Coronavenlige juleaktiviteter i en tid, der er svær for mange

16/12-2020

Nedlukning og restriktioner har fået Rødovre Kommune til at ryste juleposen og tænke nyt for at nå ud til dem, der oplever ensomhed og social isolation som følge af corona. En håndfuld frivillige foreninger, Rødovre Frivilligcenter og Rødovre Kommune sætter nu coronavenlige juleaktiviteter i gang i en tid, som er svær for mange.

”Fællesskab er kernen i vores velfærdskommune, og derfor bruger vi også den svære situation til at tænke nyt for at gøre noget for dem, der føler sig ensomme eller isolerede på grund af corona. Det er en gruppe borgere, vi gerne vil gøre noget særligt for i år. For vi holder sammen i Rødovre – selvom vi skal holde afstand – og ingen er glemt, heller ikke Rødovres udsatte borgere,” siger borgmester Britt Jensen.

Alle initiativerne er kommet frem på baggrund af idéer fra det sociale topmøde, som borgmesteren har holdt med deltagere fra blandt andet kommunale råd, den boligsociale indsats i Kærene, headspace, og Rødovre Frivilligcenter. Der kom et stort antal idéer frem på mødet, og de initiativer, der nu igangsættes, er blot de første målrettet juletiden. Aktiviteterne har fokus på nogle af de julesysler, som kan være svære at finde kræfter til at gennemføre, hvis man ikke har det godt.

”Når vi bliver socialt isolerede, er risikoen for at føle sig ensom og trist større, og overskuddet bliver mindre. Vi vil gerne give en håndsrækning til dem, der har det særligt svært,” siger Britt Jensen. 

Juleaktiviteterne er for borgere, der føler sig isolerede og ensomme på grund af corona. Det kan også være borgere, der har en sygdom, der gør, at de isolerer sig mere. Aktiviteterne består helt konkret af poser med råvarer og kreative materialer, og de kan derfor også gives videre, hvis man kender en, der vil have gavn af dem.

En af de foreninger, der er med til at pakke poserne, er foreningen FRI, der samarbejder med Rødovre Folkekøkken om en pose med’ gør-det-selv Folkekøkken’.

”I disse tider, hvor vi ikke må være sammen, giver det glæde, at andre tænker på en. For vores medlemmer betyder dét at få ingredienser til et måltid mad, man måske ikke selv kunne have lavet, rigtigt meget. Det gør en stor forskel,” siger Trine Kjær, forkvinde for foreningen FRI, der ligesom Rødovre Folkekøkken laver fællesskabende aktiviteter.

Fakta: Eksempler på planlagte juleaktiviteter

Gratis ’Gør-det-selv Folkekøkken’ Foreningen Fri og Rødovre Folkekøkken holder ’Gør-det-selv Folkekøkken’ torsdag den 17. december. Du kan hente en gratis råvarepose inklusiv opskrift på hjemmelavet Chilli sin carne, der svarer til et måltid for to personer. Du opfordres til at dække op til folkekøkken hjemme, tage et billede eller lave en lille videohilsen og dele den på folkekøkkenets Facebook-side. Der er 50 poser til uddeling, som bliver fordelt efter ’først-til-mølle’-princippet. For at undgå store forsamlinger kan du fra onsdag d. 16. december kl. 12 booke tidspunkt til at afhente råvareposen på Rådhuset. Book tid via Rødovre Biblioteks hjemmeside rdb.dk. Du kan også ringe til tlf. 36 37 73 34 mellem kl. 10-14. 

’Vi julehjerter sammen’ Rødovre Bibliotek og Heerup Museum inviterer sammen med Hjerteforeningen til julehjerte-workshop to-go. I de ’kreative hjerteposer’ er der både materiale til at flette julehjerter, lave julekugler og til at pakke ind og skrive kort, så kreationen også kan gives videre til en, man tænker på i juletiden, som måske har det svært på grund af corona. Lidt juleknas er der også med i posen. Heerup Museum laver en workshop-video, så du kan få oplevelsen af at flette julehjerter sammen med andre. Poserne deles ud kort før jul med hjælp fra kommunens frivillige foreninger, plejehjem mm. Du kan læse mere på heerup.dk.