Social- og Sundhedsudvalget

06-10-2020

Medlemmer

Formand Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Birgitte Glifberg (A)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Marianne Christensen (Ø)

Sager 62 - 67

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 62

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering

  1. Nyhedsliste for Social i perioden 29.08.2020 - 09.09.2020
  2. Status på COVID-19
  3. Orientering om Sammen med Borgeren forløb i Børne- og Familieafdelingen

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at meddelelsespunkterne forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for Social i perioden 29.08.2020 - 09.09.2020
Bilag 2: Orientering om Sammen med Borgeren forløb i Børne- og Familieafdelingen

Fremlæggelse af oversigt over visitation af pladser til plejehjem
Sag nr. 63

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2019 og 2020 pr. september til orientering.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at oversigt over visitation af borgere til plejehjem for 2019 og 2020 pr. september 2020 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger oversigt over visitation af borgere til plejehjem hver anden måned.

I perioden fra den 4. august 2020 til den 7. september 2020 har visitationsudvalget modtaget 11 ansøgninger om plejebolig. Ingen borgere har modtaget afslag på ansøgning om plejebolig.
I perioden fra den 4. august 2020 til den 7. september 2020 er sket følgende:

  • 12 borgere er flyttet permanent i plejebolig i Rødovre Kommune.
  • En borger fra anden kommune er flyttet i plejebolig i Rødovre Kommune.
  • Ingen borgere fra Rødovre Kommune er flyttet i plejebolig i anden kommune.
  • Fire borgere har takket nej til plejebolig. En borger fra anden kommune ønskede alligevel ikke at søge plejebolig i Rødovre og er slettet fra ventelisten. En borger takkede for anden gang nej til plejebolig, og ansøgningen er sat på pause. En borger ønskede alligevel ikke at bo på det plejehjem, hvor boligen var anvist, men har efterfølgende takket ja til plejebolig på et andet plejehjem i kommuen. En borger ønskede ikke den anviste bolig, der lå for langt væk fra elevator, men har efterfølgende takket ja til anden plejebolig.

Pr. 7. september 2020 er der seks ledige plejeboliger, heraf er en under klargørelse.


Rødovreborgere på den generelle venteliste
På den generelle venteliste er opført borgere, der lader sig skrive op til alle kommunens plejehjem, og som kommunen er forpligtet til at tilbyde plejebolig inden for to måneder. Ingen borgere er noteret på den generelle venteliste.
Rødovreborgere på venteliste til et plejehjem efter eget ønske
På denne venteliste er opført borgere, der ønsker at bo på et specifikt plejehjem. Det betyder, at kommunen tilbyder en bolig, når der er en bolig ledig. Fire borgere er noteret på den specifikke venteliste. En borger ønsker bolig i skærmet enhed på Dorthe Mariehjemmet, en borger ønsker plejebolig på Plejehjemmet Ørbygård, en borger ønsker plejebolig på Ældrecentret Broparken, og en borger ønsker plejebolig på Plejehjemmet Engskrænten.
Rødovreborgere på venteliste til anden kommune
Fire borgere søger udelukkende plejehjem i anden kommune.
Udenbysborgere på venteliste i Rødovre Kommune
Tre borgere fra anden kommune er noteret på venteliste til plejebolig i Rødovre Kommune. Ingen af de tre borgere søger under plejeboliggarantien. To af de tre borgere er et ægtepar, der søger ægteparbolig på Plejehjemmet Engskrænten.
Pr. 7. september 2020 har 15 borgere deres ansøgning om plejebolig på pause.
Se oversigt "Borgere visiteret til plejehjem for 2019 og 2020, pr. september 2020" i vedlagte bilag.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 54.

Lov om social service § 192.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Borgere visiteret til plejehjem for 2019 og 2020, pr. september 2020

Tilsyn med hjemmeplejen i Rødovre Kommune
Sag nr. 64

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger tilsynsrapporter for hjemmeplejen til drøftelse. Efterfølgende sendes rapporterne til høring i Seniorrådet, Integrationsrådet og Handicaprådet inden endelig godkendelse i Social- og Sundhedsudvalgsudvalget december 2020.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

  1. at tilsynsrapporterne fra hjemmeplejen drøftes samt
  2. at tilsynsrapporterne fra hjemmeplejen sendes til høring i Seniorrådet, Integrationsrådet og Handicaprådet.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen har i henhold til Lov om socialservice § 151 gennemført tilsyn med hjemmeplejen i Rødovre august 2020. Hjemmeplejen i Rødovre varetages af Rødovre Kommunes hjemmepleje og af Altiden, som er et privat hjemmeplejefirma. Der er udarbejdet tilsynsrapport for Rødovre Kommunes hjemmepleje og for Altiden, der forelægger som bilag til sagen.

På baggrund af tilsynene vurderes det, at både Rødovre Hjemmepleje og Altiden generelt varetager opgaven tilfredstillende.

Sammensætningen af borgere, der modtager hjemmepleje

Borgerne, der får hjemmepleje, er hovedsageligt borgere med demens og fysisk svækkede borgere. Der er ikke sket nogen større udvikling i borgersammensætningen siden sidste tilsyn. I Rødovre Hjemmepleje er der set et højere antal misbrugere og større forskelle mellem boligområder. Der ses også en generel stigning i borgere med mere komplekse problemstillinger, som kræver flere kompetencer i hjemmeplejen.

Borgernes tilfredshed med hjælpen

Borgerne er tilfredse med indsatsen, og der bliver i planlægningen så vidt muligt taget højde for borgernes ønsker om tidspunkter for hjælp og om, at det er de samme medarbejdere, der kommer i hjemmene.

Udsagn kommet frem i interviewene viser, at der er flere borgere, som er meget glade for deres faste hjælpere, og i de hjem, hvor der kommer flere forskellige medarbejdere, udtrykker de fleste, at de kender dem, der kommer, og at de har en god kontakt. Det er også tilsynets opfattelse, at de hjem, hvor der er behov for omfattende personlig pleje med mange daglige besøg, prioriteres højest i forhold til kontinuitet.

Til trods for at der i Rødovre Kommune er et godt niveau for rengøring sammenlignet med andre kommuner, herunder en årlig grundig rengøring, er der flere borgere, der udtrykker, at de gerne vil have mere og bedre rengøring.

Derudover er det et ønske fra mange borgere, at kunne bestemme mere selv, hvornår hjælperne kommer. Der er dog også en forståelse blandt borgerne for, at det kan være svært at tage højde for alle borgernes ønsker i planlægningen. Rødovre Hjemmepleje vil fortsat arbejde med at optimere planlægningen af besøg, så borgere oplever, at færrest mulige medarbejdere kommer i deres hjem.

Pårørende

I mange hjem tager de pårørende et stort ansvar, særligt i de hjem, hvor borger bor med sin ægtefælle, men (voksne) børn og børnebørn spiller også en stor rolle. I nogle tilfælde hjælper de med praktiske opgaver, i andre tilfælde som den primære sociale kontakt. Særligt for enlige er den sociale kontakt af stor betydning. Enkelte borgere fortæller, at de sjældent får besøg af andre end deres hjemmehjælp.

Det var tilsynets oplevelse, at den "friske" ægtefælle til tider kan lægge et pres på sig selv i forhold til varetagelse af de praktiske opgaver i hjemmet, som de kan have svært ved at blive ved med at varetage i takt med, at de selv bliver fysisk svækkede.

Medarbejdernes indsats og samarbejdet på tværs

Tilsynet oplever engagerede medarbejdere, som er optagede af, at give den nødvendige pleje og omsorg til borgerne. Et engagement, som borgerne også mærker og anerkender. Der opleves et godt samarbejde medarbejderne imellem og med andre aktører, hvilket Cura også understøtter.

Altiden gav ved sidste års tilsyn udtryk for et ønske om at optimere samarbejdet med Rødovre Kommunes sygeplejersker. Den proces er endnu ikke påbegyndt, men Altiden vil tage initiativ til dette snarest muligt, og der følges op ved næste tilsyn.

Særligt i forhold til COVID-19-nedlukningen

I perioden fra marts til maj/juni måned, hvor store dele af samfundet var lukket ned på grund af COVID-19, er der ingen af de interviewede borgere, der har oplevet, ikke at få den hjælp, de havde brug for.

Flere borgere nævner, at det var et stort savn, at plejehjemmenes caféer var lukkede, og der bliver sat pris på, at de har åbnet igen. De borgere der deltager i aktiviteter uden for hjemmet, som har været lukket ned, har oplevet en øget kedsomhed/ensomhed under nedlukningen.

Der er blandt borgerne forståelse for og tryghed ved, at medarbejderne har brugt værnemidler som mundbind og visir samt håndsprit.

Medarbejderne har oplevet perioden som en hård periode, hvor der dog var et stærkt fællesskab og et ønske om at få tingene til at fungere. Medarbejderne har haft øget fokus på at udøve omsorg for borgerne og på at have telefonisk kontakt til de borgere, som ikke ønskede besøg.

Det er blandt både ledere, medarbejdere og borgere vurderingen, at hjælpen er tilbage til normalen igen efter nedlukningen.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service §151.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Oktober 2020: tilsynsrapporterne sendes i høring.

December 2020: tilsynsrapporterne forelægges til godkendelse i Social- og Sundhedsudvalget.

Bilag

Bilag 1: Kommunalt tilsyn med Altidens hjemmepleje 2020
Bilag 2: Kommunalt tilsyn med Hjemmeplejen 2020

Ekstra ansøgningsrunde tilskud til frivilligt socialt arbejde §18 og foreningstilskud §79, efterår 2020
Sag nr. 65

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger forslag til fordeling af tilskud til de frivillige sociale foreninger §§ 18 og 79 for andet halvår 2020 ekstra runde til godkendelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag til fordeling af tilskud til de frivillige sociale foreninger §§ 18 og 79 for andet halvår 2020 ekstra runde godkendes

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

På grund af COVID-19 modtog Social- og Sundhedsforvaltningen færre ansøgninger til efterårspujlen 2020. Derfor godkendte Social- og Sundhedsudvalget på sit møde den 9. juni 2020 (sag nr. 43) at igangsætte en ekstra ansøgningsrunde til efterårspujlen 2020.

Social- og Sundhedsforvaltningen har modtaget seks ansøgninger til den resterende pujle for 2020: Fire ansøgninger til § 18 og to ansøgninger til § 79. Under puljen for frivilligt socialt arbejde § 18 er der ansøgt om 24.475 kroner i tilskud, og under puljen for foreningstilskud § 79 er der ansøgt om 9.668 kroner i tilskud.

Social- og Sundhedsforvaltningen foreslår, at der som restfordeling fordeles 21.475 kroner til § 18 og 8.668 kroner til § 79 - ialt 30.143 kroner.

Bilagene indeholder en samlet oversigt over fordelingen af midlerne og en oversigt over modtagede ansøgninger til henholdsvis §§ 18 og 79 med en kort beskrivelse af de enkelte ansøgninger og forslag til fordeling af midlerne.

Lov- og plangrundlag

Lov om social service §§ 18 og 79.

Økonomiske konsekvenser

De økonomiske konsekvenser er beskrevet i bilaget 'Efterårspuljen 2020 - Ekstra runde'

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Efterårspuljen 2020 - Ekstra runde
Bilag 2: Indkomne ansøgninger pgf 18 - efterår 2020, Ekstra runde
Bilag 3: Indkomne ansøgninger pgf 79 - efterår 2020, Ekstra runde

Startredegørelse - Lokalplan 153 Ungeboliger ved Rødovrehallen
Sag nr. 66

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

En ny lokalplan for det sydvestlige hjørne af grunden ved Rødovrehallen skal give mulighed for, at der kan opføres en ny ungeboligbebyggelse som en kombination af bofællesskab og delte lejligheder.

Startredegørelsen for Lokalplan 153 Ungeboliger ved Rødovrehallen beskriver i hovedtræk det forventede indhold i planforslaget og planprocessen.

Sagen forelægges til behandling i Teknik- og Miljøudvalget og til orientering for Social- og Sundhedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Startredegørelsen for Lokalplan 153 Ungeboliger ved Rødovrehallen vedtages med de indholdsmæssige hovedtræk, der er skitseret for arbejdet med Forslag til Lokalplan 153.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Udsatterådet har fremsat et forslag til Rødovre Kommune om at etablere et nyt bofællesskab for boligløse unge med mindre og større/forskellige udfordringer. Der vil blive tilknyttet støtte-/kontaktmedarbejdere til boligerne.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke en lokalplan for området.

Da den planlagte udvikling er lokalplanpligtig, skal der igangsættes en lokalplanproces.

Kommuneplan 2018

I Kommuneplan 2018 er anvendelsen fastlagt til anlæg til idrætsformål i maks. 17 m højde. Den ønskede anvendelse til ungeboliger i 4 etager vil dermed fordre et kommuneplantillæg.

Startredegørelse for lokalplan

Det forventede hovedindhold i et kommende lokalplanforslag vil være følgende:

  • En bebyggelse med ca. 24 boliger fordelt i to etagehuse (kuber) i 3 til 4 etager med tilhørende fælleslokale.
  • Opholdsarealerne er fordelt på fælles tagterrasser, semiprivate altaner og et fælles torv.
  • Bebyggelsen påtænkes placeret for foden af græsvolden, hvor den skærer sig ind i og rejser sig som en del af volden.
  • Bebyggelses- og opholdsarealprocenten er ikke fastlagt på nuværende tidspunkt, da den eksakte lokalplanafgrænsning ikke er defineret.
  • Vejadgang fra Rødovre Parkvej mod nord via stikvejen Rødovre Parkvej, der løber ned vest for Rødovrehallen.
  • Arkitektonisk kvalitet med fokus på fællesskab og aktivitet.

Inddragelse af borgere

Projektet er født i et tæt samarbejde mellem Rødovre Kommune, Udsatterådet og Ungepanelet. Dette samarbejde vil fortsætte igennem hele projektet.

I forbindelse med udarbejdelsen af lokalplanforslaget foreslås der afholdt et borger-/dialogmøde, der eventuelt kan afholdes udendørs på stedet.

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning

Rammer om livet - Rødovre Kommunes arkitekturpolitik

Kommuneplan 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Startredegørelse på Teknik- og Miljøudvalget - oktober 2020

Borgermøde (eventuelt udendørs på stedet) - november 2020

Vedtagelse af forslag til lokalplan - januar 2020

Høring i 8 uger - februar og marts 2021

Endelig vedtagelse af lokalplanen - juni 2021

Offentliggørelse - juli 2021.

Bilag

Bilag 1: Startredegørelse - Lokalplan 153 Ungdomsboliger ved Rødovrehallen

Diverse
Sag nr. 67

Beslutningskompetence: SOSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Protokollen oplæst. Mødet afsluttet kl. 08.00.