Information til forældre
Pædagogisk tilsyn i kommunale og private dag tilbud i Rødovre Kommune - Information til forældre
Information til forældre
Kære forælder i Rødovre Kommune
I Rødovre Kommune arbejder vi på at give børnene de bedste forudsætninger for en god start på livet.
Det gør vi ved at stræbe mod at skabe høj kvalitet i vores dagtilbud.
Pædagogisk kvalitet handler om at skabe et miljø, hvor børn trives, lærer og udvikler sig. Det omfatter både gode relationer mellem børn og voksne, børn imellem, stimulerende læringsmiljøer samt opfyldelse af børns behov for omsorg og tryghed. Dagtilbudsloven og Den styrkede pædagogiske læreplan beskriver de overordnede rammer for, hvad der kendetegner pædagogisk kvalitet.
Det pædagogiske tilsyn er et vigtigt redskab til at understøtte kvalitetsudvikling. Formålet med det pædagogiske tilsyn er både at sikre, at Dagtilbudsloven overholdes og at give afsæt til udvikling af pædagogisk kvalitet.
I denne folder kan du få et overblik over de forskellige dele af det pædagogiske tilsyn, herunder de faglige temaer og de vurderingskriterier, dagtilbuddene vurderes ud fra, samt hvordan forældrebestyrelsen inddrages før, under og efter tilsynet.
Inddragelse af forældrebestyrelse før, under og efter tilsynet
Som forældre er I repræsenteret af jeres dagtilbuds indvalgte forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen inddrages både før, under og efter tilsynsprocessen i udviklingen af den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet.
Før: Forældrebestyrelsen inddrages løbende i udviklingen af den pædagogisk kvalitet i dagtilbuddet.
Før det pædagogiske tilsyn orienteres forældrebestyrelsen om rammen for det pædagogiske tilsyn i Rødovre Kommune samt om forældrebestyrelsens opgave i forbindelse med tilsynsdialogen.
Under: Repræsentant(er) fra forældrebestyrelsen forbereder sig ved at have læst tilsynsmateriale samt dagtilbuddets nuværende læreplan og deltager i tilsynsdialogen med et generelt forældreperspektiv.
Efter: Forældrebestyrelsen orienteres løbende om udviklingen af den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet.
Overblik over tilsynsprocessen
Uge 1-6
- Informatiom om kvartal for tilsyn (tilsyn hvert andet år)
- Forberedelse inden tilsyn
- Observationer
- Tilsynsdialog med forældredeltagelse
- Vurdering og rapportering af pædagogisk kvalitet - Tilsynsrapport offentliggøres
3 mdr. Efter tilsyn
- Opfølgning inkl. handleplan
- Læreplan udarbejdes og offentliggøres
Observationer på baggrund af de fire faglige temaer
Observationerne foretages af den tilsynsførende pædagogiske konsulent og efterfølgende af dagtilbudslederen. Observationerne er forankrede i de fire faglige temaer, der beskriver centrale områder i børnenes hverdag og samspillet mellem børn og voksne i dagtilbuddene. De fire faglige temaer er:
- Relationer og samspil
- Leg og aktiviteter
- Læringsmiljøer og organisering
- Evalueringskultur (Temaet kan udskiftes hvert andet år)
Relationer og samspil
Temaet Relationer og samspil sætter fokus på, at børnene har adgang til nære, anerkendende og omsorgsfulde relationer, at børnene mødes i deres følelser, og at børnene inddrages som aktive medskabere af egen læring og udvikling.
Der observeres bl.a. på, om de pædagogiske medarbejdere:
- Befinder sig i børnehøjde, når de er i kontakt med børnene
- Anerkender barnets følelser og oplevelser og er nysgerrige på barnet og dets interesser
- Er opmærksomme på alle børn og hjælper børn, der står uden for fællesskabet
- Hjælper børnene i konflikter ved at afkode deres verbale og nonverbale udtryk og inddrager disse udtryk i løsningen
Eksempel fra hverdagen
Et barn kaster en klods op i luften og rammes af klodsen. En medarbejder siger: ”Uha en af klodserne ramte dig i hovedet, gjorde det ondt på dig?”. Barnet nikker og siger: ”Av-av” og tager sig til hovedet. Medarbejderen stryger barnet på håret, smiler og siger ’Ja, Av på hovedet’.
Leg og aktiviteter
Temaet Leg og aktiviteter sætter fokus på, at læringsmiljøerne i dagtilbuddet understøtter børns initiativer og interaktion, at der er mulighed for differentierede fællesskaber og alderssvarende aktiviteter, samt at der er en vekselvirkning mellem voksen- og børneinitierede aktiviteter.
Der observeres bl.a. på, om de pædagogiske medarbejdere:
- Igangsætter vokseninitierede lege/aktiviteter, der skaber gode vilkår for børnefællesskaber
- Er opmærksomme på at inddrage eller understøtte børn, der befinder sig i periferien
- Fordeler sig mellem de forskellige læringsmiljøer, så de kan skabe rum for leg i mindre grupper
- Giver børnene tid og lyst til samt mulighed for at være selvhjulpne
Eksempel fra hverdagen
På en stue opholder et barn sig alene bag en reol. Efter kort tid kommer en medarbejder hen til barnet og taler med det. De går sammen hen til to andre børn i den anden ende af stuen. Hurtigt finder de tre børn sammen. De vil gerne lege med magneter. Medarbejderen spørger børnene, om de har magneter nok? Efter kort tid trækker medarbejderen sig i baggrunden. Det ene barn deler magneterne imellem børnene og siger: ”Én til dig og én til dig og…”.
Lærings miljø og organisering
Temaet Læringsmiljø og organisering sætter fokus på læringsmiljøer, der indbyder til forskellige læringsmuligheder herunder tematiserede legezoner, et bredt udvalg af legetøj og materialer. Samtidig sættes fokus på medarbejdernes positioneringer og organisering herunder mulighed for leg og aktiviteter i mindre børnegrupper.
Der observeres bl.a. på, om de pædagogiske medarbejdere:
- Skaber legezoner, der tilgodeser alle børn
- Indretter læringsmiljøer æstetisk og inspirerende, så de virker stimulerende i børnehøjde
- Tilbyder børnene forskellige vokseninitierede lege og aktiviteter, der er tilpasset børnenes nærmeste zone for udvikling
- Organiseret struktur for forældresamtaler og - møder
Eksempel fra hverdagen
Medarbejderne er fordelt i forskellige positioner på hele legepladsen.
En medarbejder sidder ved et kreabord, en medarbejder har blik for, og understøtter, børn, der er i leg, en medarbejder spiller bold og en sidste medarbejder hjælper børn, der har behov for et plaster, skal ind og tisse eller andre praktiske omsorgsopgaver.
Evalueringskultur
Temaet Evalueringskultur sætter fokus på, hvordan dagtilbuddet systematisk vurderer og reflekterer over sammenhængen mellem børnegruppens sammensætning, læringsmiljø og børnenes trivsel, udvikling, læring og dannelse samt inddragelse af børnenes perspektiver i den løbende udvikling og evaluering af den pædagogiske praksis.
Der observeres bl.a. på, om de pædagogiske medarbejdere:
- Arbejder med udgangspunkt i en tydelig organisering og planlægning af dagen
- Arbejder med at justere den pædagogiske praksis med en faglig, selvkritisk og reflekteret tilgang
- Arbejder systematisk med at undersøge børnenes perspektiver og inddrage disse i tilrettelæggelsen af den pædagogiske praksis
- Arbejder med opfølgning på effekt af indsatser for at øge kvaliteten af den pædagogiske praksis
Eksempel fra hverdagen
Det er tydeligt, at de pædagogiske medarbejdere ved hvordan de skal positionere sig og hvad der skal ske i løbet af dagen. Dette sker uden at der er behov for planlægning henover hovedet på børnene.
Dette underbygges af personalet, der ved tilsynsdialogen fortæller, at de løbende har justeret på deres praksis, for at finde den gode vej. De oplever nu, at de har mulighed for større fordybelse og ro i overgange og aktiviteter.
Tilsynsdialog
Når den tilsynsførende konsulent og dagtilbudslederen har observeret ud fra de faglige temaer afholdes tilsynsdialogen. Her deltager tilsynskonsulent, dagtilbuddets ledelse samt repræsentant(er) fra medarbejdergruppen og forældrebestyrelsen. Formålet er at:
- Kvalificere tilsynskonsulentens vurdering af den pædagogiske kvalitet på baggrund af observationer. Dette gøres gennem dialog med forældre, medarbejdere og ledelse.
- Refleksion og afsæt til fremadrettet kvalitetsudvikling
Som forældrerepræsentant forbereder man sig til tilsynsdialogen ved at læse fremsendt materiale og bidrage til refleksion og dialog om observationerne og de faglige temaer fra et generelt forældreperspektiv.
Vurderingskategorier
Som forældrerepræsentant forbereder man sig til tilsynsdialogen ved at læse fremsendt materiale og bidrage til refleksion og dialog om observationerne og de faglige temaer fra et generelt forældreperspektiv.
- Dagtilbuddet skal VEDLIGEHOLDE kvaliteten inden for temaet
- Dagtilbuddet skal foretage MINDRE JUSTERINGER i forhold til kvaliteten inden for temaet
- Dagtilbuddet skal foretage ÆNDRING AF INDSATSER inden for temaet
- Dagtilbuddet skal foretage GRUNDLÆGGENDE ÆNDRINGER inden for temaet
Hvordan vi bruger det pædagogiske tilsyn
Kvalitetsvurderingerne er et redskab i udviklingen af kvaliteten af den pædagogiske praksis. Både lokalt i dagtilbuddet samt på tværs af Dagtilbudsområdet.
Dagtilbuddene bruger vurderingen til at få nye perspektiver på, hvad der fungerer rigtig godt, hvor der er udviklingspotentialer, og hvordan de skal prioritere indsatser.
Forvaltningen bruger vurderingerne til at afdække og prioritere behov og indsatser på tværs af dagtilbuddene. Det gør, at forvaltningen kan målrette indsatser og dermed også understøtte mere præcist, der hvor behovet er.
Vurderingerne giver viden om, hvor dagtilbud har fundet gode løsninger på generelle udfordringer, som andre kan få gavn af. Vurderingerne kan også give anledning til en opmærksomhed på behov for konkrete kompetenceløft eller vise at et dagtilbud i en periode har brug for særlig understøttelse.
Opfølgning
Når tilsynsrapporten er offentliggjort, udarbejder dagtilbuddet en intern handleplan for fremadrettet udvikling af den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet. Herefter er den formelle tilsynsproces afsluttet, og dagtilbuddet samarbejder med deres tilknyttede konsulent om det fremadrettede udviklingsarbejde.
Handleplanen kobles til dagtilbuddets læreplan som offentliggøres på dagtilbuddets hjemmeside.
Hvis tilsynet har givet anledning til alvorlig bekymring for den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddet iværksættes skærpet tilsyn.
Ved skærpet tilsyn følger kommunen udviklingen i dagtilbuddet tæt ved opfølgende uanmeldt tilsyn og øget samarbejde om handleplan og fremadrettet udvikling.
Tak for at læse med
Vi håber, at du har fået et godt indblik i det pædagogiske tilsyn på Dagtilbudsområdet i Rødovre Kommune.
Hvis du vil vide mere, kan du læse flere detaljer om tilsynet på Rødovre Kommunes hjemmeside.
Har du spørgsmål til tilsynet, mens det er i gang i dit barns dagtilbud, er du altid velkommen til at tage fat i dagtilbudslederen eller Dagtilbudsområdet på tlf.: 36 37 70 00.
Læs også
Kontaktinformation
Børne- og Kulturforvaltningen
Rødovre Parkvej 150
2610 Rødovre
Telefon
36 37 70 00
Skriv sikker Digital post til Rødovre Kommune Kontakt og åbningstider
