Kommunalbestyrelsen

31-08-2021

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Michel Berg (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Lene Due (A)
Birgitte Glifberg (A)
Jan Kongebro (A)
Pia Hess Larsen (A)
Erik Nielsen (A)
Annie Arnoldsen Petersen (A)
Steen Skriver Rasmussen (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Mogens Brauer (C)
Kim Drejer Nielsen (C)
Anders Torm Nielsen (C)
Kenneth Rasmussen (F)
Kim Hammer (O)
Claus Gisselmann Olsen (UP)
Marianne Christensen (Ø)
Peter Mikkelsen (Ø)

Sager 126 - 144

Fold alle ud

Spørgetid
Sag nr. 126

Beslutningskompetence: KB

Nyt regulativ for jord
Sag nr. 127

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Der er kommet en ny affaldsbekendtgørelse og en ny affaldsaktørbekendtgørelse. Derfor er det nødvendig at revidere kommunens regulativ for jord. Ændringerne består i, at fremover skal anmeldelse af jordflytning ske elektronisk og jordflytninger på 1 m3 eller derunder fra ikke kortlagte arealer, kan afleveres uden anmeldelse på et dertil godkendt modtageanlæg. Derudover er der fortaget ændringer af redaktionel karakter.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Forslag til Regulativ for jord sendes i fire ugers høring.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 17. august 2021, pkt. 64:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 139:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I henhold til affaldsaktørbekendtgørelsen skal Kommunalbestyrelsen udarbejde og vedtage et selvstændigt regulativ for jord, som er affald. Siden udarbejdelsen af det nuværende regulativ for jord fra 2012, er den oprindelige affaldsbekendtgørelse som regulativet er lavet på baggrund af, blevet opdelt i to bekendtgørelser; Affaldsbekendtgørelsen og affaldsaktørbekendtgørelsen. Derfor er det nødvendig at revidere kommunens regulativ for jord.

Der er foretaget ændring i det nye regulativ, som vedrører metoden for anmeldelse af jordflytningen. Fremover skal anmeldelse af jordflytning ske elektronisk via www.jordweb.dk.

Desuden er det præciseret, at jordflytninger på 1 m3 eller derunder fra ikke kortlagte arealer, kan afleveres
uden anmeldelse på et dertil godkendt modtageanlæg.

Yderligere er der ændringer af redaktionel karakter, herunder er opbygningen ændret, så den er tilsvarende opbygningen for henholdsvis Regulativ for husholdningsaffald og Regulativ for erhvervsaffald. De fleste ændringer er kun af redaktionel karakter og er derfor ikke vist i det vedlagte regulativ for jord.

Lov- og plangrundlag

Lov om miljøbeskyttelse (miljøbeskyttelsesloven).
Lov om forurenet jord (jordforureningsloven).
Bekendtgørelse om affaldsregulativer, -gebyrer og - aktører m.v. (affaldsaktørbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om affald (affaldsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om anmeldelse og dokumentation i forbindelse med flytning af jord (jordflytningsbekendtgørelsen).
Bekendtgørelse om anvendelse af restprodukter, jord og sorteret bygge- og anlægsaffald (restproduktbekendtgørelsen).

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Forslag til regulativ for jord sendes i fire ugers høring i 2021.
Forslag til regulativ for jord inkl. høringssvar sendes til godkendelse i Kommunalbestyrelsen i december 2021.

Bilag

Bilag 1: Regulativ for jord

Anlægsregnskab – Målerskabe til vejbelysningen
Sag nr. 128

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har bevilget midler til opsætning af el-måler for vejbelysningen. Arbejdet er nu afsluttet og der fremlægges anlægsregnskab til godkendelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at regnskabet godkendes samt
  2. at mindreudgiften på 180.521 kr. tilgår kassebeholdningen.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 17. august 2021, pkt. 66:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 140:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I budget 2020 er der bevilget 1.700.000 kr. til at vejbelysningen udstyres med el-målere.

Vejbelysningsanlægget skulle have tilføjet el-måler, som del af de nye regler for digital aflæsning af el-forbruget. Tilføjelsen af måler vil gøre det nemmere at aflæse det reelle el-forbrug, da det tidligere er blevet beregnet alene ud fra et forventet gennemsnitlige brændetimer pr. armatur for hvert år.

Anlægsprojektet har et mindre forbrug, da det har det vist sig muligt at reducere i det forventede antal af nye målerskabe, som skulle opsættes.

Nedenfor er regnskabet for anlægsprojektet opstillet i punktform.

  • Anlægsbevilling 1.700.000 kr.
  • Forbrug 1.519.479 kr.
  • Mindreudgift 180.521 kr.

Projektets udgifter anses for at balancere med den samlede projektbevilling.

Lov- og plangrundlag

Cirkulære om budget- og regnskabssystem for kommuner, kapitel 7.2.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsprojektet vedrørende opsætning af el-målere er afsluttet, og jf. ovenstående regnskab er der en mindreudgift på 180.521 kr., som ved godkendelse af regnskabet tilgår kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Affaldsplan 2022-2033
Sag nr. 129

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Affaldsplanen 2022-2033 skal godkendes og sendes i otte ugers høring. Affaldsplanen danner grundlag for kommunens indsatser og målsætninger på affaldsområdet de næste seks år og indeholder 22 aktiviteter fordelt over fem temaer. De fem temaer handler om: Mere sortering og genanvendelse, udvikling af indsamlingsordninger, genbrug og cirkulær økonomi, erhvervsaffald og ny teknologi.

Den overordnede målsætning i planen følger den nationale målsætning om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at udkast til affaldsplan 2022-2033 godkendes og sendes i 8 ugers offentlig høring.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 17. august 2021, pkt. 65:

Anbefales med 3 stemmer for (A ) og 1 imod (C ).


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 141:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal i henhold til affaldsbekendtgørelsen udarbejde en 12-årig affaldsplan, som skal revideres hvert 6. år. Den nye affaldsplan skal erstatte den nuværende Affaldsplan 2014-2018, som er forlænget til udgangen af 2020 (Kommunalbestyrelsens møde den 29. maj 2018, sag nr. 76). Forlængelsen skyldes, at kommunerne har afventet en ny national affaldsplan fra Miljøstyrelsen, som først er kommet som udkast i 2020.

Inden Affaldsplan 2022-2033 kan træde i kraft, skal den sendes i otte ugers offentlig høring, og derefter endeligt vedtages.

Affaldsplan 2022-2033 tager udgangspunkt i de målsætninger der er præsenteret i den nationale Handlingsplan for cirkulær økonomi og national plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032.

I den nationale plan er der fokus på, at vi skal mindske affaldsmængderne og forbedre udnyttelsen af naturressourcerne. Vi skal sikre mere og bedre genanvendelse, og øge direkte genbrug. Vi skal desuden reducere mængden af mad- og plastaffald samt sikre værdi fra fornybare råvarer. Ydermere skal vi reducere miljøbelastningen fra byggeri og nedrivning.

Planen danner grundlag for kommunens målsætninger og arbejdsindsats på affaldsområdet de næste seks år. Den overordnede målsætning i planen følger den nationale målsætning om 55 % genanvendelse i 2025, 60 % genanvendelse i 2030 og 65 % genanvendelse af husholdningsaffaldet i 2035. Det er en ambitiøs målsætning, som er en udfordring for en kommune som Rødovre, hvor en stor del af boligmassen er etageejendomme med fælles affaldsløsninger. De planlagte initiativer vil bære os et stykke af vejen, men de forventes ikke at bære os hele vejen til at opfylde målsætningen. For at nå vores målsætning skal vi arbejde videre med de resultater der opnås fra initiativerne, og være åbne for nye idéer og metoder, der opstår i løbet af planperioden, herunder en høj grad af borgerinvolvering. På den måde vil vi arbejde aktivt og vedvarende på, at øge genanvendelsen i Rødovre.

Resumé af Affaldsplan 2022-2033
Affaldsplan 2022-2033 er temaopdelt, og indeholder en beskrivelse af 22 indsatser fordelt på fem temaer:

  1. Mere sortering og genanvendelse
  2. Udvikling af indsamlingsordninger
  3. Genbrug og cirkulær økonomi
  4. Erhvervsaffald
  5. Teknologi

Under tema 1 er der planlagt initiativer om mere sortering i etageejendomme. Vi vil bl.a. teste, om uddeling af poser til sortering har en effekt. Ved etageejendomme vil vi også kigge på alternative løsninger til indsamling af farligt affald og på incitamenter for at få flere boligselskaber til at vælge nedgravede affaldsbeholdere.

Hos villaer og rækkehuse har vi planlagt kampagner om affaldssortering med fokus på farligt affald, elektronik og bygge- og anlægsaffald, og hos haveforeninger har vi planlagt besøg med henblik på et eftersyn og forbedring af deres affaldsløsninger.

Sortering i det offentlige rum udvides med endnu flere sorteringsspande fordelt i kommunen, og der vil komme sortering af plast i alle sorteringsspande. Ved kulturinstitutioner skal affaldssortering udbredes i større omfang end det er nu.

Til skoler vil vi opdatere vores informationsmateriale, og vi vil undersøge muligheder - inkl. økonomi, for at lave et undervisningsforløb for alle skoleklasser på genbrugsstationen.

Tema 2 handler om at udvikle på vores affaldsordninger. Vi har indledningsvis spurgt nogle borgere hvad de synes om ordningerne til haveaffald, storskrald og direkte genbrug. Det har resulteret i initiativer om at undersøge indsamling af haveaffald i vinterperioden samt alternative indsamlingsformer. Vi kigger også på muligheder for lån af haveredskaber.

Til storskrald undersøger vi mulighed for eftersortering af forbrændingsegnet affald, så genanvendeligt affald ikke sendes til forbrænding.

Mange borgere vil gerne selv køre på genbrugsstationen, men har ikke en bil. Derfor vil vi indkøbe en cykeltrailer til udlån og undersøge muligheder for samarbejde med udlejningsvirksomheder, der udlejer bil-trailere. Mange borgere vil også gerne give deres storskrald til direkte genbrug, men er bekymrede for at klunsning på fortov skaber problemer med sammenblanding af affald og uryddelighed, som den enkelte boligejer selv står med efterfølgende. Derfor vil vi undersøge, hvordan vi kan få storskrald flyttet til genbrug, uden det giver anledning til gener for borgerne.

Tema 3 handler om genbrug. Først og fremmest skal der bygges en ny genbrugsstation, hvor der vil blive indrettet et lokale, som skal fungere som en genbrugsbutik. Vi vil kontakte lokale virksomheder og frivillige organisationer med henblik på samarbejde, og undersøge muligheder for værkstedsfaciliteter, hvor brugte ting kan repareres. Vi vil også teste mobile genbrugshuse, som kan blive opstillet forskellige steder i det offentlige rum.

Initiativer inden for cirkulær økonomi og grønne indkøb vil blive sat i værk. Vi kigger sammen med afdeling for Indkøb & Jura på bæredygtige og grønne indkøb, og vores miljøvisiteringer og byggeprojekter vil blive gransket for potentiale i forhold til at øge bæredygtigheden og reducere CO2-aftrykket i Rødovre.

Tema 4 om erhvervsaffald handler meget om at komme ud og besøge virksomheder. Indledningsvis vil vi kontakte Erhvervsforeningen i Rødovre, og høre dem om de kender til virksomheder, der gerne vil i dialog med Rødovre Kommune omkring affaldshåndtering.

Vi vil være nysgerrige på hvilke udfordringer og barrierer der er for, at virksomhederne kommer i gang med at sortere affald, så vi bliver bedre til at vejlede og hjælpe virksomhederne. Virksomhederne har pligt til at udsortere alt genanvendeligt affald, og derfor vil vi ved miljøtilsyn sikre, at virksomhederne kender reglerne og de forskellige afsætningsmuligheder, der findes for genanvendeligt affald. I ejendomme med flere virksomheder vil vi vejlede om muligheden for at oprette en fælles affaldsløsning.

Udbygningen af Rødovre betyder, at der er mange større byggepladser i gang rundt om i kommunen. Vi vil derfor intensivere tilsynet på alle de større byggepladser, hvor der skal vejledes om affaldssortering. I tillæg til dette skal vejledning om affaldssortering ved større byggeprojekter integreres som et punkt på det indledende byggeopstartsmøde, som forvaltningen afholder med bygherre.

I tema 5 kigger vi på teknologi i forhold til affaldsindsamling. Det første vi sætter i gang er en mobil affaldsportal i form af en gratis app til smartphones. Den mobile affaldsportal skal gøre det nemt for borgerne, at sende en henvendelse vedrørende affald, f.eks. om manglende tømning, defekte affaldsbeholdere eller lignende.

Flere boligselskaber har ytret ønske om at kende affaldsmængden i deres afdeling. Det vil vi gerne imødekomme, og vi vil derfor teste vejesystem på de kranbiler, som tømmer de nedgravede affaldsbeholdere ved etageejendomme. Data skal bruges motiverende i forhold til affaldssortering i afdelingerne.

Ligeledes vil vi teste fuldmeldersystemer til vippecontainere til haveaffald og storskrald. Forventningen er, at vi i et samarbejde med de øvrige interessentkommuner under Vestforbrænding opstiller en forretningsmodel for anvendelse af en eller flere teknologier. De praktiske erfaringer er på nuværende tidspunkt begrænset hos danske kommuner. Vi deltager derfor i fællesaktiviteten, hvor vi gennem forsøg vil afdække eventuelle opmærksomhedspunkter, som kan indgå i en beslutnings- eller implementeringsfase.

I Bilaget til affaldsplanen findes en kortlægning af affaldsmængder i Rødovre, og en fremskrivning af mængderne de næste 12 år. Bilaget indeholder også en vurdering af de modtageanlæg (Vestforbrænding, AV Miljø og SMOKA), som Rødovre benytter sig af, og deres kapacitet i planperioden.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse nr. 2159 af 9. december 2020 om affald.

Handlingsplan for cirkulær økonomi. National plan for forebyggelse og håndtering af affald 2020-2032 (national affaldsplan).

Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi af 16. juni 2020.

Økonomiske konsekvenser

Affaldsområdet er takstfinansieret og finansieres via affaldsgebyrerne. Området skal hvile-i-sig-selv, hvilket betyder, at et eventuelt overskud eller underskud skal indarbejdes i taksterne de efterfølgende år. Over- og underskud vil derfor ikke kunne overføres til det skattefinansierede område.

Implementeringen af aktiviteterne i affaldsplanen indeholdes i budgettet på affaldsområdet. Gennemførelsen af initiativerne forudsætter en løbende omprioritering af ressourcerne. Hvor det er nødvendigt vil der forud herfor blive forelagt sager til politisk godkendelse.

Tidsplan

Affaldsplan 2022-2033 skal behandles politisk første gang i august 2021 og herefter sendes i 8 ugers offentlig høring.

Efter høringsfristens ophør og eventuelle høringssvar er behandlet, skal affaldsplanen igen behandles politisk og endeligt godkendes af Kommunalbestyrelsen, så den kan træde i kraft med udgangen af 2021.

Bilag

Bilag 1: Affaldsplan 2022-2033
Bilag 2: Bilag til Affaldsplan 2022-2033
Bilag 3: Miljøscreening - Affaldsplan

Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 - Parkbyen
Sag nr. 130

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

For at opfylde Rødovrestrategiens ønsker om en bæredygtig byudvikling og en mangfoldig boligsammensætning, gives der med dette kommuneplantillæg mulighed for at stille krav om op til 25 % almene boliger i lokalplanlægninge af Parkbyen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 fremlægges i offentlig høring i 8 uger samt
  2. at Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 ikke miljøvurderes.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 17. august 2021, pkt. 63:

Anbefales med 3 stemmer for (A) og 1 imod (C).


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 142:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Udviklingen af Parkbyen skal ske i overensstemmelse med Rødovrestrategiens ønsker om en bæredygtig byudvikling. Derfor gives der med dette kommuneplantillæg mulighed for i lokalplanlægningen at stille krav om op til 25 % almene boliger i nye boligområder. Dette for at bidrage til en mangfoldig boligsammensætning, hvor der er boliger til alle indkomst- og brugergrupper.

Kommuneplantillægget gælder for rammeområderne 5B29 og 5B30 og der indføres en generel rammebestemmelse i kommuneplanen, som giver mulighed for at lokalplanlægge for op til 25 % almene boliger i nye boligområder. Rammebestemmelsen gælder udelukkende for de områder, som ikke i dag består af boliger eller er lokalplanlagt til boligformål. Procentdelen af almene boliger opgøres i forhold til antal m2 etageareal indenfor lokalplanområdet.

Tillægget skal ikke miljøvurderes
I henhold til Lov om miljøvurdering af planer og programmer skal Rødovre Kommune gennemføre en miljøvurdering, hvis planforslaget må antages at få væsentlig indvirkning på miljøet. Det er ved den indledende miljøscreening vurderet, at de ændringer, som Tillæg 8 til Kommuneplan 2018 giver mulighed for, ikke har væsentlig indvirkning på miljøet.

Denne afgørelse har været i høring hos HOFOR, Kroppedal Museum, Hvidovre Kommune, Københavns Kommune og Rødovre Kommunes forvaltninger.

Der er ikke indkommet indsigelser til miljøscreeningen.

Lov- og plangrundlag

Lov om Planlægning.
Lov om Miljøvurdering af planer og programmer.
Kommuneplan 2018.

Økonomiske konsekvenser

Ingen på sagens nuværende stade.

Tidsplan

Vedtagelse af Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018: August 2021.
Høring i 8 uger: September-oktober 2021.
Endelig vedtagelse af Tillæg 8 til Kommuneplan 2018: December 2021.
Offentlig bekendtgørelse: Januar 2022.

Bilag

Bilag 1: Forslag til Tillæg 8 til Kommuneplan 2018

Projektforslag for konvertering af varmeforsyning i to områder beliggende syd for Rødovre Parkvej og øst for Tårnvej
Sag nr. 131

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning har udarbejdet projektforslag for konvertering af 2 boligområder. De er beliggende nord og syd for Roskildevej, hovedsagligt afgrænset af syd for Rødovre Parkvej og øst for Tårnvej. Projektforslaget konverterer områderne fra individuel opvarmning med naturgas til kollektiv opvarmning med fjernvarme. Fuldt udbygget vil områderne spare miljøet for ca. 9.000 tons CO2 udledning om året.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at projektforslaget godkendes og sendes i høring samt
  2. at projektforslaget godkendes uden vilkår om tilsagn fra fjernvarmepuljen.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 17. august 2021, pkt. 67:

Anbefales.


Beslutning fra Bestyrelsen for RKF, 17. august 2021, pkt. 12:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 143:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Projektforslaget er i overensstemmelse med Rødovre Kommunes Varmeplan 2010 og Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings Udbygningsplan 2010.

Projektforslaget behandler områder med et samlet varmebehov på ca. 47.000 MWh. Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings nuværende årlige salg er til sammenligning ca. 150.000 MWh.

Der er tilsammen 1.829 potentielle kunder i de to områder.

Projektforslaget belyser de samfundsøkonomiske, selskabsøkonomiske og brugerøkonomiske gevinster, samt effekten på begrænsning af CO2 udledningen.

Analysen i projektforslaget viser, at fjernvarmeforsyningen, som beskrevet i projektforslaget, er samfundsøkonomisk, brugerøkonomisk og miljømæssigt fordelagtig.

Selskabsøkonomien balancerer efter 30 år.

Fjernvarmeforsyningen betyder økonomiske fordele for de nye fjernvarmekunder (brugerøkonomien).

Godkendelse af projektforslaget indebærer efterfølgende en ansøgning om anlægsbevillinger på netto 127 mio. kr. på anlægsbudgettet i 2022-2025, hvor der samlet er afsat 159 mio. kr. til Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings foreløbige udbygningsplaner i budgetforslaget for budget 2022-2025. Det skal bemærkes, at der i budgetoplægget er taget udgangspunkt i en forventning om 50 % tilslutning i første omgang. En tilslutning på 90 % som forudsat i projektforslaget vil koste 213 mio. kr.

Samfundsøkonomien

Projektets analyser viser, der er en samfundsøkonomisk gevinst på 80 mio. kr. i forhold til individuelle varmepumper.

Gennem projektet bidrager Rødovre Kommune til gennemførelse af Danmarks energipolitik, der skal sikre, at Danmark i 2050 er 100 % forsynet med vedvarende energi. I det Storkøbenhavnske område er fjernvarmeforsyning en væsentlig del af løsningen på, at udfase de fossile brændsler og opprioritere alternative energiformer.

Samfundsøkonomien er således positiv.

Selskabsøkonomien

Det antages, at alle nye kunder tilsluttes på en abonnementsordning. Med de givne forudsætninger balancere selskabsøkonomien for de nye kunder således, at de efter 30 år bidrager med positiv likviditet, som kommer alle kunder tilgode.

Der er forsigtigt regnet med en forholdsvis lav starttilslutning på 25 %.

Fjernvarmepuljen

En udmøntning af klimaaftalen af juni 2020 er blandt andet mulighed for tilskud til fjernvarmeselskaber. Fjernvarmepuljen giver støtte til udrulning af fjernvarmenet i nye områder. Fjernvarmeselskabers konverteringsprojekter støttes med et fast beløb på op til 20.000 kr. pr. varmeforbruger, som konverterer fra olie- eller gasfyr, for det antal, som udgør minimumstilslutningen. Minimumstilslutningen er det antal husstande, der skal tilkobles, for at give balance i selskabsøkonomien for konverteringsprojektet.

Fjernvarmepuljen stiller krav om, at et projekt har opnået en kommunal godkendelse betinget eller på vilkår af, at projektet opnår tilsagn om tilskud ved fjernvarmepuljen. Er projektet endeligt godkendt ved kommunen uden denne betingelse eller vilkår, så afskærer det muligheden for at opnå tilsagn om tilskud gennem ordningen.

Ansøgninger behandles efter først-til-mølle princippet. Får man afslag fordi alle midler allerede er givet som tilsagn, kan ansøgningen genfremsendes i det følgende år.

Et projekt kan risikere ikke at opnå tilsagn om tilskud, bl.a. fordi tilskudsmidlerne er begrænsede, eller hvis betingelserne herfor ikke er opfyldt. Når der ikke er opnået tilsagn om tilskud, skal det vurderes om projektforslaget skal revideres. Denne vurdering handler om, hvorvidt og i hvilket omfang forudsætningerne i projektforslaget har ændret sig. Herefter vil det være op til Kommunalbestyrelsen at vurdere, om projektet kan godkendes på baggrund af de nye oplysninger.

Landet over har mange projekter allerede ansøgt om tilskud, og flere forventes at være på vej. Puljen for 2020 blev hurtigt opbrugt og puljen for 2021 er på nuværende tidspunkt på 291 mio. kr., hvoraf der er ansøgt om 174 mio. kr.

Energistyrelsens sagsbehandlingstid for ansøgninger er p.t. på ca. 3 måneder.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning vurderer, at der er risiko for ikke at opnå tilsagn om tilskud. En ansøgning med efterfølgende afslag, vil forsinke Rødovre Kommunes ønske om grøn omstilling og CO2 reduktion med forventet mindst et år, fordi projektforslaget skal revideres og genfremsættes til fornyet godkendelse i Kommunalbestyrelsen.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning indstiller på det grundlag, at der ikke ansøges om tilskud fra fjernvarmepuljen.

Brugerøkonomien

I forhold til individuelle varmepumper, er den samlede nutidsgevinst for de nye kunder i projektforslaget beregnet til 35 mio. kr. med en tidshorisont på 20 år. Der er regnet med 100 % rabat på tilslutningsbidrag (maks. 15 meter stikledning) og 1 % i kalkulationsrente.

Den gennemsnitlige besparelse det første år er 19 % i forhold til en ny individuel varmepumpe.

Som noget nyt vil Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning med projektforslaget introducere en abonnementsordning.

Der er i beregningerne antaget, at de nye kunder som udgangspunkt tilsluttes med en abonnementsordning, hvorved forsyningsgrænsen flyttes til kundens side af fjernvarmeunitten.

Det betyder, at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning servicerer og vedligeholder kundeinstallationen samt udskifter den, når den er udtjent.

De nye kunder skal således ikke selv investere i udskiftning af naturgasfyret med en fjernvarmeunit. Investering og fremtidigt vedligehold vil Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning stå for. Kunderne kan også vælge selv at stå for investering og fremtidigt vedligehold og dermed spare abonnementsydelsen. En abonnementsordning må ikke forveksles med en afdragsordning. Kunden ejer ikke og kan heller ikke købe fjernvarmeunitten. Abonnementsordningen er permanent og gælder så længe kundeforholdet består. Ønsker kunden at stoppe køb af fjernvarme på abonnement, vil fjernvarmeunitten blive nedtaget af Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning. Kunden må derefter selv sørge for varmeforsyningen. De præcise forhold og vilkår for abonnementsordningen er ikke endeligt afklaret, men vil ved en senere lejlighed blive forelagt Kommunalbestyrelsen til endelige godkendelse.

For kunderne kan det være af betydning, at tilslutning til fjernvarmen er en langsigtet investering en gang for alle, mens den relativt høje investering i individuelle varmepumper skal gentages med 15-20 års mellemrum. En fjernvarmeunit koster markant mindre og har en længere levetid.

Brugerøkonomien er således positiv.

Effekten på begrænsning af CO2 udledning

Fuldt udbygget (90 % tilslutning) vil områderne spare miljøet for ca. 9.000 tons CO2 udledning om året. Det er Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings forventning, at områderne vil være fuldt udbygget efter maksimalt 10 år. Det begrundes i klimaaftalen af juni 2020 indgået af et bredt flertal i Folketinget, der har afsnit om grøn omlægning af varmeafgifter, udfasning af individuelle olie- og gasfyr, grøn fjernvarme samt en grøn skattereform.

Herudover har det statslige gasselskab EVIDA i samarbejde med Energistyrelsen i foråret 2021 lavet en analyse af gaskundernes forventninger til deres fremtidige boligopvarmning.

Analysen viser (i uddrag) for Rødovre og det Storkøbenhavnske område:

  • Når gaskunderne i Rødovre skal vælge ny opvarmningskilde, er det vurderingen, at kun 16 procent vil vælge gas igen.
  • 44 % vil i højere grad vælge fjernvarme.
  • Analysen bekræfter, at alderen på gaskedlen har stor betydning for beslutningen om at udskifte gaskedlen. Således svarer 64 procent, at de regner med at skifte gaskedlen ud, når den når den alder, hvor de typisk stopper med at virke, eller når den går i stykker.
  • I Rødovre forventer 14 % at skifte indenfor 2 år.
  • I Rødovre vil 55 % af gaskunderne vælge med afsæt i anlæggets klimavenlighed.

På det grundlag er det Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings forventning, at en meget stor andel af de mulige kunder vil tilslutte sig fjernvarmen, senest når deres nuværende naturgasfyr står til udskiftning.

Arealafståelse og servitut

Der skal etableres flere distributionsledninger på private matrikler for at mindske omkostningerne ved at skulle placere flere ledninger til eksempelvis rækkehuse. Der skal tinglyses servitut på de private matrikler. Øvrige distributionsledninger, der er planlagt til at forløbe i offentlige arealer, kan etableres uden servitut. Stikledninger der kun er beliggende på den ejendom de forsyner, skal ikke pålægges servitut.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om varmeforsyning (Varmeforsyningsloven). LBK nr. 1215 af 14. august 2020.
Bekendtgørelse om godkendelse af projekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (Projektbekendtgørelsen). BEK nr. 181 af 4. maj 2021.
Bekendtgørelse om tilskud til projekter vedrørende udrulning af fjernvarmedistributionsnet. BEK nr. 2306 af 18. december 2020.
Rødovre Kommunes Varmeplan 2010, vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 21. december 2010 (sag nr. 263).
Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning Udbygningsplan 2010, vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 25. januar 2011 (sag nr. 163).
Strategi for udbygning af fjernvarmeforsyning i Rødovre Kommune, vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde den 22. juni 2021 (sag nr. 117).
Klimaaftale for energi og industri m.v. 2020 af 22. juni 2020.
Adfærdsanalyse af EVIDAS kunder, udarbejdet af /kl.7, 18. februar 2021.

Økonomiske konsekvenser

Anlægsinvesteringen i vedlagte projektforslag til etablering af fjernvarmeudbygningen, er anslået til netto 213 mio. kr. ekskl. moms ved 90 % tilslutning. Heri er indregnet at Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning giver 100 % rabat på tilslutningsbidraget.

I budgetoplægget for budget 2022-2025 er afsat rådighedsbeløb på netto 127 mio.kr., hvor der er taget udgangspunkt i en forventning om 50 % tilslutning. I budgetperioden er der samlet afsat 159 mio. kr. til Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings foreløbige udbygningsplaner i budgetforslaget for budget 2022-2025.

Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsynings rabat hos VEKS med 5 års fritagelse for fast afgift tilfalder Rødovre Kommunale Fjernvarmeforsyning, og er indregnet i projektforslaget.

Tidsplan

August: Kommunalbestyrelsens godkendelse af projektforslaget.
September-oktober: Projektforslaget sendes i 4 ugers høring.
November: Behandling af høringssvar og klargøring af sagsfremstilling til endelig politisk behandling.
December: Kommunalbestyrelsens endelige godkendelse af projektforslaget.
2022: Detailprojektering og udbud.
2023-2026. Udbygning og tilslutning af kunder.

Bilag

Bilag 1: Projektforslag for fjernvarmeforsyning af to områder i Rødovre

Hovedstadens Beredskab, Ændring af vedtægter og Service Level Agreement
Sag nr. 132

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen forelægges forslag til ændring af Hovedstadens Beredskabs vedtægter og Service Level Agreement (SLA) på myndigheds- og forebyggelsesområdet som følge af en ændring af byggeloven. Ændringen giver mulighed for kompetenceoverdragelse af visse sager fra kommunernes byggemyndigheder til Hovedstadens Beredskab. Der er tale om kompetenceoverdragelse af sager vedr. påbud og forbud ifm. brandsyn, samt overdragelse af sager om forbud i forbindelse med ulovlig anvendelse af eksisterende bygninger, der ikke er omfattet af brandsyn.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at Kommunalbestyrelsen godkender forslaget til ændring af vedtægterne for Hovedstadens Beredskab samt
  2. at Kommunalbestyrelsen godkender forslaget til ændringer af Service Level Agreement, som en konsekvens af ændringen af vedtægterne.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 144:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Den 1. januar 2021 trådte en ændring af byggeloven (lov nr. 2080 af 21/12 2020) i kraft, som bl.a. giver mulighed for at kompetenceoverdrage påbud og forbud ifm. brandsyn til §60 fællesskaber.

Det nye forslag til pkt. 5.2 i vedtægterne fremgår af bilag 1, der indeholder de gældende vedtægter sammenholdt med ændringerne.

I det nye forslag til pkt. 5.2 fremgår kompetenceoverdragelsen af påbud og forbud i forbindelse med brandsyn af den første bullit, mens forslaget om at kompetenceoverføre forbud i forbindelse med ulovlig anvendelse af bygninger mv., der ikke er omfattet af brandsyn, fremgår af bestemmelsens bullit 2. Med bestemmelsen vil den tidligere arbejdsdeling i kommunerne mellem brandvæsen og byggemyndighed blive videreført.

Forslaget indebærer samtidig nogle konsekvensændringer, herunder nummereringen af punkterne 5.2 – 5.5, samt en ændring af henvisningerne i pkt. 6.4 og 6.7 til pkt. 5.1 og 5.2, hvor henvisningerne bliver ændret til pkt. 5.1 -5.3.

Hovedstadens Beredskab har, for at forenkle sagsgangen inden forslaget til vedtægtsændringer og ændring af Service Level Agreement (SLA) forelægges, indhentet en forhåndsgodkendelse af forslaget til vedtægtsændringer i Ankestyrelsen. Denne modtog Hovedstadens Beredskab den 20. april 2021.

Hovedstadens Beredskabs bestyrelse godkendte på sit møde den 21. april 2021 forslaget til et nyt pkt. 5.2 og de heraf følgende konsekvensrettelser, samt konsekvensændringer i SLA. Det følger af kapitel 18 i Hovedstadens Beredskabs vedtægter, at ændringer heraf skal godkendes af ejerkommunernes kommunalbestyrelser og Ankestyrelsen. Det anbefales på den baggrund, at Kommunalbestyrelsen godkender forslaget til vedtægtsændringer.

En ny ændring af vedtægterne betyder også, at det vil være nødvendigt at tilpasse den gældende SLA mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne på myndigheds- og forebyggelsesområdet. På denne baggrund er der indføjet konsekvensrettelser i kap. 5 om brandteknisk sagsbehandling samt i kap. 7 om brandsyn, jf. bilag 2.

Indstillingerne er drøftet og anbefalet af Samarbejdsorganet (samarbejdsforum mellem Hovedstadens Beredskab og ejerkommunerne på myndigheds- og forebyggelsesområdet) på et møde den 20. januar 2021.

Såfremt vedtægtsændringen godkendes af samtlige interessenter, vil de herefter blive fremsendt til Ankestyrelsens endelige godkendelse, inden de kan træde i kraft. De nye vedtægter vil efter endelig godkendelse blive fremsendt til interessenterne sammen med den reviderede SLA og være tilgængelige på Hovedstadens Beredskabs hjemmeside.

Lov- og plangrundlag

Styrelseslovens §60.

Vedtægter for Hovedstadens Beredskab.

Lov nr. 2080 af 21. december 2020 om ændring af byggeloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Forslag til vedtægtsændringer sammenholdt med gældende vedtægter
Bilag 2: Forslag til revideret SLA 02022021

Tillægsbevilling - rullehockey og Islev Taekwondo
Sag nr. 133

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

På grund af den seneste tids konjunkturer i byggebranchen har Rødovre Kommune oplevet forsinkelser og fordyrelser af eksisterende byggeprojekter. Det betyder, at der er behov for at søge om to supplerende tillægsbevillinger nedenfor på i alt 7,6 mio. kr., så de samlede tillægsomkostninger til byggerierne bliver 9,1 mio. kr. for, at nedenstående anlægsprojekter kan gennemføres:

  • Etablering af overdækket rullehockeyhal ved Espelundens Idrætsanlæg samt
  • Indretning af lokaler til Islev Taekwondo Klub i den nordlige ende af bygningen Ved Sportspladsen 14.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en yderligere tillægsbevilling på 4,8 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget og afsættes et rådighedsbeløb på 4,8 mio. kr. i 2021 til etablering af lukket rullehockeyhal ved Espelundens Idrætsanlæg, som finansieres af kassebeholdningen. Midlerne ligger ovenpå den i Kommunalbestyrelsen allerede tildelte tillægsbevilling på 1,5 mio. kr., som følge af forurenet jord samt
  2. at der gives en tillægsbevilling på 2,8 mio. kr. til Kultur- og Fritidsudvalget og afsættes et rådighedsbeløb på 2,8 mio. kr. i 2021 til indretning af lokaler til Islev Taekwondo Ved Sportspladsen 14, som finansieres af kassebeholdningen.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 17. august 2021, pkt. 34:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 145:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Islev Taekwondo

På kommunalbestyrelsesmødet den 29. september 2020 blev skitseforslag til indretning af lokaler til Islev Taekwondo i den nordlige del af bygningen Ved Sportspladsen 14 godkendt. Der blev afsat 4,5 mio. kr. til indretning af lokalerne og 720.000 kr. til udearealerne. På grund af prisstigninger i byggebranchen er økonomien på baggrund af udbud anslået til 7,3 mio. kr. til indretningen. Det betyder en fordyrelse af projektet på 2,8 mio. kr.

Den oprindelige plan var, at lokalerne kunne tages i brug i august/september 2021. På grund af bl.a. afklaring af økonomien og projektets udformning, arbejdes der p.t. med en revideret tidsplan med forventet ibrugtagning forår 2022.

Rullehockey

På kommunalbestyrelsesmødet den 23. juni 2020 blev forslag og tidsplan til etablering af lukket hal til rullehockey godkendt. Der blev frigivet et rådighedsbeløb på 6,5 mio. kr. Senere har det vist sig, at jorden på byggegrunden er forurenet, hvilket betød en merudgift på 1,5 mio. kr. Der blev på kommunalbestyrelsesmødet den 25. maj 2021 givet en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr. til projektet som følge af forureningen.

Resultatet af udbuddet i juni 2021 endte med en pris på 12,8 mio. kr. Det betyder en overskridelse af budgettet på 4,8 mio. kr., da den nuværende anlægsbevilling er på 8 mio. kr. For at projektet kan gennemføres, søges der derfor om en tillægsbevilling på 4,8 mio. kr., som ligger ovenpå de allerede bevilgede 1,5 mio. kr. ekstra til fjernelse af forurenet jord.

Ovennævnte projekter har begge stor betydning for børn- og unges fritidsaktiviteter, som har været hårdt ramt af nedlukningen på grund af COVID-19, hvorfor Børne- og Kulturforvaltningen foreslår, at projekterne gennemføres.

Lov- og plangrundlag

Rødovre kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Rullehockey:

Der er i investeringsoversigten i budget 2020 afsat 6,5 mio. kr. og i 2021 blev der bevilget en tillægsbevilling på 1,5 mio. kr. til projektet på grund af jordforurening.

Med tillægsbevillingen på 4,8 mio. kr. vil den samlede anlægsbevilling beløbe sig til 12,8 mio. kr.

De afledte driftsudgifter vurderes til at være på 430.000 kr. årligt.

Islev Taekwondo:

Der er i investeringsoversigten 2020 afsat i alt 4,5 mio. kr. til indretning af lokaler.

Med tillægsbevillingen på 2,8 mio. kr. vil den samlede anlægsbevilling til indretning af lokaler være på 7,3 mio. kr.

Desuden er der en anlægsbevilling på 720.000 kr. til udearealerne (overført fra drift til anlæg i overførselssagen i marts 2021).

Samlet set medfører det yderligere omkostninger på begge byggesager for i alt 7,6 mio. kr. I de 7,6 mio. kr. er de 1,5 mio. kr. til fjernelse af forurenet jord ikke indeholdt, da bevillingen allerede er politisk godkendt og pengene er frigivet.

Udgifterne vedrører hovedfunktion 00.32 Fritidsfaciliteter.

Tidsplan

Forventet ibrugtagning af lokaler til Islev Taekwondo: forår 2022.
Forventet ibrugtagning af rullehockeyhal: forår 2022.

Status på idrætspolitikken - ny model for udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet
Sag nr. 134

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Såfremt der afsættes midler til investeringer på idrætsområdet med budget 22, foreslår Børne- og Kulturforvaltningen, at der skal afprøves en model til prioritering af anlægsinvesteringer på idrætsområdet, og at erfaringerne fra denne pilotproces danner grundlag for en endelig model for prioritering af idrætsfaciliteter fremadrettet.

Forvaltningen ønsker endvidere at give en status på arbejdet med idrætspolitikken.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at pilotprocessen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer i 2022 godkendes,
  2. at de objektive parametre til belysning og beskrivelse af anlægsønsker godkendes samt
  3. at status på idrætspolitikken tages til efterretning.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 17. august 2021, pkt. 35:

Godkendt med tre stemmer for (A ) og to imod (C, O).

C og O stemmer imod, da prioritering bør godkendes i Kommunalbestyrelsen.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 146:

Indstilles godkendt, idet prioriteringen af idrætsinvesteringer godkendes politisk af Kommunalbestyrelsen.

Sagsfremstilling

Som led i udviklingen af kommunens kommende idrætspolitik har Børne- og Kulturforvaltningen udarbejdet forslag til en ny model for prioritering og udvælgelse af fremtidige anlægsinvesteringer på idrætsområdet. Forslaget overordnede rammer er også tidligere præsenteret på Kommunalbestyrelsens budgetseminar, drøftet på en idrætskonference afholdt den 12. juni 2021, samt præsenteret for Fællesrepræsentationen for idrætsforeninger i Rødovre (FIR).

Det overordnede mål med modellen er at skabe en fast, årligt gentaget og transparent proces med høj grad af brugerinddragelse, såfremt der afsættes en flerårig pulje til faste anlægsinvesteringer i idrætsfaciliteter. Det foreslås at afprøve modellen henover efteråret 2021 med henblik på at høste erfaringer frem mod, at en endelig model indgår og besluttes som en del af idrætspolitikken i begyndelsen af 2022.

Beskrivelse af foreløbig skitse til endelig model:

Modellen for prioritering og udvælgelse af anlægsinvesteringer på idrætsområdet vil bestå af en brugerinddragelsesproces og en politisk proces.

Brugerinddragelsesproces:

Brugerinddragelsesprocessen foreslås håndteret på følgende vis:

  • Medio september 2021: En ansøgningsrunde, hvor alle borgere og foreninger har mulighed for at indsende anlægsønsker til forvaltningen ved hjælp af en ansøgningsblanket. Ansøgningsblanketten vil være udarbejdet på baggrund af objektive parametre. De objektive parametre er vedhæftet som bilag til denne sag.
  • Primo oktober 2021: En kvalificeringsproces, hvor ansøgninger af forvaltningen analyseres og kvalitetstjekkes med udgangspunkt i de objektive parametre.
  • Ultimo oktober 2021: En udvælgelsesproces, hvor en udvælgelseskomité prioriterer og anbefaler de indkomne ønsker. De respektive ønsker kategoriseres efter et stort, mellem og lille behov. Når idrætspolitikken er besluttet, forventes det, at udvælgelsen vil ske med udgangspunkt i de målsætninger, som idrætspolitikken fastsætter, mens der i pilotfasen i efteråret 2021 skal besluttes nogle foreløbige målsætninger, jf. nedenstående. Det foreslås, at udvælgelseskomitéen består af medarbejdere fra forvaltningen samt FIR, der er officiel paraplyorganisation for idrætsforeningerne i Rødovre. FIR har lagt vægt på, at der er så god tid som muligt - i en komprimeret procesplan - til FIR's egen forberedelse frem mod arbejdet i udvælgelseskomitéen. Såfremt udvalget godkender sagen, vil forvaltningen gøre sit bedste for at tilrettelægge en tidsplan, der bedst muligt kan imødekomme dette ønske.

Den politiske proces:

Med udgangspunkt i udvælgelseskomitéens anbefalinger foreslås den politiske proces håndteret på følgende vis:

  • November/december 2021: Budgetsag til Økonomiudvalget, hvor forvaltningen indstiller, hvilke anlægsønsker der skal prioriteres. I indstillingen vil udvælgelseskomitéens anbefalinger vedlægges som bilag.

Udvælgelseskriterier:

Da arbejdet med idrætspolitikken er i fuld gang, er der pt. ikke vedtagne politiske målsætninger, der kan danne grundlag som vægtede kriterier i forhold til, hvilke projekter der skal prioriteres højere under pilotprocessen. Der foreslås derfor følgende kriterier til pilotprocessen:

  • Anlægsprojekter, der kan rekruttere flest medlemmer til foreningerne.
  • Anlægsprojekter, der kan fastholde flest medlemmer i foreningerne.
  • Anlægsprojekter, der fremstår som modne og klar til at blive realiseret.

De to første kriterier bunder i kommunalbestyrelsens og foreningernes ønske om at rekruttere og fastholde medlemmer i idrætsforeningerne. Dette skal ses i lyset af, at Rødovre Kommune ligger under landsgennemsnittet af foreningsmedlemmer, ligesom kommunen har færre foreningsaktive til sammenligning med kommunerne på vestegnen. Det sidste kriterie bunder i ønsket om at få eksekveret anlægsprojekter besluttet i budget 2022 hurtigst muligt, hvorfor projekter, der ikke medfører behov for foranalyser mv., vægtes højere. Således prioriteres de projekter, som fremstår gennemarbejdet, og hvor fx priser og tegninger evt. er indhentet.

Ansøgningsskema og objektive parametre:

Der er i henholdsvis bilag 2 og bilag 1 udarbejdet forslag til ansøgningsskema samt objektive parametre til belysning af et muligt anlægsprojekt. Pilotfasen i efteråret 2021 vil give værdifuld viden om, hvordan henholdsvis ansøgningsskemaet virker for brugerne (Er det fx nemt at bruge, og nemt at forstå), samt om de objektive kriterier fungerer godt og efter hensigten om at bidrage med et godt og transparent vidensgrundlag til at sammenligne projekterne. Erfaringerne herfra vil medføre et solidt grundlag til at justere i både ansøgningsskema og parametre frem mod beslutning af endelig model primo 2022.

Status på arbejdet med idrætspolitikken:

Lørdag den 12. juni 2021 mødtes foreningslivet, politikere, forvaltningen og andre relevante aktører på området til en idrætskonference i Rødovrehallen omkring kommunens kommende idrætspolitik. Formålet med idrætskonferencen var at fremlægge et første udkast til de tematikker, som skal indgå i idrætspolitikken, samt at drøfte, hvordan kommunen bedst muligt får sat gang i udviklingen af hvert tema. Målet var ligeledes at drøfte modellen for udvælgelse og prioritering af kommende anlægsinvesteringer på idrætsområdet, herunder hvilke parametre der skal være gældende for belysning af projekterne.

Børne- og Kulturforvaltningen har henover sommeren 2021 samlet op på de konkrete input til handlingsindsatser og efterfølgende udarbejdet et udkast til selve idrætspolitikken. Udkastet til idrætspolitikken vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget til mødet den 5. oktober. Udkastet vil herefter blive sendt i høring, inden politikken endeligt skal vedtages i januar 2022.

Økonomiske konsekvenser

Iværksættelse af modellen afventer budgetforhandlingerne og hvorvidt der afsættes midler til en flerårig investeringsplan.

Tidsplan

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender pilotprocessen og de objektive parametre, vil pilotprocessen afvikles efter følgende tidsplan:

Den 17. august 2021: Sag til Kultur- og Fritidsudvalget med indstilling af objektive parametre for pilotprocessen. Såfremt godkendt, orienteres foreninger om parametre og forventet proces, jf. nedenstående.

September 2021: Budget 22 aftales, herunder forventet rammebeløb til investeringer på idrætsområdet.

September 2021: Ansøgningsrunde bliver åbnet.

Herefter følger pilotprocessen samme brugerinddragelsesmodel, som før beskrevet.

November/december 2021: Prioriteringen af idrætsinvesteringer godkendes politisk af Økonomiudvalget.

Fra januar 2022: Pengene frigives ved beslutning om konkrete anlægsprojekter i Kultur- og Fritidsudvalget.

Bilag

Bilag 1: Ansøgningsskema til anlægsprojekter på idrætsområdet
Bilag 2: Parametre til vurdering af anlægsprojekter

Orientering om ind- og udtrædelser af skolebestyrelser for skoleåret 2020/2021
Sag nr. 135

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Børne- og Kulturforvaltningen fremlægger med denne sag den årlige orientering om ind- og udtrædelser i skolebestyrelserne.

Indstilling

Børne- og kulturforvaltningen indstiller,

at orienteringen om ændringer i skolebestyrelserne tages til efterretning.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 17. august 2021, pkt. 61:

Indstilles taget til efterretning.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 147:

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Børne- og Kulturforvaltningen orienterer hermed om de bevægelser ind og ud af skolebestyrelser, der er sket fra november 2020 til og med juni 2021. Jf. procedureændringer pr. oktober 2020, der gav skolechefen beføjelse til at behandle og godkende udtrædelser af skolebestyrelser og afholdelse af suppleringsvalg, skal forvaltningen årligt orientere om skoleårets udtrædelser. Da der allerede er orienteret om udtrædelser i oktober 2020, dækker denne orientering perioden fra november 2020 til og med juni 2021.

Siden 1. november 2020 er der kun sket en enkelt ændring:

Tinderhøj Skole
Bestyrelsesmedlem Robert Svane fra skolebestyrelsen på Tinderhøj Skole valgte at udtræde fra sin post pr. 23. april 2021. Robert Svane repræsenterede forældrene i det specialpædagogiske centers afdeling på Tinderhøj Skole, hvorfor en ny forældrekandidat ligeledes skal findes her. Det har været nødvendigt at afholde suppleringsvalg, som har været afholdt i uge 24 med frist for kandidatopstilling 16. juni 2021 (og eventuel valghandling 23. juni 2021). Da der kun var en enkelt kandidat, har valghandling ikke været nødvendig. Anne-Mette Frydkjær er således opstillet og valgt som nyt bestyrelsesmedlem på Tinderhøj Skole pr. 16. juni 2021.

Anne-Mette Frydkjær tiltræder til august 2021.

Lov- og plangrundlag

Lov om folkeskolen og Styrelsesvedtægter for Rødovre Kommunes skoler.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Orienteringen dækker ind- og udtrædelser fra november 2020 til og med juni 2021.

Aftale om håndtering af faglige udfordringer i folkeskolen og tilskud til trivselsfremmede tiltag
Sag nr. 136

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Kommune modtager midler fra staten til håndtering af faglige og trivselsmæssige udfordringer hos elever i grundskolen som følge af nedlukningen af folkeskolen i forbindelse med COVID-19.

Der er modtaget 584.316 kr. til trivselsfremmende initiativer og til at sikre et fagligt løft af de elever, som har det største behov. Der er herudover modtaget 225.278 kr. til trivselsfremmende aktiviteter i skole, SFO og fritids- og klubtilbud til børn og unge. Midlerne skal anvendes inden udgangen af 2021 og fordeles videre til skoler, SFO'er og byggelegepladser med denne sag.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at der gives en tillægsbevilling i 2021 til Børne- og Skoleudvalget på 810.000 kr. som finansieres af kassebeholdningen samt
  2. at midlerne fordeles til skoler, SFO'er og byggelegepladser, som beskrevet i sagen.


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 17. august 2021, pkt. 62:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 148:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Der blev den 1. juni 2021 indgået "Aftale om håndtering af faglige udfordringer hos elever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser". Aftalen er et supplement til den aftale, der blev indgået den 18. februar, om "Håndtering af faglige udfordringer og indsatser for at styrke trivslen hos elever i grundskolen og på ungdoms- og voksenuddannelser". Udmøntningen af aftalen fra februar blev behandlet i Kommunalbestyrelsen i Rødovre Kommune den 25. maj 2021.

Der tildeles Rødovre Kommune 584.316 kr., som skal anvendes "til indsatser i folkeskolen, SFO samt fritids- og klubtilbud, som sikrer et fagligt løft for de elever, som har de største behov, herunder eleverne i udskolingen, som inden for de kommende år skal videre på en ungdomsuddannelse, eller til indsatser, som kan bidrage til at genstarte de gode fællesskaber og styrke trivslen, som er en forudsætning for læring". Det er op til kommunen at beslutte, hvordan tilskuddet skal anvendes. Puljen har et fagligt sigte og foreslås derfor fordelt til de enkelte skoler efter elevtal jf. bilag 1.

Den 4. juni er der indgået "Aftale om sommer- og erhvervspakke mv.", hvori der er afsat 225.278 kr. til Rødovre Kommune. Dette tilskud kan gives til trivselsfremmende aktiviteter som sommerferieaktiviteter, lejrskoler, åben skoleaktiviteter, ekskursioner mv. Den pulje foreslås fordelt til SFO'er og byggelegepladser med henblik på iværksættelse af aktiviteter blandt andet i sommerferien. Fordelingen foretages på baggrund af børnetal vægtet på baggrund af tildelingsbeløb pr. SFO I og SFO II børn jf. bilag 1.

Lov- og plangrundlag

Intet.

Økonomiske konsekvenser

Midlerne skal anvendes inden udgangen af 2021, og midlerne tilføres til Rødovre Kommune i forbindelse med midtvejsreguleringen af bloktilskuddet på bloktilskudsaktstykket for 2022.

Bevillingen vedrører hovedfunktion 03.22 Folkeskoler.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Fordeling af midlerne til indsatserne
Bilag 2: Orienteringsbrev til kommunalbestyrelser beskrivelse af puljerne

Forelæggelse af udkast til sundhedspolitik inden høring
Sag nr. 137

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik 2021-2025, inden den sendes i høring.

Sagen forelægges samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik sendes i høring.


Beslutning fra alle fagudvalg, 17. august 2021:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 149:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på møde den 15. december 2020 (sag nr. 239) procesplan for revidering af Rødovre Kommunes sundhedspolitik. Der er efterfølgende afholdt to temadrøftelser i Social- og Sundhedsudvalget, og alle udvalgsformænd samt borgmesteren er blevet interviewet.

Bred involvering i processen
Derudover har der været en bred involvering med mange interviews af borgere i form af individuelle interviews og gruppeinterviews, eksempelvis ungegruppen i socialpsykiatrien, borgere i Sundhedscentret og "Sammen om Familien".

AOF, Gigtskolen, den boligsociale medarbejder, boligforeninger og Rødovre Centrum er også blevet interviewet, og der har der været drøftelser med Ungepanelet, Udsatterådet, Handicaprådet, Seniorrådet, Integrationsrådet, Det Kommunalt Lægelige udvalg og Folkeoplysningsudvalget. Ligesom der er afholdt dialogmøder med patientforeninger, de frivillige sociale foreninger og idrætsforeningerne, og der er afholdt workshop om hvert strategimål for medarbejderne.

På baggrund af de drøftede temaer og de mange input, der er kommet frem i processen, er der udarbejdet et udkast til ny sundhedspolitik i Rødovre Kommune.

Visionen for sundhedspolitikken
Visionen for sundhedspolitikken er: Vi vil fremme lighed i sundhed, så flere får mulighed for at leve et godt og sundt liv.

Det betyder, at vi arbejder for lighed i sundhed gennem sundhedsfremme, forebyggelse og tidlig indsats. Vi ser sundhed som både den mentale, den sociale og den fysiske del af livet. Derfor er sundhed også et fælles ansvar på tværs af fagområder som for eksempel miljø, læring, sport, kultur, beskæftigelse og byplanlægning.

Sundhedspolitikkens tre fokusområder
I vores arbejde med at realisere visionen står vi på et solidt fundament, der udgøres af tre fokusområder ”lighed i sundhed”, ”tidlig indsats” samt ”deltagelse og partnerskaber". Fokusområderne fungerer som rettesnor i udmøntningen af de fem strategimål.

Sundhedspolitikkens fem strategier
De fem strategimål for en tværgående sundhedsindsats er:

  • Rødovre i bevægelse.
  • Den første røgfrie generation.
  • Trivsel i top.
  • Fra overvægt til ligevægt.
  • Sundhed i skolen.

For hvert strategimål udarbejdes der i et tværfagligt samarbejde og med inddragelse af relevante aktører en strategi med konkrete indsatser. De fem strategier omsættes til handling i sundhedspolitikkens fireårige periode (2021-2015) i en prioriteret rækkefølge. Prioriteringen afhænger af aktuelle indsatser i kommunen, idet strategierne skal spille ind i de indsatser, der er i gang, så vi sikrer sammenhæng og skaber mere værdi for borgerne.

Der vil umiddelbart efter politikkens vedtagelse blive forelagt et oplæg for arbejdet med de fem strategier. Oplægget vil indeholde et forslag til en tidsplan, herunder et bud på hvilke områder og aktører, der kan medvirke til udvikling og implementering af aktiviteterne.

Næste skridt i processen

Efter behandling af udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik inviteres relevante interessenter til høringsmøde, hvor det er muligt at komme med høringssvar og indgå i dialog om disse. Det er sideløbende muligt at komme med skriftlige høringssvar. Den endelige politik forelægges til politisk godkendelse i oktober 2021. Hvorefter den bliver sat op med tekst, billeder og citater og efterfølgende trykt og lagt på Rødovre Kommunes hjemmeside.

Lov- og plangrundlag

Sundhedsloven.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

August-september 2021: Høringsperiode inklusiv høringsmøde.

Oktober 2021: Endelig godkendelse i Kommunalbestyrelsen.

December 2021: Oplæg til arbejdet med de fem strategier forelægges.

Bilag

Bilag 1: Udkast til Rødovre Kommunes sundhedspolitik

Godkendelse af ny beskæftigelsespolitik i Rødovre
Sag nr. 138

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger det endelige forslag til ny beskæftigelsespolitik i Rødovre Kommune til godkendelse efter endt høringsperiode.

Indstilling

Social og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at beskæftigelsespolitikken for Rødovre Kommune godkendes.


Beslutning fra Beskæftigelsesudvalget, 17. august 2021, pkt. 32:

Anbefales.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 150:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesudvalget godkendte på møde den 13. april (sag nr. 15) udkast til Rødovre Kommunes beskæftigelsespolitik.

Udkastet har i april-juni 2021 været i høring hos relevante råd og panel, arbejdsmarkedets parter, uddannelsesinstitutioner og virksomheder, som deltog/var inviterede på inspirationsmøde om beskæftigelsespolitikken i januar 2021. Der har været afholdt et virtuelt høringsmøde den 4. maj, ligesom det har været muligt at fremsende skriftlige høringssvar.

På høringsmødet deltog repræsentanter fra Integrationsrådet og Seniorrådet, samt repræsentanter fra FH-Hovedstaden og Dansk El-Forbund. Der er modtaget skriftligt høringssvar fra Udsatterådet og Dansk Industri Hovedstaden.

Høringsvarene betegner generelt beskæftigelsespolitikken som visionær med gode perspektiver og rammesættende for en helhedsorienteret indsats og samarbejde på tværs.

På høringsmødet var der særligt fra FH-Hovedstaden og Dansk El-Forbund et ønske om, at der i beskæftigelsesindsatsen er fokus på den grønne omstilling og de heraf følgende krav til uddannelse af specialiseret arbejdskraft, for eksempel i de tekniske byggefag.

Flere høringssvar peger på, at indsatsen, særligt for de unge, men også for andre ledige, skal være på forkant med udviklingen ved at uddanne og guide i retningen af de brancher, hvor der er fremtidige jobs. Der var ligeledes et ønske om flere lærlinge- og praktikpladser på de kommunale arbejdspladser.

Der var generel tilslutning bag brug af sociale klausuler, og det blev nævnt, at det er vigtigt også at sikre, at virksomhederne rent faktisk bidrager til at uddanne de unge og overholder aftalen i den sociale klausul.

Derudover var der fra både Integrationsrådet, Seniorrådet og Udsatterådet et ønske om at målrette indsatsen i jobcentret særlige målgrupper som udsatte borgere, ældre borgere og borgere med anden etnisk baggrund end dansk. Det kan ske konkret ved at klæde virksomhedskonsulenterne på til at arbejde med de forhold, der særligt gør sig gældende for disse målgrupper. Integrationsrådet nævnte specifikt uddannelse i dansk og et tværfagligt samarbejde med Rødovre Sundhedscenter om tilbud om sund levevis og indsatser for borgere med kroniske sygdomme og psykiske lidelser.

Høringssvarene har givet anledning til følgende tilretninger i udkast til beskæftigelsespolitikken:

  • Den grønne omstilling nævnes i indledningen.
  • Det beskrives, at vi har fokus på at hjælpe særligt udsatte borgere med at få fodfæste på arbejdsmarkedet i afsnittet om strategimål 3 "Vi investerer i langsigtede løsninger". Indsatser for de konkrete målgrupper beskrives i beskæftigelsesplanen.

De øvrige input der fremkom i høringsperioden falder i flere tilfælde i tråd med de indsatser, der allerede drøftes og prioriteres på beskæftigelsesområdet, og de vil samlet blive taget med i den videre planlægning af indsatsen, herunder beskæftigelsesplanen.

Udkast til Rødovre Kommunes beskæftigelsespolitik vil efter den politiske godkendelse blive sat op med layout af tekst, billeder, figurer og citater og trykt samt lagt på Rødovre Kommunes hjemmeside i september 2021.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

August/september 2021: Politikken layoutes med billeder og citater.
September 2021: Politikken trykkes.

Bilag

Bilag 1: Høringssvar Overordnede kommentarer fra Udsatterådet til Rødovre Kommunes Beskæftigelsespolitik
Bilag 2: Indkomne høringssvar DI Hovedstaden
Bilag 3: Opsamling på høringsmøde om beskæftigelsespolitikken den 4. maj 2021
Bilag 4: Rødovre Kommunes Beskæftigelsespolitik

Valg af tilforordnede til Kommunal- og Regionsrådsvalg 2021
Sag nr. 139

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Til Kommunal- og Regionsrådsvalget den 16. november 2021 (KV21) skal der vælges i alt 76 tilforordnede vælgere til at bistå ved valget.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

at der vælges 76 tilforordnede vælgere som beskrevet i sagsfremstillingen


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 151:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Partierne skal efter den d'Hondske metode udpege i alt 76 tilforordnede, fordelt som følger:

  • A - Socialdemokratiet (11 mandater): 44 tilforordnede.
  • C - Det Konservative Folkeparti (3 mandater): 12 tilforordnede.
  • F - Socialistisk Folkeparti (1 mandat): 4 tilforordnede.
  • O - Dansk Folkeparti (1 mandat): 4 tilforordnede.
  • V - Venstre (1 mandat): 4 tilforordnede.
  • Ø - Enhedslisten (2 mandater): 8 tilforordnede.

Forslag til fordeling af valgstyrere, valgstyrerformænd og tilforordnede er vedlagt som bilag.

Indenrigs- og Boligministeriet henstiller til, at Kommunalbestyrelsen tager særligt hensyn til de mindre partier samt de partier, der ikke er repræsenteret i Kommunalbestyrelsen, når den udpeger de tilforordnede vælgere.

Det er desuden forudsat i valgloven, at der blandt de tilforordnede vælgere på de enkelte afstemningssteder er repræsentanter af flere grupper i Kommunalbestyrelsen.

En kandidat til valget kan godt vælges som tilforordnet vælger. Dog må kandidaten ikke være med til at optælle, hvor mange stemmer der er afgivet for den kandidatliste, den pågældende er opstillet for - ej heller deltage i opgørelsen af, hvordan de afgivne stemmer for pågældende kandidatliste fordeler sig. Samme forhold gør sig gældende for en kandidats ægtefælle, samlever eller anden nærtstående. En kandidat til valget (eller dennes ægtefælle, samlever eller nærtstående) må heller ikke yde personlig bistand til stemmeafgivningen på valgdagen som tilforordnet vælger eller til brevstemmeafgivningen som stemmemodtager. En kandidat til valget (eller dennes ægtefælle, samlever eller nærtstående) må derimod godt yde personlig bistand til stemmeafgivningen og brevstemmeafgivningen, hvis kandidaten udpeges af vælgere som personlig hjælper.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om kommunale og regionale valg, § 17.

Økonomiske konsekvenser

Til valgstyrere og tilforordnede vælgere udbetales diæter (valghonorar) efter gældende regler.

Tidsplan

Valgsekretariatet skriver til partiernes gruppeformænd med en frist for indlevering af navne på de tilforordnede.

Bilag

Bilag 1: Fordeling tilforordnede , valgstyrere og valgstyrerformænd KV21

Valg af valgstyrere og valgstyrerformænd til Kommunal- og Regionsrådsvalg 2021
Sag nr. 140

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Til Kommunal- og Regionsrådsvalget den 16. november 2021 (KV21) skal der vælges mindst fem og højst ni valgstyrere for hvert afstemningssted til at stå for afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

  1. at der vælges fem valgstyrere for hvert af kommunens afstemningssteder samt
  2. at der heraf vælges en valgstyrerformand for hvert afstemningssted.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 152:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen skal, jf. lov om kommunale og regionale valg § 16, vælge mindst fem og højst ni valgstyrere for hvert afstemningssted til at stå for afstemningen og den efterfølgende stemmeoptælling. Det er forudsat i valgloven, at valgstyrerne på de enkelte afstemningssteder repræsenterer flere grupper i Kommunalbestyrelsen.

I Rødovre er der tradition for, at der vælges fem valgstyrere for hvert afstemningssted, heraf en valgstyrerformand per afstemningsområde.

Efter den d'Hondske metode er den partipolitiske fordeling af valgstyrere følgende:

  • A - Socialdemokratiet (11 mandater): 21
  • C – Det Konservative Folkeparti (3 mandater): 5
  • F – Socialistisk Folkeparti (1 mandat): 2
  • O – Dansk Folkeparti (1 mandat): 2
  • V – Venstre (1 mandat): 2
  • Ø – Enhedslisten (2 mandater): 3

Efter den d’Hondske metode er den partipolitiske fordeling af valgstyrerformænd følgende:

  • A - Socialdemokratiet (21 mandater): 6
  • C – Det Konservative Folkeparti (5 mandater): 1
  • F – Socialistisk Folkeparti (2 mandater): 0
  • O – Dansk Folkeparti (2 mandater): 0
  • V – Venstre (2 mandater): 0
  • Ø – Enhedslisten (3 mandater): 0

Forslag til fordeling af valgstyrere, valgstyrerformænd og tilforordnede er vedlagt som bilag.

En kandidat til valget kan godt vælges som valgstyrer. Dog må kandidaten ikke være med til at optælle, hvor mange stemmer der er afgivet for den kandidatliste, den pågældende er opstillet for - ej heller deltage i opgørelsen af, hvordan de afgivne stemmer for pågældende kandidatliste fordeler sig. Samme forhold gør sig gældende for en kandidats ægtefælle, samlever eller anden nærtstående.

En kandidat til valget (eller dennes ægtefælle, samlever eller nærtstående) må heller ikke yde personlig bistand til stemmeafgivningen på valgdagen som valgstyrer eller til brevstemmeafgivningen som stemmemodtager. En kandidat til valget (eller dennes ægtefælle, samlever eller nærtstående) må derimod godt yde personlig bistand til stemmeafgivningen og brevstemmeafgivningen, hvis kandidaten udpeges af vælgere som personlig hjælper.

Lov- og plangrundlag

Lov om kommunale og regionale valg § 16.

Økonomiske konsekvenser

Til valgstyrere og tilforordnede vælgere udbetales diæter (valghonorar) efter gældende regler.

Tidsplan

Valgsekretariatet skriver til partiernes gruppeformænd med en frist for indlevering af navne på valgstyrere og valgstyrerformænd.

Bilag

Bilag 1: Fordeling tilforordnede, valgstyrere og valgstyrerformænd KV21

Valg af tilforordnede til at forestå valg i borgernes eget hjem
Sag nr. 141

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Til Kommunal- og Regionsrådsvalget den 16. november 2021 (KV21) skal der vælges et antal tilforordnede til at forestå valghandlingen i visse boformer efter lov om social service, herunder pleje- og ældreboliger samt i vælgerens eget hjem. Hvervet skal varetages af to tilforordnede vælgere, der er valgt af Kommunalbestyrelsen.

Da det er et krav, at de to stemmemodtagere så vidt muligt skal være udpeget af forskellige grupper i Kommunalbestyrelsen, anbefales det at der udpeges i alt 10 tilforordnede vælgere efter den d'Hondske metode.

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

  1. at gruppe A vælger 7 tilforordnede,
  2. at gruppe C vælger 2 tilforordnede samt
  3. at gruppe Ø vælger 1 tilforordnet.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 153:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Lovgivningen indeholder en række begrænsninger til, hvem der kan udpeges som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning i visse boformer:

  • Kandidater til valget eller kandidaters ægtefælle, samlever, anden nærtstående samt ansatte knyttet til vedkommende boform eller bolig kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager.
  • Personer, der er ansat i kommunen eller hos en af kommunen antaget privat leverandør til at yde personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker eller andre aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskeordningen kan ikke udpeges som stemmemodtagere ved en boform eller bolig, hvor de gør tjeneste.

Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at en af stemmemodtagerne udpeges blandt personale ansat i kommunens forvaltning. I tilfælde, hvor begge stemmemodtagere er udpeget blandt de tilforordnede vælgere, skal hver af de to stemmemodtagere så vidt muligt være udpeget af forskellige grupper i Kommunalbestyrelsen.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse af lov om kommunale og regionale valg.
Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i visse boformer og boliger efter lov om social service og boliglovgivningen.
Bekendtgørelse om brevstemmeafgivning i vælgerens hjem.

Økonomiske konsekvenser

Der afholdes udgifter til diæter samt kørselsgodtgørelse.

Tidsplan

Valgsekretariet skriver til partiernes gruppeformænd med en frist på indlevering af navne på de tilforordnede.

Forslag til initiativer til fremme af valgdeltagelsen
Sag nr. 142

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I forlængelse af sag 17 på Kommunalbestyrelsesmødet den 26. januar 2021, forelægges hermed forslag til lokale indsatser til fremme af valgdeltagelsen ved kommunalvalget den 16. november 2021 (KV21).

Indstilling

Staben for Politik og Kommunikation indstiller,

at forslag til lokale indsatser, som beskrevet i sagsfremstillingen, godkendes.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 154:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

På kommunalbestyrelsesmødet i januar 2021 blev det besluttet, at forvaltningen i samarbejde med relevante parter, skulle komme med forslag til lokale indsatser, der kan skabe øget opmærksomhed omkring vigtigheden af at bruge sin stemmeret ved det kommende kommunalvalg, herunder også regionsrådsvalget.

Rødovre Kommune planlægger at iværksætte dels generelle indsatser rettet mod den brede vælgergruppe i Rødovre og dels indsatser særligt rettet mod de vælgergrupper, der har en lav stemmeprocent.

De vælgergrupper, der har en særlig lav valgdeltagelse er bl.a.:

  • Unge mellem 19-21 år (54,1 % ved KV17).
  • Unge mellem 22-29 år (43,4 % ved KV17).
  • Borgere på kontanthjælp (41,9 % ved KV17).
  • Indvandrere - danske og udenlandske statsborgere (37,2 % ved KV17).
  • Efterkommere - danske og udenlandske statsborgere (32,9 % ved KV17).

Til sammenligning var den generelle valgdeltagelse i Rødovre i 2017 på 65 % og på landsplan 70,8 %.

Input fra drøftelser med relevante parter
Gennem de seneste måneder har forvaltningen samarbejdet med bl.a. Udsatterådet og Integrationsrådet for at blive inspireret til konkrete indsatser. I den forbindelse skal nævnes at både Integrationsrådet og Udsatterådet har udtrykt en holdning om ikke at være berøringsangste over for grupperne med lav valgdeltagelse i de forslag der stilles. For den unge vælgergruppe har forvaltningen været i dialog med forskellige unge mennesker, herunder Ungepanelet, som gik positivt og engageret ind i drøftelserne om at få flere unge til at stemme. Derudover har forvaltningen ladet sig inspirere af forskning og erfaringer indsamlet og formidlet af Kommunernes Landsforening (KL).

Samstemmende for forskningen er et overordnet vigtigt budskab om, at det at stemme, er noget danskerne gør i fællesskab. Hvis man har en eller flere at følges med, så er chancen for at man benytter sin stemmeret større. Nogle af initiativerne vil derfor også søge at fremhæve fællesskabsfølelsen. I flere af de foreslåede initiativer er der desuden lagt vægt på et samarbejde med aktører, der har en god kontakt til - eller berøringsflade med grupperne med lav valgdeltagelse.

Selv om indsatserne er opdelt i generelle indsatser og indsatser for grupper med lav valgdeltagelse vil de overlappe på den måde, at flere af de generelle indsatser i sagens natur også vil ramme de forskellige grupper med lav valgdeltagelse, ligesom nogle af initiativerne til grupper med lav valgdeltagelse også vil nå mere generelt ud. I vedlagte notat er alle de nedennævnte foreslåede indsatser beskrevet uddybende.

Forslag til indsatser for grupper med lav stemmeprocent

  • Mobil stemmeboks i jobcenter, uddeling af flyers i jobcenter og digital banner på jobnet med budskab om huske at stemme.
  • Hjælp til formidling af budskabet om at gøre brug af sin stemmeret fra interesserede boligorganisationer i Rødovre, bydelsmødre og headspace
  • Korte speaks til lokale sportsstævner, med budskabet om at gøre brug af sin stemmeret.
  • Budskab om at huske at stemme sendes i e-boks til gruppen af unge mellem 19-29 år.

Forslag til generelle indsatser

  • Rødovre-profil på KL’s kampagnemateriale, så budskabet opleves konkret og relevant for Rødovreborgere.
  • Lokale ambassadører, der med afsæt i Rødovres stærke sammenhold og fællesskaber formidler budskabet om at huske at stemme.
  • Konkret vejledning til hvor og hvordan man stemmer - herunder en opfordring til at følges med familie eller venner.
  • Børnevalg/tegnekonkurrence, hvor tegning afleves ifm. forældrenes stemmeafgivning. Præmie til tre tilfældigt udtrukne tegninger.
  • På kommunens hjemmeside rk.dk vil der henledes fokus på valget med et banner på forsiden, som vil lede videre til de øvrige sider med valginformation. Som noget nyt vil der blive tilføjet information om valghandlingen på flere sprog.
  • På kommunens digitale vejskærme, som findes på Tårnvej og Jyllingevej, vil budskabet om at huske at stemme blive formidlet.
  • Udvidede åbningstider på kommunens faste mobile valgsteder, Ældrecentret Broparken (Rødovre nord) og Cafébiblioteket (Rødovre syd). Der vil på de to mobile valgsteder være åbent fire forskellige dage af 3 timer.
  • Rødovredagen - Budskabet om at huske at stemme vil blive kommunikeret ud på Rødovredagen med brug af KL's kampagnemateriale tilpasset en Rødovre-profil.

Alle de foreslåede indsatser vil blive planlagt og tilrettelagt i overensstemmelse med de til den tid gældende Covid-19 retningslinjer.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

De specifikke indsatser for grupper med lav stemmeprocent finansieres af de afsatte midler under Demokratisk Laboratorium, og de øvrige indsatser finansieres af budgettet til afholdelse af kommunalvalg.

Tidsplan

September – oktober 2021: Detailplanlægning i samarbejde med relevante parter.
Oktober - november 2021: Iværksættelse af indsatser.

Bilag

Bilag 1: Forslag til indsatser til fremme af valgdeltagelsen ved KV21

RAB, afd. Islevvænge - helhedsplan skema B
Sag nr. 143

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Rødovre Almennyttige Boligselskab v/ DAB har ansøgt om godkendelse af skema B vedrørende støtte til gennemførelse af helhedsplan for afdeling 2304, Islevvænge.

Indstilling

Ressource- og Serviceforvaltningen indstiller,

  1. at Skema B for helhedsplanen for RAB, afd. Islevvænge med en samlet anskaffelsessum på 373.986.049 kr. godkendes,
  2. at finansiering med støttet realkreditlån på 184.853.390 kr. og ustøttet realkreditlån på 119.792.659 kr. samt lånoptagelsen i forbindelse hermed godkendes,
  3. at den gennemsnitlige huslejestigning på 17,5% godkendes,
  4. at kommunen yder kapitaltilførsel til medfinansiering af de ustøttede arbejder med 300.000 kr., som indarbejdes i budgettet for 2022 samt
  5. at kommunen yder garanti for den del af de støttede realkreditlån, der skal have garanti ud over 60% af ejendommens værdi.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 25. august 2021, pkt. 155:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen godkendte på sit møde den 29. januar 2019 skema A vedrørende helhedsplanen for Almennyttige Boligselskab, afdeling Islevvænge.

Helhedsplanen omfatter renovering af afdelingens 137 gule rækkehuse beliggende Tårnvej 409-525 og Knudsbølvej 41-102 og 54 røde rækkehuse beliggende Fortvej 20-190.

For de gule rækkehuse omfatter renoveringsarbejderne:

Nyt skifertag og nye lette facadepartier, facade og skorsten udbredes, nye gulve, vægge og lofter, nyt udvidet badeværelse, nyt køkken, nye el-, vand- og varmeinstallationer i køkken og bad samt nyt ventilationsanlæg med varmeflade.

For de røde rækkehuse omfatter renoveringsarbejderne:

Nyt tegltag, nye karnapper, facade og skorsten udbedres, nye døre og vinduer og ovenlysvinduer, nye gulve i køkken og forstue, nyt badeværelse på 1. sal, nyt køkken, nye el-, vand- og varmeinstallationer i køkken og bad samt nyt ventilationsanlæg med varmeflade.

Udover renoveringsarbejderne etableres der 55 tilgængelighedsboliger og 18 nye boligtyper ved ombygning og sammenlægning af eksisterende 27 boliger med henblik på fremtidssikring af afdelingens boliger.

Siden godkendelsen af skema A-projektet har der efter supplerende bygningsundersøgelser vist sig behov for udskiftning af tagene i de røde huse som følge af skimmelsvampeforekomst. Skimmelsvampeproblematikken har være genstand for et længere udredningsforløb med inddragelse af byggesagsmyndigheden i Teknisk Forvaltning og Styrelsen for Patientsikkerhed. Det blev i den forbindelse vurderet, at de konstaterede skimmelsvampeproblemer i store træk stammer fra tagkonstruktionen, hvorfor en gennemgribende renovering af taget er nødvendig. Boligselskabet blev i den forbindelse pålagt at fremskynde udskiftning af taget af hensyn til afhjælpning af indeklimaproblemerne forårsaget af skimmelsvamp. Da tagudskiftning på de røde rækkehuse ikke var indeholdt i den oprindelige helhedsplan for Islevvænge, er helhedsplanen blevet bearbejdet således at tagudskiftningen udføres i forbindelse med de øvrige renoverings- og moderniseringsarbejder.

Geotekniske undersøgelser har endvidere vist behov for yderligere fundering og understøttelse i de gule rækkehuse. Som følge af disse forhold og en række mindre arbejder er den samlede anskaffelsessum steget med 71.427.701 kr.

Udvidelsen af renoveringsprojektet og den heraf følgende huslejestigning har været forlagt for og godkendt af beboerne på et afdelingsmøde og efterfølgende ved urafstemning. En gruppe af beboere klagede til beboerklagenævnet over afstemingstemaet, og at de beboerdemokratiske regler ikke var overholdt. Beboerklagenævnet fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte afstemningen. Økonomiudvalget blev orienteret beboerklagenævnets afgørelse i december 2020.

Den samlede anskaffelsessum for helhedsplanen udgør 373.986.049 kr. og dermed en stigning på 71.427.701 kr. i forhold til skema A, hvor anskaffelsessummen blev godkendt med 302.558.348 kr.

Heraf udgør de støttede arbejder 184.853.390 kr., en stigning på 24.871.219 i forhold til skema A, som finansieres ved optagelse af 30-årigt realkreditlån med kommunal garanti. Landsbyggefonden betaler fuld ydelsesstøtte for det støttede lån og regaranterer for halvdelen af kommunens garantiforpligtelse.

De ustøttede arbejder udgør 189.132.659 kr., en stigning på 46.556.482 kr., som finansieres ved egen trækningsret 27.000.000 kr., fællespuljen 2.740.000 kr., kapitaltilførsel 1.500.000 kr. (hvoraf kommunens andel udgør 1/5 svarende til 300.000 kr.), reguleringskontoen 35.000.000 kr. samt 30-årigt realkreditlån på 119.792.659 kr.

Helhedsplanens gennemførelse medfører en gennemsnitlig lejestigning på 17,5%, som er 5,8 procentpoint mere end ved skema A, hvorefter den gennemsnitlige leje forventes at blive 1.118 kr./m2/år.

I forbindelse med renoveringsarbejderne vil der være behov for genhusning af alle beboerne i perioder på 6-9 måneder. Alle beboerne ønskes genhuset i Rødovre Kommune i en af RABs øvrige afdelinger.

Det bemærkes, at Landsbyggefonden er den primære støttemyndighed i forhold til den støttede del af projektet. Tilsagn gives under forudsætning af kommunens positive indstilling af projektet og at lånoptagelse og huslejeniveau kan godkendes af kommunen. Helhedsplanen er således først endelig godkendt, når Landsbyggefonden har meddelt tilsagn til projektet.

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger § 10 (lejeforhøjelse) § 29 (lånoptagelse) §§ 91,92 og 95 m.fl. (støtte fra Landsbyggefonden).

Landsbyggefondens regulativ om støtte fra Landsbyggefonden, af marts 2015.

Økonomiske konsekvenser

Kommunens garantiforpligtelse har ingen økonomiske konsekvenser. Hvis garantiforpligtelsen udløses vil der være fuld låneadgang til beløbet.

Den kommunale andel af kapitaltilførsel på 300.000 kr. ydes i form af et lån. Beløbet vil blive indarbejdet i kommunens budget 2022.

Tidsplan

Renoveringen forventes påbegyndt i oktober 2021 og forventes afsluttet til september 2025.

Bilag

Bilag 1: Indstillingsskrivelse skema B vedr. Islevvænge med bilag
Bilag 2: Notat med afgørelse BN 14-2020, Islevvænge - beboerdemokrati

Diverse
Sag nr. 144

Beslutningskompetence: KB