Arkitektur- udstilling sætter nyt lys på Arne Jacobsen og kollegaen Otto Weitling
19/04-2023
Fra den 29. april er der en sjælden mulighed for at opleve den tyske udstilling Gesamtkunstwerke på Rødovre Bibliotek. Den tyske udstilling har kun to besøg i Danmark – et i Haderslev, som er overstået, og nu i Rødovre. Udstillingen er et indblik i de to danske arkitekter Arne Jacobsen og Otto Weitling og deres fælles bygningsværker i Tyskland.
Arne Jacobsen er et velbeskrevet blad i dansk arkitektur, ikke mindst i Rødovre, hvor det ikoniske rådhus sammen med Rødovre Bibliotek er den fysiske ramme for kommunens rådhusplads. Mindre kendt er det, at Arne Jacobsen sammen med kollegaen Otto Weitling satte præg på en række store projekter i efterkrigstidens Tyskland. Det kaster den tyske udstilling Gesamtkunstwerke lys over.
”Udstillingen er særdeles aktuel for en by som Rødovre. Spørgsmålene og beslutningerne om byudvikling hører i høj grad også nutiden til. Vi har i Rødovre gennem de sidste mange år arbejdet på at blive en attraktiv tilflytterkommune, og lige nu ser vi planerne blive realiseret med nye byggerier, bydele og lokalmiljøer – og ikke mindst mange tilflyttere. Så jeg glæder mig utrolig meget over, at vi kan fortælle om nye sider af Arne Jacobsen, som har haft stor betydning for det Rødovre, vi kender i dag,” siger Rødovres borgmester Britt Jensen.
Arne Jacobsen og Otto Weitlings samarbejde var et partnerskab i arkitekturen, der satte en standard for udviklingen af en modernistisk æstetik både i Tyskland og Danmark. Historien om bygningerne sender udstillingens gæster tilbage til 1960’ernes idéer og visioner og viser, hvor tæt arkitektur, byudvikling og politik er flettet sammen.
”Arne Jacobsen og Otto Weitling har med deres arkitektur har været med til at sætte en ny standard for hvordan man boede og levede i den moderne forstad, hvor Rødovre absolut var en mønsterby. Ud over Rådhuset og biblioteket er Nyager Skole og Carlsro Langhus gode eksempler på, hvordan arkitekturen skabte nye rammer om det moderne liv, siger Rødovre Kommunes stadsarkitekt, Solveig Bergmann Nielsen og fortsætter:
”Carlsro er oprindeligt bygget som kollektivhus med meget små køkkener, men med faciliteter til fællesspisning, beboerhotel samt vuggestue og børnehave. Denne nye boligtype muliggjorde kvindernes frigørelse fra hjemmearbejdet. Også i dag står vi overfor nye samfunds-udfordringer, som arkitekturen skal bidrage med nye løsninger på, for eksempel bæredygtige bygge- og boligformer og biodiversitetskrisen. Her skal nye byområder og nye typer byrum, kan hjælpe os på vej.”
Udstillingen formidler et stykke spændende og aktuel arkitekturhistorie, der illustrerer, hvordan offentlige bygninger som genstand for alles blikke og meninger gør os klogere på samfundets udvikling. Sådan skal det også være, mente Otto Weitling, der er citeret for have sagt:
”Hvis der er for og imod, så er det et godt tegn. En bygning, som man ikke taler om, er ikke værd at tale om.”
I anledning af dansk-tysk kultursamarbejde
Udstillingen og det tilhørende katalog kaster lys på disse mindre kendte bygningsværker og de tætte forbindelser, som de to danske arkitekter havde til Tyskland. Her realiserede de i efterkrigstiden projekter i forskellig målestok: Fra den lyse Arne Jacobsen-foyer i Hannover til en gruppe af boliger i Hansaviertel i Berlin, fra rådhuset i Mainz til Christianeum-gymnasiet eller HEW-højhuset i Hamborg, fra Forum Castrop-Rauxel til feriekomplekset Burgtiefe på øen Femern.
Et stykke dansk-tysk arkitekturhistorie med tråde til i dag, hvor bygninger fra efterkrigstiden står til debat: Nedrivning, fredning, nye funktioner?
Udstilling og katalog er kurateret af arkitekturkritikerne og journalisterne Hendrik Bohle og Jan Dimog og realiseret i samarbejde med den danske ambassade i Berlin som en del af det tysk-danske kulturelle venskabsår 2020.
Åbningstider
Mandag 08:00 - 19:00 (Åben for selvbetjening mellem 8.00-10.00)
Tirsdag 08:00 - 19:00 (Åben for selvbetjening mellem 8:00-10:00)
Onsdag 08:00 - 19:00 (Åben for selvbetjening mellem 8:00-10:00)
Torsdag 08:00 - 19:00 (Åben for selvbetjening mellem 8.00-10.00)
Fredag 08:00 - 17:00 (Åben for selvbetjening mellem 8.00-10.00)
Lørdag 10:00 - 14:00
Søndag Lukket
Rødovre Bibliotek, Rødovre Parkvej 140, 2610 Rødovre.
LÆS MERE: http://gesamtkunstwerke.eu/
Støtte
Projektet er realiseret med støtte fra:
Dreyers Fond, Foreningen Realdania, Danish Arts Foundation, Sutor-Stiftung, Fritz Hansen, ZEIT-Stiftung, Vola, Howe, GRID, Fotopioniere.