Forskønnelsen fortsætter i Islev

26/09-2018

Næste etape af ID-linjen bliver nu realiseret. Kommunalbestyrelsen har afsat næsten fem mio.kr. til arbejdet.

Området omkring Islev Torv og Islevbrovej har fået et stort løft i forbindelse med etableringen af den såkaldte ID-linje. Nu bliver linjen udbygget i retning mod den kommende letbanestation i Rødovre. Det næste stykke strækker sig langs Islevbrovej fra rundkørslen ved Fakta til Røngård Allé.

”Den nye letbanestation kommer til at give et stort løft til Islev. Vi glæder os til den står færdig. Indtil da gør vi, hvad vi kan, for at understøtte den gode udvikling, som Islev er inde i, og skabe gode forbindelseslinjer til den kommende station”, siger borgmester Erik Nielsen.

En væsentlig del af projektet er større sikkerhed for cyklisterne, og derfor forlænges den dobbeltrettede cykelsti. Det samme gælder fortovet, der fremstår som en ”rød løber”, dannet af specialfremstillede klinker. Der plantes to rækker med træer mellem fortov, cykelsti og kørebane.

Arbejdet med den næste etape forventes at foregå frem til december 2018 og koste 4,75 mio.kr. Som en del af projektet er der også senere planlagt en ny aktivitetsplads for enden af Islevbrovej ved Røngård Allé.