur’ (sag nr. 62, august 2018), igangsat et udviklingsforløb med faglig opkvalificering af personalet i ungdomsklubberne. Udviklingsforløbets mål var i højere grad at engagere, involvere og ansvarliggøre de unge i forhold til indflydelse og medbestemmelse i klubberne.

På baggrund af ovenstående er der et ønske om at løfte ambitionsniveauet yderligere i indsatserne omkring de unge i Rødovre Kommune i projektet ’Sammen med unge’.

’Sammen med unge’ er et tæt tværgående samarbejde mellem Børne- og Kulturforvaltningen og Social- og Sundhedsforvaltningen med deltagelse af Skoleområdet og SSP, Kultur- og Fritidsområdet, Børne- og Familieafdelingen samt Jobcentret. Forvaltningerne skal i fællesskab udvikle en samlet ungestrategi, som sætter fokus på en sammenhængende ungeindsats for alle unge i alderen 13-18/25 år. I projektet vil der være en høj grad af borgerinvolvering, hvor de unge vil få en stemme, som der bliver lyttet til. De unges perspektiver skal inddrages, og der skal udvikles mulige nye roller. 'Sammen med unge' tager afsæt i samme tilgang som Social- og Sundhedsforvaltningens tiltag ' Sammen med borgeren'. Projektet vil derfor også bygge ovenpå de erfaringer, der er herfra. Til det gode børne- og ungeliv i Rødovre hører også muligheden for at deltage i kunst- og kulturlivet. Kunst og kultur skaber forståelse for historie og rødder og kan løfte og skabe fællesskaber på tværs af forskellighed.

Rødovre Kommune er en del af Kulturaftalen, Kulturmetropolen, hvis indsatsområde 'Unge i samskabelse med kulturlivet' (USKIK) handler om at skabe ungefællesskaber med udgangspunkt i kulturelle udtryksformer og samarbejder, baseret på samskabelse som metode.

’Sammen med unge’ har to sideløbende spor. Det ene spor handler om at få indsigt i de unges verden og få deres egne ord på, hvad der er vigtigt for dem i deres liv, og hvad de ønsker i forhold til deres uddannelse, dannelse og udviklingsmuligheder i Rødovre Kommune. Det handler om at se og forstå kommunen gennem de unges oplevelser og få øje på de steder, hvor der kan skabes mere sammenhæng for de unge, og hvor den unges liv er i fokus. Der vil samtidig være fokus på at skabe nye løsninger med de unge for ad den vej at skabe merværdi for den unge og de voksne omkring den unge. Projektet handler endvidere om at indtænke aktører fra det omgivende samfund, blandt andet lokalsamfundets foreninger og virksomheder. En vigtig del af projektet er at give flest mulige unge mulighed for at være en del af det 'almindelige' fællesskab.

Til dette spor er der opstillet følgende mål og ambitioner:

  • Undersøge og afdække de unges behov og herfra gøre det rigtige, så de unges ambitioner understøttes bedst muligt.
  • Afprøve prototyper, der understøtter og udvikler mulige fremtidige løsninger.
  • Skabe mulighed for kreativitet, idéskabelse og iværksætteri.
  • Give mulighed for ungestyrede processer og forløb.
  • I fællesskab at understøtte de unges viden, dannelse og uddannelse.
  • Skabe rammer, så de unge i højere grad etablerer nye fællesskaber på tværs.
  • Styrke ungedemokratiet i kommunen, herunder involvering af det nye ungepanel.
  • Revitalisere indsatser og tilbud for de unge – hvad er det, de efterspørger?

Det andet spor handler om at løfte kompetencerne hos medarbejdere og ledere ved at arbejde på et fælles, tværgående mindset, kendskab til nye metoder for ungeinddragelse og etablering af afsæt for en fælles strategi. Der vil med afsæt i individuelt/teambaserede samskabelsesprojekter skulle formuleres konkrete prøvehandlinger. Det fælles mindset trænes gennem opfølgning på praksiserfaring baseret på aktionslæring.  

Kompetenceudvikling for medarbejderne vil blandt andet give viden om:

  • Designmetoder, som giver dem værktøjer til løbende ungeinddragelse.
  • Konkret ny viden om de unges tanker, følelser og interesser.
  • Overblik over og viden om ungeindsatser i kommunen.
  • Mere tværfagligt samarbejde omkring ungeindsatsen.
  • Kendskab til forskning på området – og forståelse for den nye rolle, som medarbejdere og ledere må indtage, når de skal samskabe med de unge.

Udover inddragelsen af de unge, som er projektets omdrejningspunkt, vil der være en høj grad af medarbejderinddragelse samt mulighed for involvering af det politiske niveau. Der vil blive inddraget en proceskonsulent og fremtidsforsker i projektforløbet.

Lov- og plangrundlag

Lov om Folkeskolen, Serviceloven og Lov om aktiv beskæftigelse.

Økonomiske konsekvenser

Udgifterne afholdes af centralt afsatte udviklingsmidler.

Tidsplan

Opstart efterår 2019. Projektet forventes at løbe over ca. 12 måneder.

Diverse
Sag nr. 63

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl.: 7.40