Økonomiudvalget

17-09-2025

Medlemmer

Formand Britt Jensen (A)
Birgitte Glifberg (A)
Flemming Lunde Østergaard (A)
Peter Mikkelsen (Ø)
Kim Drejer Nielsen (C)

Fraværende

Birgitte Glifberg (A), sag 170-194

Sager 170 - 194

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 170

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Der er ingen meddelelsespunkter.

Beslutning

Taget til efterretning.

Endelig vedtagelse af tillæg 6 til lokalplan 145 og tilllæg 4 til Kommuneplan 2022
Sag nr. 171

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet den 27. maj 2025, at sende Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 samt Forslag til Tillæg 6 til Lokalplan 145 i offentlig høring. Formålet med tillægene er at lempe, opdatere og/eller præcisere en del af bestemmelserne.

Forslagene har været fremlagt i offentlig høring i otte uger, fra den 4. juni til den 30. juli 2025.

I høringsperioden er der kommet et høringssvar fra Bygningsstyrelsen på vegne af Københavns Vestegns Politi, samt fire høringssvar fra borgere. Høringssvarene har ikke givet anledning til ændring i Lokalplan- eller kommuneplantillæg.

Der er foretaget en præcisering af det som i forslaget blev kaldt ungeboliger, som nu kaldes små boliger. Derudover er der foretaget konsekvensrettelser og redaktionelle rettelse.

Planforslagene indstilles nu til endelig vedtagelse.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 vedtages endeligt

at Tillæg 6 til Lokalplan 145 vedtages endeligt med de ændringer, der fremgår af sagsfremstillingen.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 9. september 2025, pkt. 74:

Anbefales med 3 stemmer for (A) og 1 stemme imod (C). C stemmer imod, idet der ikke ønskes fortætning og grundet politiets høringssvar.

Beslutning

C fremsætter ændringsforslaget:

"Sagen anbefales i det forvaltningen pålægges at gå i dialog med Bygningsstyrelsen/Københavns Vestegns Politi om hensigtsmæssige løsninger, så der ikke vil opstå sikkerhedsmæssige risici for Københavns Vestegns Politis politistation"

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Gartnerbyen er i Helhedsplan for Bykernen og Lokalplan 145, planlagt til fremadrettet at skulle være en attraktiv bykerne, med fokus på at skabe mere byliv i gode og oplevelsesrige byrum.

En byudviklingsvirksomhed har indgivet et forslag til udvikling af Gartnerbyen. Byudviklingsvirksomheden ønsker at bebygge delområde A, C, C1 og G, inden for de byggemuligheder som Lokalplan 145 med tillæg muliggør. Med det fremlagte bebyggelsesforslag, er der konstateret behov for ændringer af lokalplan 145, såvel som Kommuneplan 2022.

Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 og Tillæg 6 til Lokalplan 145 Karrébyen har til formål, at sikre mulighed for opførelse af den sammenhængende byudvikling, der er planlagt for i Lokalplan 145 Karrébyen, nu kaldet Gartnerbyen.

Tillæg 6 til Lokalplan 145

Tillæg 6 til Lokalplan 145 justerer bestemmelser for placering af aktiviteter ved Byhaven. Handel, publikumsorienteret serviceerhverv, liberalt erhverv, mindre værksteder og undervisning koncentreres omkring Byhaven. Dette gøres for at samle aktiviteterne og skabe synergi centralt i området, og skabe mere byliv ved Byhaven.

Parkeringsnormen reduceres fra 1 til 0,9 p-plads pr. etagebolig, og fra 1 til 0,33 p-plads for små boliger. Der reserveres pladser til delebiler, samt muliggøres dobbeltudnyttelse af offentlige parkeringspladser. Baggrunden for denne ændring er en analyse af bilejerskabet blandt beboerne i Gartnerbyen, som sammenholder bilejerskabet og antallet af lejligheder. Analysen viser, at den nuværende parkeringskapacitet overstiger behovet. Ved en reduceret parkeringsnorm sikres en mere behovstilpasset parkering, der understøtter en moderne og bæredygtig mobilitet i området, og reducerer Co2-forbruget til parkeringskældre.

For delområderne C1 og G øges den maksimalt tilladte bygningshøjde fra 6 til 7 etager, på to udvalgte steder. Det er i delområde C1 hvor der planlægges for et selvstændigt ikonbyggeri, samt i delområde G, tættest på Tårnvej. Denne ændring sker for at understøtte visionerne i "Helhedsplan for Bykernen", som blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen i 2017. Planen udpeger Gartnerbyen som en tæt, levende bydel med høj arkitektonisk kvalitet og byrum, der inviterer til ophold og aktivitet.

Ikonbyggeriet gives endvidere en særlig karakter med andre facadematerialer end de øvrige byggerier i Gartnerbyen. Dermed understreges det, at bygningen spiller en særlig rolle i Gartnerbyen. Der bliver bygget mindre boliger end i de andre byggerier, og ikonbyggeriet vil i sit design invitere til at beboerne mødes i stueetagen og ude i Byhaven foran bygningen. Ikonbyggeriet tænkes med disse tiltag at appellere til unge, der lige er flyttet hjemmefra, enlige seniorer, eller andre, der søger et særligt fællesskab.

Byggeriet tættest ved Tårnvej formes, så den skærmer opholdsarealerne mod trafikstøjen. Bygningshøjden tættest på Tårnvej danner positivt modspil til Carlsros højde og lange bygningsform, mens højden mod Borgerhuset harmonerer med netop Borgerhuset. Desuden vælges materialer på bygningen, så de spiller sammen med Borgerhuset.

Tættest på Rådhuset må bebyggelse ikke opføres højere end 3 etager.

I forlængelse af, at den maksimalt tilladte bygningshøjde øges på to udvalgte steder i lokalplanområdet, justeres bestemmelserne for etablering af tagterrasser tilsvarende. Grænsen for, hvornår tagterrasser kan etableres, forhøjes således fra 5. til 6. etage. Denne ændring sker for at sikre rimelige muligheder for etablering af tagterrasser, idet mulighederne ellers ville være meget begrænsede i området.

Bebyggelsen tættest på Tårnvej må gerne opføres højere end 3 etager. Derfor justeres respektzonen på Kortbilag 3. Kortbilag 2 opdateres med udvidet delområde for C1.

Tagfladerne i Delområde A, tættest på Tæbyvej, tillades etableret med taghældning. Derved mimer de taghældningen på bebyggelsen på den nordlige side af Tæbyvej, og området bindes arkitektonisk mere sammen. Den skrå tagform medvirker til at skabe en visuel og skalamæssig overgang mellem den nye bebyggelse og den eksisterende kvarterstruktur, hvilket understøtter en harmonisk integration i bybilledet

Kravet til opholdsareal reduceres fra 40 % til 30 % af etageboligarealet. Dette skal fremme en koncentration af aktivitet i Aage Knudsens Strøg og Byhaven, som tilbyder en bred vifte af muligheder for ophold tæt på boliger og beboere. Fællesskaber i byens rum skaber byliv, og byliv skaber fællesskaber. Byhaven bliver et urbant omdrejningspunkt som i kraft af sin størrelse og indretning kan danne ramme om mange forskellige slags fællesskaber.

Den maksimale afstand fra hoveddør til affaldsø, hvor dagrenovation afleveres, øges fra 75 til 90 meter. Samtidig tillades det, at flere ejendomme kan deles om samme affaldsø. Ved at samle affaldsøernes placering i færre, fælles områder, frigives der arealer, som i stedet kan anvendes til ophold og grønne fællesskabsorienterede funktioner. Dette bidrager til en mere effektiv arealdisponering og understøtter intentionen om at skabe attraktive og funktionelle udendørsarealer i Gartnerbyen.

Samlet set bidrager ændringerne til at skabe et urbant miljø med øget byliv, der understøtter visionen for Gartnerbyen som en attraktiv og dynamisk bydel.

Tillæg 4 til Kommuneplan 2022

Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 er udarbejdet for at danne det nødvendige kommuneplangrundlag for Forslag til Tillæg 6 til Lokalplan 145.

Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 omfatter kommuneplanens rammeområde 5F06 og 5F10 beliggende i Lokalområde 5 Rødovre Øst. I dag gælder følgende forhold:

  • Rammeområde 5F06 udlægger området til blandet bolig og erhverv.
  • Rammeområde 5F10 udlægger området til blandet bolig og erhverv.

Tillægget ændrer følgende:

Rammeområderne 5F06 og 5F10:

Grænsen mellem rammeområde 5F06 og 5F10 flyttes, så rammeområde 5F10 udvides med den sydlige del af matrikel 7ac. Rammeområde 5F06 reduceres tilsvarende. Dermed bliver der direkte overensstemmelse mellem afgrænsningen af kommuneplanens rammeområder og afgrænsningen af lokalplanens delområder.

Rammeområde 5F10:

Kommuneplanens rammebestemmelser for 5F10 ændres som følger:

  • Maksimalt antal etager ændres fra 6 til 7.
  • Der må etableres små boliger. Små boliger skal have en minimumsstørrelse på 40 m2 og en maksimumstørrelse på 44 m2.
  • Parkeringsnormen sænkes fra 1 til 0,9 for etageboligbebyggelse.
  • Parkeringsnormen sænkes fra 1 til 0,33 for små boliger.
  • Der gives mulighed for etablering af delebilsparkeringspladser.
  • Der gives mulighed for dobbeltudnyttelse af offentlige parkeringspladser.
  • Kravet til opholdsareal reduceres fra 40 % til 30 % af etagebolig

Høringssvar til Forslag til Tillæg 4 til Kommuneplan 2022 samt Tillæg 6 til Lokalplan 145.

Lokalplanforslaget har været i offentlig høring i otte uger, fra den 4. juni 2025 til den 30. juli 2025. I perioden er der indkommet fem høringssvar, fra enkeltpersoner og Bygningsstyrelsen på vegne af Københavns Vestegns Politi. Fra enkeltpersonerne drejer høringssvarene sig om reduktion af parkeringspladser, forøgelse af den maksimalt tilladte bygningshøjde og reduktionen i kravet til opholdsareal. Ydermere opponeres der mod, den fortsatte udbygning af Gartnerbyen og huslejeniveauet i de nye boliger.

Bygningsstyrelsen på vegne af Københavns Vestegns Politi, ytrer bekymring for potentielle indbliksgener fra den op til 7 etagers bebyggelse mod Tårnvej.

Høringssvarene i deres helhed ses i Bilag 3.

Høringsskema med forvaltningens kommentarer og svar på høringssvarene ses i Bilag 4.

Høringssvarene giver ikke anledning til ændringer i Tillæg 6 til Lokalplan 145 og Tillæg 4 til Kommuneplan 2022.

Teknisk Forvaltning foreslår en præcisering mht. små boliger.

§ 7.3.1 tilføjes følgende: "Der må etableres små boliger i delområde C1."

Lov- og plangrundlag

Lov om planlægning

Økonomiske konsekvenser

Ingen på sagens nuværende stade

Tidsplan

Endelig vedtagelse - september 2025

Offentliggørelse - oktober 2025

Bilag

Bilag 1: Tillæg 4 til Kommuneplan 2022
Bilag 2: Tillæg 6 til Lokalplan 145
Bilag 3: Svar fra den offentlige høring
Bilag 4: Høringsskema, LP145,6 og KP22,4

Udbudsresultat for vejbelysningen i Rødovre
Sag nr. 172

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Andel Lumen har opsagt den gamle aftale om drift- og vedligehold af vejbelysningen. Som del af opsigelsen af aftalen overtager Rødovre Kommune ejerskabet af vejbelysningsanlægget. Teknisk Forvaltning har gennemført et EU-udbud for drift og vedligehold af vejbelysningen i Rødovre. Resultatet fremlægges for Kommunalbestyrelsen.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at udbudsresultatet tages til orientering,
  2. at der gives en tillægsbevilling på 0,3 mio. kr. i 2025 og 1,1 mio. kr. fra 2026 og fremefter til Teknik- og Miljøudvalget som finansieres af kassebeholdningen til dækning af merudgift til vejbelysning samt
  3. at der gives en tillægsbevilling på 16,7 mio. kr. til Teknik- og Miljøudvalget i 2025, som finansieres af kassebeholdningen til indfrielse af Andel Lumens tilgodehavende i belysningsanlægget.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 9. september 2025, pkt. 79:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Andel Lumen har i december 2024 opsagt kontrakten med Rødovre Kommune om drift af vejbelysningen med 9 måneders varsel til 30. september 2025 jf. KB-Sag nr. 3 på Kommunalbestyrelsens møde den 28. januar 2025.

Teknisk Forvaltning har derfor udbudt driften som et EU-udbud og modtog fire tilbud, hvor pris og kvalitet blev vægtet 50/50. Bravida vandt opgaven med et tilbud på i alt 2.221.603 kr., heraf 439.140 kr. til faste administrative ydelser og 1.782.463 kr. til udbedring af fejl over et år. Beløbet til udbedring af fejl er et gennemsnit og vil variere afhængigt af antallet af fejl. Forvaltningen vurderer, at udbudsresultatet ligger på niveau med, hvad andre kommuner har modtaget af priser i deres udbud af vejbelysningen.

Derudover har Teknisk Forvaltning driftsomkostninger på 50.000 kr. til håndtering af anlægsdata. Det samlede driftsbudget for vejbelysning bliver dermed 2.271.603 kr.

Til sammenligning betaler kommunen i dag ca. 1,2 mio. kr. årligt til Andel Lumen, som dækker både administation, drift og udbedring af fejl.

Forvaltningen anmoder derfor Kommunalbestyrelsen om at hæve driftsbudgettet for vejbelysningen med 1,1 mio. kr. til 2,3 mio. kr. fra 2026 og fremefter.

Andel Lumens tilgodehavende i belysningsanlægget.

Overdragelsen af vejbelysningen medfører yderligere, at Andel Lumens tilgodehavende i belysningsanlægget skal indfries af Rødovre Kommune. Et tilgodehavende der stammer fra en praksis hos det daværende NESA, hvor kommunerne fik reduktion i omkostningerne til nyanlæg, mod at NESA afholdt anlægsinvesteringen og fik et tilgodehavende hos kommunerne.

Andel Lumen har oplyst at pr. 30. september 2025 er beløbet på i alt ca. 16,7 mio. kr.

Andel Lumen har indvilliget i, at betalingen kan udskydes til 30. marts 2026, såfremt kommunen ønsker det, af hensyn til Budget 2025. Beløbet vil så stadig blive forrentet, og vil pr. 30. marts 2026 være i alt ca. 17,2 mio. kr. Beløbene tager udgangspunkt i den nuværende rente.

Overtagelse af privat vejbelysning

Som led i overtagelsen af vejbelysningen på kommunale veje og private fællesveje overtager Rødovre Kommune også en række private belysningsanlæg, da disse er direkte koblet på det offentlige anlæg. Før de kan overdrages til de private ejere (ejerforeninger, kolonihaveforeninger og almene boligselskaber), kræves en fysisk afkobling og etablering af nye målere. Omkostningerne hertil afholdes af Rødovre Kommune i henhold til aftalen med Andel Lumen.

Omfanget af arbejdet afklares med Bravida i 1. kvartal 2026, og udgiften forventes indarbejdet i Budget 2027 i næste års budgetproces.

Indtil de private anlæg er afkoblet, fakturerer Teknisk Forvaltning de private ejere for el, drift og vedligehold efter de hidtidige aftaler overtaget fra Andel Lumen.

Lov- og plangrundlag

Opsigelse af drift- og vedligeholdsaftale om vejbelysning, KB-Sag nr. 3 på Kommunalbestyrelsens møde den 28. januar 2025.

Økonomiske konsekvenser

Andel Lumen opsagde kontrakten med Rødovre Kommune om varetagelsen af vejbelysningen med virkning fra 30. september 2025. Opsigelsen af kontrakten medfører, at kommunen skal betale Andel Lumen et engangsbeløb på 16,7 mio. kr. i september eller udskyde betalingen til marts 2026. Udskydelsen vil medføre en ekstra renteudgift på 0,5 mio. kr. Det anbefales derfor at betale tilgodehavendet i september 2025.

Tidsplan

Kommunen overtager drift og ejerskabet af belysningsanlægget den 1. oktober 2025. Bravida vil pr. den dato påbegynde drift og vedligehold af belysningsanlægget.

I 2027 skal de private belysningsanlæg afkobles fra det kommunale belysningsanlæg

Evaluering af delemobilitet og videreførelse af projektet
Sag nr. 173

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Region Hovedstaden har lavet midtvejsevaluering af delemobilitet med delecykler i Albertslund, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Ishøj, Lyngby-Taarbæk, Rødovre og Vallensbæk. Projektets finansiering udløber i december 2025 og regionen beder de 9 kommuner om at forholde sig til, om de vil finansiere videreførelsen af mobilitetsprojektet i 2026.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

  1. at midtvejsevaluering af delemobilitet med delecykler tages til orientering, samt
  2. at Kommunalbestyrelsen tager stilling til om Rødovre Kommune skal medfinansiere projektet i 2026.


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 9. september 2025, pkt. 80:

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler ikke, at Rødovre Kommune skal medfinansiere projektet i 2026.

Beslutning

Økonomi Udvalget indstiller Teknik- og Miljøudvalget's anbefaling om ikke at medfinansiere projektet i 2026.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune er med i projektet om delemobilitet, som styres og finansieres af Region Hovedstaden. Formålet med projektet er at udbrede et tilbud om delemobilitet uden for den tætte by og samtidig understøtte brugen af kollektiv transport i forstæderne langs Ring 3, hvor den kommende Hovedstadens Letbane åbner i 2025. Projektets finansiering vil løbe til og med 31. december 2025.

Region Hovedstaden har lavet midtvejsevaluering af projektet. Se Bilag 1.

Konklusionerne består af følgende punkter:

Brugsdata viser følgende mønstre for brugen af cyklerne;

  • Antallet af ture af vejrafhængig og brugen faldt i perioden september-december 2024, men steg efterfølgende, så der var dobbelt så mange ture i april 2025, som der var i december 2024.
  • Delecykler er mest i brug til og fra S-togstationer.
  • Størst anvendelse ved steder med mange unge.
  • Mest anvendt i områder med begrænset kollektive trafikforbindelser
  • Delecykler bruges mest om eftermiddagen i myldretiden og om aftenen.
  • For at reducere antallet af efterladte cykler er gebyret for det blevet hævet, samt antallet af hubs er blevet øget i kommunerne.
  • Andelen af efterladte cykler er i projektperioden reduceret med 40% og fortsat nedgående.

Region Hovedstaden har gennemført MEGAFON-undersøgelse blandt et bredt udsnit af borgerne over 18 år i de 9 kommuner. Se Bilag 2.

Undersøgelsen viste, at 90 % af deltagerne med høj sandsynlighed for at bruge delecykler, men kun 33 % følte at de havde kendskab til delecyklerne i projektet. 32 % forventede at de sandsynligvis ville bruge cyklerne i forbindelse med kollektiv trafik - eksempelvis i forbindelse med letbanen, når den begynder at køre med passagerer.

Samlet har der mellem september 2024 og april 2025 været 23.646 ture fordelt på 7.694 brugere. Til sammenligning, så havde Dott 86.000 bruger i København og Frederiksberg i 2023.

I Rødovre er der blevet foretaget 1.244 ture, hvor cyklerne i gennemsnit har været brugt i ca. 16 minutter. Det vurderer Teknisk Forvaltning til at svare til turer på ca. 4 km i gennemsnit.

Brugerne har forskellige muligheder for at betale for deres ture i projektperioden - samlet set har 22% af turene været knyttet til en abonnementsløsning, 60 % har været via engangsbetalinger og 18% har benyttet rabatkoder, som gav en gratis prøvetur på cyklen.

Videreførelse af projektet i 2026

Regionen har i sit projekt indlagt den option, at projektet kan videreføres i 2026, hvis kommunerne står for finansiering af projektet.

Det samlet beløb i 2026 er 2,0 mio. kr., som de 9 kommuner samlet skal lægge i projektet. Fordelingen af de 2,0 mio. kr. er efter befolkningstal. Rødovres andel af befolkningen er ca. 12%, og svarer til en medfinansiering på 232.878 kr. i 2026.

Med det aktuelle niveau af ture vil det offentlig tilskud per tur være 56 kroner for kommunerne ved at aktivere optionen på 2,0 mio. kr. Det forventes, at det månedlige antal af ture vil stige hen over forårs- og sommerperioden i 2026, og at tilskudsbehovet pr. tur vil derved falde.

Region Hovedstaden har i projektet modtaget interessetilkendegivelser fra yderligere tre kommuner ift. deltagelse i projektet i 2026. Det drejer sig om Gentofte, Hvidovre og Rudersdal. Hvis alle tre kommuner træder ind i projektet, reduceres udgifterne til de øvrige kommuner. I Rødovre medfører det, at kommunens andel falder til 8 % af den samlede befolkning og til 162.142 kr. i 2026. Tilsvarende vil Rødovres andel stige, hvis nogle kommuner ikke vælger at deltager i projektet i 2026.

Hvis kommunerne medfinansierer videreførelsen af projektet vil regionen stadig stå for koordinering af aftalen med Dott, som leverer delecyklerne.

Rødovre stillingtagen til projektet

MEGAFON-undersøgelsen viser, at delecykler kan bidrage til øget brug af den kollektive trafik, og et flertal ser det som en del af den grønne dagsorden. Dette passer også med brugsmønstret, hvor der var en overvægt af ture til S-togstationer fra steder med begrænset kollektive forbindelser.

Teknisk Forvaltning vurderer på den baggrund, at delecykler understøtter den kollektiv trafik, samt den har en funktion som alternative til korte bilkørsler.

Kommunernes medfinansiering går til at dække delecykeloperatørens startomkostninger, da konceptet rulles ud til et nyt marked, hvor kundegrundlaget ikke er etableret. Det offentlige tilskud på 56. kr. pr. tur viser i hvilket omfang, at et koncept som delemobilitet vil være en underskudsforretning, når der ikke allerede er et veletableret kundegrundlag. Regionens og kommunens medfinansiering reducerer den finansielle barriere og risiko, som den private operatør har ved at udvide sit område til udenfor København og Frederiksberg.

Selve projektet giver også kommunerne erfaringer med brugen, planlægningen og fordelingen af sådan en mobilitetsløsning, da det antageligt på sigt vil brede sig udenfor København, ligesom det er sket med delebilsløsninger, der startede op inde i København, og har siden det bredt sig videre ud.

Projektet har allerede givet Teknisk Forvaltning nogle erfaringer med brugen og udbredelsen af delecykler i kommunen. Desværre mangler der fortsat erfaringer med, om delecyklerne vil fungere sammen med letbanen, da den først har driftsstart i efteråret 2025. Det vil derfor kun være en kort periode kommunerne kan få erfaringer med brugen af delecykler og letbanen, såfremt løsningen ikke videreføres.

Fordelen ved at videreføre af projektet i 2026 er, at det giver mulighed for indhentning af erfaringer med delecykler og brugen af letbanen. Yderligere vil en forlængelse give større mulighed for, at borgerne lærer systemet bedre at kende, og potentielt skabe kundegrundlaget til at delecyklerne fortsætter efter 2026, uden kommunal medfinansiering. Ulempen er, at der lige nu er en relativ stor kommunal medfinansiering pr. cykeltur ud fra den nuværende brug af systemet.

Indikationerne fra de øvrige kommunerne er, at flertallet er positiv indstillet for at fortsætte projektet, men nogle få vil træde ud af projektet. Der er yderligere dialog med nye kommuner, som kan træde ind stedet for dem, som træder ud af projektet. Det er forskelligt mellem kommunerne, om de har eksisterende bevillinger til at fortsætte projektet, eller om det indgår i kommunens budgetforhandlingerne for 2026.

Lov- og plangrundlag

Delemobilitetsprojekt i Rødovre Kommune, Teknik- og Miljøudvalgets møde den 10. september 2024, punkt 54.

Økonomiske konsekvenser

I 2026 skal de 9 kommuner medfinansiere med 2,0 mio. kr. til projektet. Der er forslået en udgiftsfordeling efter befolkningstal, hvilke gør, at Rødovres andel af de 2,0 mio. kr. er 232.878 kr. Udgiften til medfinansiering i 2026 er en engangsudgift.

Såfremt flere kommuner i 2026 træder ind i projektet, reduceres Rødovres andel af befolkningstallet og dermed udgifterne til medfinansieringen. Tilsvarende vil beløbet stige, hvis nogen kommuner udgår fra projektet.

Teknisk Forvaltning anbefaler, at såfremt Rødovre Kommune beslutter at deltage i medfinansieringen, afsættes der op til 0,3 mio. kr. til formålet og midlerne omprioriteres fra klimahandlingsplanens indsats 15 om omstilling til el-biler, som er finansieret via Budget 2023-midler og indtægter fra elladestandere. Det endelige beløb vil efterfølgende kunne tilpasses, når alle kommunerne har givet tilbagemeldinger på eventuel medfinansiering af projektet i 2026.

Tidsplan

Ved accept af udnyttelsen af optionen i alle 9 kommuner forlænges den nuværende aftale med Dott til udgangen af 2026.

Bilag

Bilag 1: Samlet evaluering 16.05.2025

Differentieret forældrebetaling i forbindelse med den nationale forsøgsordning for skolemad
Sag nr. 174

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen godkendte i august Islev Skoles deltagelse i den nationale forsøgsordning for skolemad 2025-2028. Børne- og Kulturforvaltningen præsenterer nu en model for differentieret forældrebetaling, hvor prisen pr. måltid fjernes for husstande med lav indkomst, som benytter sig af madordningen.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at der indføres et indkomstafhængigt tilskud i forbindelse med den nationale forsøgsordning for skolemad, så prisen pr. måltid fjernes for husstande med en samlet årlig indkomst op til 208.101 kr.  


Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 9. september 2025, pkt. 65:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I august 2025 blev sagen ”Tilmelding til den nationale forsøgsordning for skolemad” politisk behandlet, og Kommunalbestyrelsen godkendte Islev Skoles deltagelse i forsøgsordningen med klassetrinsgruppen ’mellemtrinnet’ og finansieringsmodellen ’forældrebetaling 15 kr.’.

Børne- og Kulturforvaltningen har undersøgt, hvordan andre kommuner, som deltager i den nationale forsøgsordning for skolemad, forholder sig til muligheden for at indføre et differentieret indkomstafhængigt tilskud, så prisen pr. måltid reduceres eller fjernes for husstande med lav indkomst.

Fælles for flere af de deltagende kommuner gælder, at der endnu ikke er truffet en endelig beslutning omkring rammerne. Nogle kommuner har valgt at lægge beslutningen ud til skolebestyrelserne på deres deltagende skoler, som udarbejder principper for hver deres madordning. Andre kommuner har med afsæt i erfaringer fra tidligere skolemadordninger ikke planer om at indføre differentieret forældrebetaling i lyset af henholdsvis størrelsesordenen på forældrebetalingen og de administrative konsekvenser ved at indføre differentiering.

I Rødovre Kommune er der bl.a. differentieret forældrebetaling på børnepasning i dagtilbud og skolefritidsordninger. Forældre kan få fuld eller delvis friplads med afsæt i Børne- og Undervisningsministeriets fripladsskala i dag-, fritids- og klubtilbud m.v. Det betyder, at husstande med en samlet årlig indkomst op til 208.101 kr. får fuld friplads, og at husstande med en samlet årlig indkomst fra 208.101 kr. til 646.499 kr. får delvis friplads.

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller, at der i forbindelse med den nationale forsøgsordning for skolemad indføres en model for differentieret forældrebetaling på linje med den eksisterende praksis i kommunen. Dog anbefaler forvaltningen, at der i forbindelse med skolemadordningen ikke indføres delvis friplads, som vil være bureaukratisk og omstændeligt i praksis – særligt taget i betragtning af at prisen på 15 kr. pr. måltid skolemad ligger væsentlig under taksterne for børnepasning. Samtidig skal det være en forudsætning i samarbejdet med den eksterne leverandør af skolemadordningen, at børnene ikke kan se eller mærke, hvem der modtager tilskud. Således må den differentierede forældrebetaling alene fremgå i forbindelse med forældrenes tilmelding/betaling, typisk i et online system, og ikke komme til udtryk, når maden udleveres til børnene på skolen.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Tilskudsmidlerne kan anvendes til at indføre det differentierede indkomstafhængige tilskud.

Tidsplan

Islev Skole skal senest på første skoledag efter juleferien primo januar 2026 tilbyde skolemad til eleverne på mellemtrinnet.

Anlægsregnskab taekwondohus i Islev
Sag nr. 175

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen har i budgetårene 2020-2022 afsat i alt 15,6 mio. kr. til opførelse af et taekwondohus i Islev. Anlægsregnskab for bevillingen forelægges her til godkendelse. Projektregnskabets resultat er en merudgift på 80.700 kr.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at anlægsregnskabet godkendes samt
  2. at merudgiften på 80.700 kr. finansieres af kassebeholdningen.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 9. september 2025, pkt. 42:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I budgetårene 2020 til 2022 har Kommunalbestyrelsen i alt afsat 15,6 mio. kr. til opførelse af et taekwondohus i Islev, da klubben var vokset ud af deres rammer i kælderen på Islev Skole. Huset er delvist finansieret af idrætspuljen, da klubben ansøgte om midler i budget 2022.

Taekwondohuset er opført som en 2 etagers bygning i den nordlige del af ejendommen Ved Sportspladsen 14 og rummer følgende:

  • entre med plads til sko, overtøj m.v.
  • vindfang ved indgangsdør
  • møderum med plads til max 10 personer
  • to store træningssale med venteareal (10x16 og 10x12 meter)
  • herre og dame omklædning med bad samt forrum til toiletterne
  • to toiletter hvoraf det ene er et handicaptoilet med bademulighed
  • køkken
  • trapperum
  • opholdsrum
  • styrketræningsrum
  • to rengøringsrum
  • et teknikrum.

Udearealer:

Der er etableret niveaufri adgang rundt om hele bygningen. Derudover er der udført jord- og kloakarbejder, belysning og elarbejder samt belægningsarbejder.

Regnskab for bevillingen er opstillet nedenfor:

Anlægsbevilling i alt: 15.639.358 kr.

Forbrug i alt: 15.720.022 kr.

Merforbrug: 80.664 kr.

Merforbruget skyldes, at der var en væsentlig forurening på grunden. Omfanget og omkostningerne forbundet med håndteringen af forureningen var ikke kendt ved projektets start.

Lov- og plangrundlag

Bekendtgørelse om kommunernes budget- og regnskabsvæsen, revision m.v., bilag 1, pkt. 7.2.

Generelle retningslinjer, budgetpublikationen.

Økonomiske konsekvenser

Merudgiften på 80.700 kr. finansieres af kassebeholdningen.

Tidsplan

Ingen.

Udgiftsneutral indtægtsbevilling til fejring af Heerup Museums 25års jubilæum
Sag nr. 176

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Heerup Museum har modtaget tilsagn på kr. 890.000 til fejringen af museets 25års jubilæum med særudstilling og arrangement.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at en udgiftsneutral tillægsbevilling på netto 0 kr. til Kultur- og Fritidsudvalget godkendes. Dette svarer til en udgift og tilhørende indtægt på samlet 890.000 kr. til Heerup Museum.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 9. september 2025, pkt. 43:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Heerup Museum har opnået bevillinger fra ni fonde på et samlet beløb på 890.000 kr. Det drejer sig om følgende fonde: Ny Carlsberg Fondet 150.000 kr., Augustinus Fonden 150.000 kr., Knud Højgaards Fond 75.000 kr., Beckett Fonden 150.000 kr., Axel Muusfeldts Fond 65.000 kr., A P Møllers Fond 100.000 kr., Aage og Johanne Louis Hansens Fond 150.000 kr., Arne v. Schleschs Fonde 20.000 kr., Bestles Fond 30.000 kr.

Midlerne er bevilliget til fejringen af Heerup Museums 25års jubilæum med den tematiske soloudstilling, ’Mands Drøm’, samt et åbningsarrangement lørdag d. 20. september. De eksterne midler vil i forbindelse med udstillingen dække udgifter til bl.a. transport af indlånte kunstværker, honorar til udstillingsarkitekt, udstillingsopbygning samt en formidlingsfilm om Henry Heerup.

Udstillingen åbnes med et folkeligt åbnings- og jubilæumsarrangement med tegnekonkurrence, 'performance-vandringer', loungeområde skabt af unge, guidede rundvisninger og gæsterne kan denne dag opleve vinderen af bagedysten, Terese Sau Hansen, sammensætter en Heerup kage.

Udstillingen ’Mands Drøm’ præsenterer Henry Heerups kunstneriske udvikling gennem maleri, skulptur og grafik. Mange af udstillingens værker vil være fra museets egen samling, både de der dannede grundlaget for museets oprettelse i 2000 og de mange markante nyerhvervelser og donationer, der er kommet til de seneste 25 år. I jubilæumsudstillingen belyses Heerups kunstneriske virke gennem kunstnerens vedvarende undersøgelser af det moderne menneskes tilværelse, såvel de nære erfaringer og relationer som de skelsættende begivenheder og kulturelle strømninger i tiden. I udstillingen indgår ikoniske indlånte kunstværker, som ‘Vanløse Madonna’ og ‘Årstiderne’ side om side med mindre kendte værker for på den måde, at at gøre publikum opmærksomme på den store variation i Heerups samlede værk og de små afvigelselser fra det velkendte.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Den godkendte anvendelse af midlerne har ingen økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune. Der betales fondsmoms af tilskuddet på 17,5 %. Bevillingen vedrører hovedfunktionen 03.35 kulturel virksomhed

Tidsplan

Midlerne forventes brugt i efteråret 2025.

Digitalt valg til Seniorrådsvalg 2026
Sag nr. 177

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger indstilling om, at Seniorrådsvalget 2026 afholdes ved digitalt valg til godkendelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at forslag om afholdelse af Seniorrådsvalg 2026 ved digitalt valg godkendes.


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 9. september 2025, pkt. 69:

Anbefales.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I henhold til ældreloven skal der afholdes valg til Seniorrådet mindst hver fjerde år. Borgere, der er fyldt 60 år og har fast bopæl i kommunen, har valgret og er valgbare til Seniorrådet.

Nationale data viser, at digitale valg i gennemsnit opnår lavere deltagelse end fysiske valg. Men med en række aktive tiltag, der fremmer deltagelse og omfatter plejekrævende borgere, er det forventningen at øge valgdeltagelsen til Seniorrådsvalget i 2026.

Derudover er der en række administrative fordele ved at afholde valget digitalt som færre omkostninger til porto og administration, og øget bæredygtighed blandt andet set i lyset af, at PostNord ophører med postudbringning med udgangen af 2025.

Det er vurderingen, at seniorerne i stigende grad er digitale stærke og klar til at benytte digitale løsninger i deres hverdag. Det forventes, at der er cirka 11.000 stemmeberettigede borgere i kommunen, hvoraf omkring 1.400 forventes at være fritaget for digital post.

Forslaget bygger på grundig dialog med Seniorrådet og erfaringer fra andre kommuner og kombinerer hensynet til borgernes digitale hverdag med krav om demokratisk tilgængelighed og inklusion.

Forslaget omfatter følgende hovedelementer:

  • Digital stemmeafgivelse via Mit‑ID og Digital Post, suppleret med vejledende materiale sendt i e‑Boks til målgruppen (60+).
  • Brevstemmer til borgere uden Digital Post med tilhørende skemabrev.
  • Fælles besøg på plejehjem og hjemmebesøg af repræsentant fra forvaltningen og en repræsentant fra det nuværende Seniorråd, der hjælper borgere med fysisk afgivelse i overensstemmelse med gældende valgregulativ.

Seniorrådet i Rødovre Kommune bakker op om forslaget. Social- og Sundhedsforvaltningen har løbende haft dialog med Seniorrådet og formandskabet, hvor også en konsulent fra Assembly Voting har præsenteret deres digitale valgsystem. Løsningen omfatter digital stemmeafgivelse via Mit‑ID og Digital Post, brevstemme til borgere uden Digital Post, samt mulighed for støtte via hjemmebesøg.

Forvaltningen er i dialog med Seniorrådet om en tidsplan for det kommende valg, og er i gang med en kommunikationsplan for at udbrede oplysninger til borgerne om den ændrede valgmetode og for at skabe opmærksomhed om valget, så flest mulige afgiver deres stemme.

Lov- og plangrundlag

Ældreloven § 36.

Økonomiske konsekvenser

Udgifter til afvikling af valget afholdes indenfor ældre- og omsorgsområdets budget.   

Tidsplan

Den foreløbige tidsplan er:
- Kandidatopstilling starter i midten af november 2025.

- Den digitale afstemningsperiode er 30 dage, og afsluttes i starten af februar 2026.

Den endelige tidsplan fastsættes efter indgåelse af aftale med leverandør af digitalt valg.

Danmarkskortet over Ankestyrelsens omgørelsesprocenter for socialområdet
Sag nr. 178

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger danmarkskortet med opgørelse af omgørelsesprocenter for det samlede socialområde, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet. Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget samt Beskæftigelsesudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at danmarkskortet 2024 på det samlede socialområde, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet forelægges til orientering. 


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 9. september 2025, pkt. 68:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Hvert år i juni måned offentliggør Social- og Boligministeriet danmarkskortet, der viser omgørelsesprocenterne for de sager i kommunerne, som Ankestyrelsen har stadfæstet, hjemvist eller ændret på det samlede socialområde, voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet. At sagerne bliver stadfæstet betyder, at Ankestyrelsen godkender kommunens afgørelse. Omgjort betyder, at kommunens afgørelse ændres/ophæves eller hjemvises til ny behandling i kommunen. Danmarkskort for hvert af de tre områder er vedlagt som bilag til mødesagen.

Siden 2018 har kommunerne været forpligtet til at behandle danmarkskortet på et kommunalbestyrelsesmøde. Ved lov nr. 912 af 21. juni 2022, der trådte i kraft den 1. juli 2022, blev kravene til kommunernes behandling af danmarkskortet skærpet, da kommunalbestyrelserne fremadrettet skulle tage stilling til, hvorvidt der er behov for at udarbejde en handlingsplan til at styrke den juridiske kvalitet i kommunernes sagsbehandling.

Denne skærpelse af reglerne er rullet tilbage ved lov nr. 1686 af 30. december 2024. Det betyder, at kommunalbestyrelsen fra 1. januar 2025 alene er forpligtet til at behandle danmarkskortet på et kommunalbestyrelsesmøde, inden udgangen af det år, hvor danmarkskortet over omgørelsesprocenter på socialområdet er offentliggjort. Social- og Sundhedsforvaltningen har valgt, at der sammen med danmarkskortet forelægges en beskrivelse af eventuelle tiltag på baggrund af resultaterne i danmarkskortet.

Det samlede socialområde

På det samlede socialområde for Rødovre Kommune behandlede Ankestyrelsen i 2024 74 sager i forhold til 127 sager i 2023. I 46 af sagerne har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 62 %. Omgørelsesprocenten for 2023 var 36 %. På landsplan ligger omgørelsesprocenten på 44,9 %.

Syv af sagerne vedrører "Tabt arbejdsfortjeneste", der hører til børnehandicapområdet. 22 af sagerne vedrører "Hjælpemidler", hvor syv af sagerne blev stadfæstet, og 15 sager blev hjemvist til fornyet behandling i kommunen.

Der er iværksat flere forskellige tiltag i Visitationen i Ældre og Omsorg med henblik på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen inden for hjælpemiddelområdet. Dette gælder bl.a. tilsyn ved BDO og gennemgang af afgørelser fra Ankestyrelsen på ledelsesniveau. Særligt tilsynet fra BDO peger på udfordringer med sagsoplysning inden for hjælpemiddelområdet, hvilket kan føre til omgørelser i form af hjemvisninger. Der er udarbejdet en handleplan for visitationen med særligt fokus på sagsbehandlingsprocesser og kompetencer til faglig analyse og udredning til kvalificering af afgørelser.

Voksenhandicapområdet

På voksenhandicapområdet har Ankestyrelsen behandlet seks sager fra Rødovre Kommune i 2024 i forhold til 15 sager i 2023. I to af sagerne har Ankestyrelsen omgjort kommunens afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 33 % i 2024. Omgørelsesprocenten var i 2023 på 53 %. Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenten var i 2024 på 40 %. Omgørelsesprocenten for Rødovre ligger således under landsgennemsnittet, og der er sket en væsentlig forbedring i forhold til 2023. De seks sager vedrører ledsageordning og merudgifter.

Visitationen i Ældre og Omsorg har på baggrund af den høje omgørelsesprocent i 2023 arbejdet med mere struktur på de faglige drøftelser og opmærksomhed på oplysning og dokumentation. Samtidig har der på de faglige møder været fokus på den udfordring, der kan være med divergerende faglige vurderinger mellem egen læge og kommunens lægekonsulent. Det vil fortsat være et fokus fremadrettet. Ældre og Omsorg vil samtidig fortsætte med at gennemgå sagerne systematisk for at tage ved lære af Ankestyrelsens afgørelser.

Børnehandicapområdet

På børnehandicapområdet har Ankestyrelsen behandlet 18 sager fra Rødovre Kommune i 2024 i forhold til 23 sager i 2023. I 14 af sagerne har Ankestyrelsen omgjort Rødovre Kommunes afgørelse. Det giver en omgørelsesprocent på 78 % i 2024 i forhold til en omgørelsesprocent på 48 % i 2023. Landsgennemsnittet for omgørelsesprocenten var i 2024 på 49 %. De omgjorte sager er alle blevet sendt til fornyet behandling i kommunen. Der er således ikke nogen af sagerne, der er blevet ændret eller ophævet af Ankestyrelsen. Tre af sagerne vedrører "Afløsning/aflastning", otte sager vedrører "Merudgifter" og syv sager vedrører "Tabt arbejdsfortjeneste".

En så høj omgørelsesprocent er ikke tilfredsstillende. Social- og Sundhedsforvaltningen ser på situationen med stor alvor, og fortsætter det omfattende arbejde med at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på børnehandicapområdet med udgangspunkt i udviklingsplanen fra det netop afsluttede Taskforce-forløb på børnehandicapområdet såvel som et styrket samarbejde med borgerrådgiveren om juridisk kompetenceudvikling. Forvaltningens initiativer på børnehandicapområdet er beskrevet mere detaljeret i mødesag behandlet på Social- og Sundhedsudvalgsmøde den 9. september (sag nr. 66) om den afsluttende rapport fra det to-årige Taskforceforløb på børnehandicapområdet.

Social- og Sundhedsforvaltningen vil på Social- og Sundhedsudvalgsmødet give eksempler på nogle af Ankestyrelsens omgørelser på børnehandicapområdet i anonymiseret form.

Lov- og plangrundlag

Retssikkerhedsloven § 79.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Danmarkskortet over Ankestyrelsens opgørelse over omgørelsesprocenter på socialområdet

Orientering om sundhedsprofil for børn født i 2023 samt børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i 2023/24
Sag nr. 179

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger rapporterne "Sundhedsprofil for børn og unge født år 2023" samt "Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/24" til orientering.

Sagen behandles samtidig i Social- og Sundhedsudvalget, Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at "Sundhedsprofil for børn og unge født år 2023" samt "Sundhedsprofil for Børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/24" tages til efterretning


Beslutning fra Social- og Sundhedsudvalget, 9. september 2025, pkt. 70:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning fra Børne- og Skoleudvalget, 9. september 2025, pkt. 66:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 9. september 2025, pkt. 45:

Indstilles taget til efterretning.

Beslutning

Indstilles taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommune deltager hvert år i det tværkommunale samarbejde Databasen Børns Sundhed, som drives af Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet. 33 kommuner indgår i samarbejdet, som har til formål at skabe viden om børns sundhed og trivsel samt understøtte udviklingen af kvalitet i sundhedsplejen.

Som en del af samarbejdet udarbejdes årligt to sundhedsprofiler (vedlagt som bilag):

Sundhedsprofil for børn født i 2023 (bilag 1)

Denne rapport bygger på data fra sundhedsplejens journaler, som udfyldes ved fire sundhedsplejerskebesøg inden for barnets første leveår. Sundhedsprofilen indhenter data fra to journalsystemer, henholdsvis Solteq Sund-journalsystem og NOVAX-journalsystem. Sundhedsplejen i Rødovre Kommune anvender Solteq Sund-journalsystemet.
Sundhedsprofilen viser, at der for nogle faktorer er variation i registreringerne mellem de to journalsystemer. Disse forskelle er også observeret de tidligere år, og kan f.eks. skyldes forskellige registreringsfelter i systemerne.

I 2023 indgår i alt 21.521 børn i sundhedsprofilen fordelt på 33 kommuner. Fra Rødovre Kommune indgår data om 538 børn. Rapporten belyser blandt andet amning, søvn, vægt og vækst, motorik, psykisk trivsel i familien og forældre-barn-relationen. Resultaterne bidrager med vigtig viden om småbørns sundhed og trivsel og danner baggrund for den forebyggende indsats i de tidlige leveår.

Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/2024 (bilag 2)

Denne rapport bygger på data fra de lovpligtige helbredsundersøgelser i indskoling (0. klasse) og udskoling (9. klasse).

I skoleåret 2023/24 har 22 kommuner leveret data ind til sundhedsprofilen. I alt har 11.355 børn deltaget i indskolingsundersøgelsen (458 fra Rødovre) og 10.406 unge har deltaget i udskolingsundersøgelsen (370 fra Rødovre).

Sundhedsprofilen giver et indblik i børn og unges trivsel, mentale sundhed, sociale relationer, sundhedsvaner og risikoadfærd og udfyldes af sundhedsplejen i dialog med barnet/den unge. Resultaterne anvendes til at følge udviklingen over tid og identificere relevante indsatsområder.
Ved fortolkning af sundhedsprofilernes resultater er det vigtigt at være opmærksom på, at forskelle mellem kommunerne ikke alene afspejler forskelle i børn og unges sundhedstilstand, men også kan skyldes variationer i befolkningssammensætningen og forskelle i registreringspraksis. Data bør derfor ses som et grundlag for dialog og refleksion og ikke endegyldige konklusioner.

Kommende landsdækkende database
Regioners Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), Danske Regioner, Statens Institut for Folkesundhed (SIF), Sundhedsdatastyrelsen, Databasen Børns Sundhed og Kommunernes Landsforening samarbejder lige nu om at udvikle Landsdækkende Database for Børn og Unges sundhed (LDBU), som i fremtiden skal ensrette og samle udvalgt data fra den kommunale sundhedspleje. Den nationale database er undervejs.

Udvalgte resultater for Sundhedsprofil for børn født i 2023

Sundhedsplejen spiller en central rolle i at støtte småbørnsfamilier i barnets første leveår og skabe grundlag for tidlig opsporing og forebyggelse. Et tæt samarbejde med forældrene i denne periode giver mulighed for at opdage udfordringer tidligt og understøtte en tryg start på barnets liv.

  • 1,6 % af børnene i Rødovre Kommune er udsat for tobaksrøg i hjemmet. Denne andel er 3,3 % i hele populationen og 3,7 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
  • 12,3 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til motorisk udvikling ved mindst to besøg i det første leveår. Denne andel er 5,8 % i hele populationen og 8,4 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
  • 12,7 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til søvnen ved mindst ét besøg i det første leveår. Denne andel er 12,0 % i hele populationen og 18,8 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.
  • 5,0 % af børnene i Rødovre Kommune har bemærkninger* til uro og gråd ved mindst ét besøg i det første leveår. Denne andel er 6,5 % blandt kommunerne, der anvender Solteq Sund-journalerne.

Udvalgte resultater for Sundhedsprofil for børn og unge ind- og udskolingsundersøgt i skoleåret 2023/2024

Sundhedsprofilen viser, at de fleste børn og unge i Rødovre Kommune fortsat trives og har sunde relationer. I både ind- og udskoling vurderer et stort flertal af eleverne, at de er glade, har det godt, og har god kontakt til jævnaldrende. For eksempel angiver 95 % af eleverne i indskolingsundersøgelsen, at være meget glad/glad.

Indskoling (0. klasse)

  • 18,0 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune har overvægt eller svær overvægt. I hele populationen er andelen 13,5 %.
  • 6,3 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune vurderer, at de generelt trives dårligt. I hele populationen er andelen 4,9 %.
  • 8,0 % af indskolingsbørnene i Rødovre Kommune vurderer, at de trives dårligt i skolen. I hele populationen er denne andel 10,6 %.

Udskolingen (9. klasse)

  • 9,3 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til alkohol. Denne andel er 8,4 % i hele populationen.
  • 5,9 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til rygning. Denne andel er 3,8 % i hele populationen.
  • 16,6 % af de unge i Rødovre Kommune har overvægt eller svær overvægt. I hele populationen er andelen af unge med overvægt/svær overvægt 16,3 %.
  • 3,3 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til trivslen i hjemmet. I hele populationen er denne andel 5,0 %.
  • 3,9 % af de unge i Rødovre Kommune har en bemærkning* til trivslen i skolen. Denne andel er 5,4 % blandt undersøgelsens øvrige kommuner, der laver udskolingsundersøgelsen blandt 9. klasseselever.

*En ”bemærkning” betyder, at sundhedsplejersken vurderer, at der er en udvikling hos barnet, der ikke er alderssvarende, eller forhold, der kræver yderligere observation, undersøgelse eller henvisning til et relevant kommunalt tilbud eller til yderligere udredning i almen praksis.

Den ledende sundhedsplejerske deltager på mødet i Social- og Sundhedsudvalget og præsenterer hovedresultaterne mundtligt. Børne- og Skoleudvalget samt Kultur- og Fritidsudvalget modtager sagen som en skriftlig orientering.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Sundhedsprofil for børn født i 2023
Bilag 2: Rødovre Rapport

Udlejningsaftale for AKB, afdeling Espegården
Sag nr. 180

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Boligselskabet AKB, Rødovre har fremsendt et udkast til udlejningsaftale for afdeling Espegården til Kommunalbestyrelsens godkendelse.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

at udkast til udlejningsaftalen for afdeling Espegården godkendes.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen har den 28. maj 2024, sagsnr. 103, godkendt skema B for nybyggeriet, som kommer til at bestå af 8 almene familieboliger og 34 almene ungdomsboliger. Afdelingen får navnet 15-4 Espegården og er beliggende på Rødovre Parkvej 425, 2610 Rødovre.

Visionen for projektet er at skabe boliger, som giver unge en tryg start på voksenlivet, hvor fællesskabet er centralt for afdelingen. Dette er i tråd med Rødovrestrategien 2025-2028 om at styrke sociale fællesskaber med boliger og forskellige boformer til socialt udsatte borgere.

Byggeriet indeholder både familie- og ungdomsboliger, og Rødovre Kommune har været i dialog med AKB Rødovre v./KAB om anvisningsretten og udlejningsaftalen.

AKB Rødovre v/KAB har den 27. maj 2025 fremsendt udkast til en udlejningsaftale til Kommunalbestyrelsens godkendelse, jf. bilag 1.

Ungdomsboliger

Den berettigede personkreds til ungdomsboligerne er unge uddannelsessøgende og andre unge med et særligt behov.

I udlejningsaftalen lægges der op til, at 2/3 af ungdomsboligerne går til kommunens boliganvisning. Den sidste 1/3 af ungdomsboligerne vil AKB Rødovre udleje til unge under uddannelse. Der er fortrinsret til boligsøgende med bopæl i kommunen, og boligerne udlejes efter anciennitet.

På skema B-niveau er den foreløbige husleje beregnet til 1.282 kr./m2 eksl. forbrug svarende til en månedlig husleje på ca. 3.418 kr. Ungdomsbidraget er fratrukket i denne huslejeberegning.

Familieboliger

For de 8 almene familieboliger vil Rødovre Kommune have anvisningsretten for alle boligerne. Boligerne påtænkes også til anvendelse eliteidrætsudøvere i henhold til Rødovre Kommunes idrætspolitik.

På skema B-niveau er den foreløbig husleje beregnet til 1.398 kr./m2 eksl. forbrug, svarende til en månedlig husleje på ca. 5070 kr.

Social vicevært

For at sikre, at unge med et særligt behov er engagerede og deltager i fællesskabet, pågår der også drøftelser om ansættelse af en social vicevært, så de unge får støtte til at gennemføre en uddannelse. Social og Boligministeriet påtænker at åbne en pulje til økonomisk tilskud til ansættelse af en social vicevært. Der er to ansøgningsrunder i år 2025 og 2028. De nærmere ansøgningskriterier, betingelser og ansøgningsperiode er endnu ikke oplyst, og derfor vides det ikke, om projektet vil opnå støtte til en social vicevært.

Der er nedsat en arbejdsgruppe til drøftelse af rammerne for fællesskabet i afdelingen og beboernes engagement i det, herunder den sociale viceværts rolle.

Lov- og plangrundlag

Almenboliglovens § 59

Økonomiske konsekvenser

For de boliger, som kommunen har anvisningsret til, dvs. de 8 almene familieboliger og 2/3 af ungdomsboligerne skal kommunen betale leje fra det tidspunkt, hvor boligen står til rådighed for kommunen og indtil udlejning sker. Derudover garanterer kommunen for boligtagerens kontraktmæssige forpligtelser til istandsættelse af boligen ved fraflytning.

Tidsplan

Aftalen er gældende for 4 år og evalueres i forbindelse med det årlige styringsdialogmøde. Det forventes, at afdelingen går i drift maj 2026.

AKB Rødovre vil påbegynde annoncering for boligerne efteråret 2025.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Udkast til udlejningsaftalen

Udlejningsaftale for RKE, afdeling Rødkløveren
Sag nr. 181

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Boligselskabet RKE, afdeling Rødkløveren, har fremsendt et udkast til udlejningsaftale for afdeling Rødkløveren til Kommunalbestyrelsens godkendelse.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

at godkende udkast til udlejningsaftale for afdeling Rødkløveren.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Afdeling Rødkløveren er et seniorbofællesskab med 18 2-rums boliger med en størrelse mellem 67,5-84,5 m2 beliggende på Vamdrupvej 6 A-E og Vamdrupvej 10 A-F, 2610 Rødovre.

Fællesarealer består af et køkken med tilhørende stor opholdsstue, hvor der er plads til forskellige aktiviteter samt fællesmøder/fællesspisning. Aktiviteterne går på fællesspisning på bestemte dage, påske- og julefrokost, fælles nytår, eftermiddagskaffe, international pandekagedag mv. Der arrangeres også udflugter ud af byen. Der er månedlige møder i bofællesskabet, havedag samt to årlige hovedrengøringer af fællesarealer.

Der er behov for revidering af gældende aftale. KAB har derfor på vegne af RKE, afdeling Rødkløveren den 26. maj 2025 sendt udkast til en udlejningsaftale for afdelingen, jf. bilag 1, til godkendelse hos Kommunalbestyrelsen.

Målgruppen for seniorbofællesskabet er seniorer over 50 år uden hjemmeboende børn, som ser bofællesskabet som en boform, hvor man kan være sammen med andre, men også være sig selv. Bofællesskabet er forpligtende på den måde, at beboerne skal udvise omsorg og støtte og deltage aktivt i fællesskabet.

For at blive optaget som ny beboer i bofællesskabet fører KAB en generel venteliste og en godkendt venteliste. Den godkendte liste består af 4-5 ansøgere. Når der bliver en plads ledig på den godkendte liste, udsender KAB en invitation til de første 10 på den generelle venteliste med højst anciennitet. De vil blive oplyst om processen for at komme på den godkendte venteliste.

Kriterierne for at komme på den godkendte liste er, at vedkommende skal deltage i en rundvisning, et informationsmøde og have en samtale med ventelisteudvalget. Derudover skal vedkommende tilslutte sig bofællesskabets formål, husorden og værdigrundlag.

Ventelisteudvalget består af minimum to beboere udpeget af seniorbofællesskabet og en repræsentant for boligorganisationen, der ikke bor i bofællesskabet. Ventelisteudvalgets rolle er i samråd med KAB at stå for rundvisning og have samtaler med den boligsøgende med henblik på at godkende eller afvise vedkommende til den godkendte venteliste.

Bofællesskabet inviterer de godkendte ansøgere til fællesarrangementer i løbet af året med henblik på at få afstemt forventninger til hinanden.

Ledige boliger i bofællesskabet anvises efter følgende kriterier, som skal være opfyldt ved indflytning:

  • Ansøgere eller evt. ægtefælle/partner skal være fyldt 50 år for at blive godkendt til seniorbofællesskab.
  • Ansøgere må ikke have hjemmeboende børn.
  • Godkendte ansøgere, der har deltaget aktivt til fællesarrangementer inden for det seneste år, har fortrinsret.

Ud fra beboernes nuværende aldersfordeling er der behov for at sikre en bredere aldersfordeling. Der lægges op til, at 3/4 af den godkendte liste vil bestå af ansøgere under 65 år på optagningstidspunktet, og 1/4 af den godkendte venteliste består af ansøgere over 65 år på optagningstidspunktet.

Organisationsbestyrelsen har godkendt aftalen den 17. juni 2025.

Der har tidligere ikke været kommunal anvisning til seniorbofællesskabet, og der lægges op til i aftalen, at der fortsat ikke skal være kommunal anvisning. Det vil ikke være hensigtsmæssigt i forhold til principperne om fællesskabet, og at godkendte ansøgere løbende inviteres og deltager aktivt til fællesarrangementer.

Forvaltningen anbefaler, at udkastet til aftalen godkendes.

Lov- og plangrundlag

Almenboliglovens § 51a.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen økonomiske konsekvenser for kommunen.

Tidsplan

Aftalen træder i kraft ved underskrift og er gældende frem til udgangen af 2029.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Udlejningsaftale for afdeling Rødkløveren

Godkendelse af låneoptagelse i RKE, afdeling Krogsbæk
Sag nr. 182

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

KAB har på vegne af Boligselskabet RKE, afdeling Krogsbæk, sendt en ansøgning om godkendelse til låneoptagelse til brug for udskiftning af tag, renovering af kloakrør og efterisolering. Projektet vil medføre en huslejestigning på ca. 19%, som skal godkendes af Kommunalbestyrelsen.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

at godkende låneoptagelsen på 20.598.219 kr. til renoveringsprojektet i afdeling Krogsbæk med den dertilhørende huslejestigning.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

KAB har på vegne af RKE, afdeling Krogsbæk, den 30. juni 2025 sendt en ansøgning om godkendelse af låneoptagelse til brug for tagudskiftning, renovering af kloakrør og efterisolering af gavle, jf. bilag 1.

Forvaltningen har fået delegeret kompetence til at træffe afgørelser om låneoptagelse, som giver en huslejestigning på op til 15%. Låneoptagelser, som medfører en huslejestigning på mere end 15% skal godkendes af Kommunalbestyrelsen.

Afdeling Krogsbæk er opført som rækkehusbebyggelse med 41 boliger og er beliggende på Horsevænget 210-290, 2610 Rødovre.

De samlede udgifter til projektet inkl. 10% til uforudsete udgifter vil løbe op i 28.398.219 kr. Finansieringen er følgende:

Egenfinansiering 5.500.000 kr.

Egen trækningsret fra Landsbyggefonden 2.300.000 kr.

30-årigt realkreditlån 20.598.219 kr.

I alt 28.398.219 kr.

Huslejen er i dag 925 kr./m2, som efter arbejderne vil stige med 19,96%. Huslejen vil derefter udgøre 1.110 kr./m2.

Det forventes, at byggestart vil være september 2026, og arbejdet vil være afsluttet maj 2027.

Organisationsbestyrelsen har godkendt projektet og finansiering den 17. juni 2025, og beboerne har på et afdelingsmøde den 26. juni 2025 godkendt projektet.

Det kan oplyses, at afdelingen har en bevaringsværdi i kategori 3, hvilket betyder, at væsentlige forandringer på bygningen ikke må finde sted uden Kommunalbestyrelsens godkendelse. Boligselskabet har en dialog med Teknisk Forvaltning herom med henblik på at få en godkendelse til foretage de ønskede renoveringsarbejder.

Forvaltningen anbefaler godkendelse af låneoptagelse, finansieringen og den heraf følgende huslejekonsekvens til det ansøgte renoveringsprojekt.

Lov- og plangrundlag

Almenboliglovens § 29.

Økonomiske konsekvenser

Der er ingen bevilligsmæssige konsekvenser for kommunen.

Bilag

Bilag 1: Bilag 1 - Ansøgning om låneoptagelse

Revideret måltal for sygefravær 2025-2026
Sag nr. 183

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Måltallet for sygefravær har været uændret en årrække. En opdatering gør måltallet relevant og realistisk. Måltallet fastsættes for 2025 og 2026 med en revision i efteråret 2026 med nyt måltal for 2027-2028. Forslaget følger af en forstærket indsats om systematiske indsatser til nedbringelse af sygefravær, herunder som følge af et særligt projekt "Sammen om Nærværet" støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering med 2,8 mio kroner i 2025-2026.

Indstilling

Staben for Økonomi og Personale indstiller,

at måltallet for sygefravær ændres til 5,3 % for Rødovre Kommune samlet.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Måltallet er i dag 4,5 % for Rødovre Kommune, og har været det en årrække, uanset at det faktiske niveau har ligget på cirka 6 % i nogle år. Måltallet på 4,5 % er fastsat før Coronaperioden, og det virker i praksis ikke motiverende med et mål, som ikke kan opnås indenfor et til to år, og Økonomiudvalget har bedt om forslag til nyt måltal for sygefravær.  

Med afsæt i det faktiske fravær, foreslås måltallet revideret så det bliver 5,3 % for Rødovre Kommune samlet for 2025 og 2026. Det er lavere end det faktiske fravær hos omegnskommunerne (KRL 2024), og det er fortsat et ambitiøst mål.

Med et samlet måltal for kommunen på 5,3 % ændres måltallene for Social- og Sundhedsforvaltningen og Børne- og Kulturforvaltningen til 5,5 %, Teknisk forvaltning til 4,7 % og stabene fastholdes på 2 % som hidtil.

Der skal stadig arbejdes i områder og afdelinger, og på tværs fortsættes arbejdet med de igangsatte initiativer. Ved den halvårlige arbejdsmiljøkonference den 10. september 2025 er teamet forebyggelse og opfølgning på sygefravær og de initiativer, som er igangsat via ”Sammen om Nærværet”.

Ved at skifte fra et stationært mål til et dynamisk, understøttes en positiv opmærksomhed på sammenhæng mellem indsatser og effekt. Samtidig fortsættes indsatserne som projektinitiativer under ”Sammen om Nærværet” (STAR-støttet projekt) og de indsatser, som støttes via det styrkede arbejdsmiljøteam i Løn og Personale, via den særlige arbejdsmiljøpulje på 0,5 millioner kroner og via de 1,5 millioner kroner, som fra 2025 er afsat til rekrutterings- og tilknytningsinitiativer. Endelig er der også indsatser, som drives via Sundhedsordningen for Rødovre Kommune.

En fornyet vurdering af måltallet sker medio 2026 med måltal for 2027-2028 med indstilling til Økonomiudvalget.

Bilag

Bilag 1: Måltal sygefravær 2025f

Huslejefastsættelse 2026 - Slotsherrens Vænge 6, Ældreboligerne Broparken, Ældrecenter Broparken og Ørbygård
Sag nr. 184

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger huslejefastsættelse i 2026 for Slotsherrens Vænge 6, Ældreboligerne Broparken, Ældrecenter Broparken og Ørbygård til godkendelse.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at huslejen i 2026 på 1.021 kr. pr. m2 pr. år på Ældreboligerne Broparken, 1.590 kr. pr. m2 pr. år på Ældrecentret Broparken, 1.478 kr. pr. m2 pr. år på Slotsherrens Vænge 6 og 1.354 kr. pr. m2 pr. år på Ørbygård godkendes.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

DAB har fremsendt budgetforslag 2026 for Ældreboligerne Broparken, Ældrecentret Broparken, Slotsherrens Vænge 6 og Ørbygård.

Af budgetforslagene fremgår det:

  • at budgettet for Ældreboligerne øges med 185.000 kr. fra 3.799.000 kr. i 2025 til 3.984.000 kr. i 2026. Det medfører en stigning i huslejen på 4,98 pct. fra 972 kr. pr. m2 pr. år i 2025 til 1.021 kr. pr. m2 pr. år i 2026. Stigningen skyldes tilbagebetalinger på lån til projekt om udskiftning af vandinstallationer i 2021-2023. Som omtalt på Kommunalbestyrelsens møde den 25. februar 2025 (sag nr. 28) har afdelingen på et ekstraordinært afdelingsmøde den 16. december 2024 vedtaget et projekt om udskiftning af vinduer, som vil medføre senere huslejestigning. Vinduerne er meget medtagede og er tæt på umulige at tætne. Projektet er sat i gang i 2025. Vinduesudskiftningen vil medføre en senere huslejestigning (Bilag 1).
  • at budgettet for Ældrecentret reduceres med 91.000 kr. fra 8.548.000 kr. i 2025 til 8.457.000 kr. i 2026. Det medfører ingen ændringer i huslejen, som er på 1.590 kr. pr. m2 pr. år. Det reducerede budget skyldes tilpasning til forbrug i tidligere år og skyldes primært færre udgifter til vand, energi og renholdelse, mens budgettet til nettokapitaludgifter, renovation, vedligeholdelse og forbedringsarbejder er øget (Bilag 2).
  • at budgettet for Slotsherrens Vænge 6 øges med 153.000 kr. fra 5.978.000 kr. i 2025 til 6.131.000 kr. i 2026. Huslejen er uændret på 1.478 kr. pr. m2 pr. år, da stigningen i budgettet dækkes af ordinære indtægter. Der er en stigning i nettokapitaludgifterne, renholdelse, bidrag til boligorganisation og henlæggelse til planlagt vedligeholdelse, men færre udgifter til forsikringer og energiforbrug (Bilag 3).
  • at budgettet for Ørbygård øges med 368.000 kr. fra 8.046.000 kr. i 2025 til 8.414.000 kr. i 2026. Det betyder en huslejestigning på tre pct. fra 1.315 kr. pr. m2 pr. år i 2025 til 1.354 kr. pr. m2 pr. år i 2026. Det skyldes øgede nettokapitaludgifter og udgifter til renholdelse, forsikringer, bidrag til boligorganisation og vedligeholdelse, mens der er færre udgifter til energi (Bilag 4).

Lov- og plangrundlag

Lov om almene boliger.

Økonomiske konsekvenser

Da huslejen er en omkostningsbestemt husleje, er der ingen kommunaløkonomiske konsekvenser. Afdelingernes budget er indarbejdet i budgetforslag 2026.

Tidsplan

Huslejerne varsles med tre måneders varsel til ikrafttræden den 1. januar 2026.

Bilag

Bilag 1: Budget 2026 - 3015 Ældreboligerne Broparken
Bilag 2: Budget 2026 - 3054 Ældrecentret Broparken
Bilag 3: Budget 2026 - 3064 Slotsherrens Vænge 6
Bilag 4: Budget 2026 - 3071 Plejehjemmet Ørbygård, boliger

Udpegning af tilforordnede til at forestå valg i borgernes eget hjem
Sag nr. 185

Beslutningskompetence: KB.

Sagens kerne

Til Kommunal- og regionrådsvalget den 18. november 2025 skal der udpeges et antal tilforordnede vælgere til at forestå valghandlingen i vælgernes eget hjem samt visse boformer efter lov om social service, herunder pleje- og ældreboliger.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

  1. at A - Socialdemokratiet indstiller 5 tilforordnede,
  2. at C - Det Konservative Folkeparti indstiller 3 tilforordnede,
  3. at F - Socialistisk Folkeparti indstiller 1 tilforordnet,
  4. at Ø - Enhedslisten indstiller 1 tilforordnet og
  5. at Staben for Politik, Strategi og Digitalisering udpeger eventuelt nødvendige stemmemodtagere blandt kommunens ansatte.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Brevstemmer, som afgives i vælgernes hjem samt i visse boformer, skal afgives til 2 stemmemodtagere. Såfremt de 2 stemmemodtagere, som sammen tager ud for at tage imod brevstemmer, begge er udpeget blandt de tilforordnede vælgere, skal stemmemodtagerne så vidt muligt være udpeget af forskellige grupper i Kommunalbestyrelsen.

Der er i januar 2024 indført hjemmel til, at hvervet som stemmemodtager i vælgernes hjem samt i visse boformer kan varetages af 2 stemmemodtagere, der enten er ansatte i kommunen, på institutionen eller er tilforordnede vælgere. De ansatte, der udpeges som stemmemodtagere behøver ikke at være bosat i kommunen. Det er dermed ikke længere et krav, at mindst én af de 2 stemmemodtagere er udpeget blandt de tilforordnede vælgere. Staben foreslår på den baggrund, at nødvendige stemmemodtagere udpeges blandt kommunens personale, i fald det enten ikke er muligt for partierne at udpege det nødvendige antal tilforordnede, eller hvis de politisk udpegede tilforordnede ikke har mulighed for at udføre hvervet på de givne datoer.

Lovgivningen indeholder begrænsninger til, hvem der kan udpeges som stemmemodtager ved brevstemmeafgivning i vælgernes hjem samt i visse boformer:

  • Kandidater til valget (eller kandidatens ægtefælle, samlever eller anden nærtstående) kan ikke udpeges som stemmemodtagere.
  • Personer, der yder personlig og praktisk hjælp m.v. i hjemmet, samt hjemmesygeplejersker og andre aktivt udøvende i hjemmesygeplejerskeordningen kan ikke udpeges til at varetage hvervet som stemmemodtager i vælgerens hjem eller, der hvor de gør tjeneste.

Lov- og plangrundlag

Lov om Kommunale og regionale valg

Ændring af styrelsesvedtægten 2. behandling
Sag nr. 186

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Ændring af styrelsesvedtægten for Rødovre Kommune (1. behandling) blev godkendt af Kommunalbestyrelsen den 26. august 2025 (punkt 141), hvorved det blev godkendt, at borgmesteren indskrives som det faste medlem af det regionale sundhedsråd, og at det samtidig indskrives, at stedfortræder for borgmesteren i sundhedsrådet er formanden for Social- og Sundhedsudvalget. Ændringer i styrelsesvedtægten skal ifølge styrelseslovens regler behandles to gange, og ved denne sag skal 2. behandlingen foretages.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

  1. at det godkendes, at styrelsesvedtægten ændres således, at borgmesteren indskrives som kommunens faste medlem af det regionale sundhedsråd,
  2. at det godkendes, at styrelsesvedtægten ændres således, at det indskrives, at stedfortræder for borgmesteren i sundhedsrådet er formanden for Social- og Sundhedsudvalget,
  3. at det godkendes, at det vedrørende Social- og Sundhedsudvalget i styrelsesvedtægtens § 16, stk. 2, ændres fra nuværende tekst "overførselsindkomster (førtidspension og fleksjob) til "overførselsindkomster, herunder førtidspension" samt
  4. at det godkendes, at i det vedrørende Beskæftigelsesudvalget i styrelsesvedtægtens § 17 stk. 2, tilføjes et nyt punkt "overførsler og refusioner vedrørende sygedagpenge og fleksjob".

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Sundhedsreformen medfører, at der pr. 1. januar 2026 nedsættes nye regionale sundhedsråd med både regionale og kommunale medlemmer. Hver kommune i et sundhedsråds område skal udpege et politisk medlem til rådet. Kommuner under 80.000 indbyggere, herunder Rødovre, har én repræsentant. Ifølge de nye regler skal Kommunalbestyrelsen beslutte, om kommunens medlem skal være borgmesteren eller en udvalgsformand med ansvar for sundhedsområdet. Denne beslutning skal indsættes i kommunens styrelsesvedtægt inden valget i november 2025.

Den kommunale repræsentation i sundhedsrådet skal fastlægges i styrelsesvedtægten forud for kommunalvalget og skal fremgå heraf senest den 1. november 2025. Beslutningen er bindende og kan ikke omgøres i forbindelse med konstitueringen. Der kan ske udpegning af enten borgmesteren eller udvalgsformand. Det bemærkes, at et kommunalt medlem, der er udpeget til det forberedende sundhedsråd, ikke er undergivet Kommunalbestyrelsens instruktionsbeføjelse. Såvel KL som KKR anbefaler, at det er borgmesteren, der sidder som den kommunale repræsentant i sundhedsrådet.

Rødovre Kommunes nuværende styrelsesvedtægt indeholder ingen bestemmelser om sundhedsrådet. For at opfylde lovkravet og sikre kontinuitet indstilles det, at borgmesteren bliver kommunens faste repræsentant. Borgmesteren har det overordnede ansvar og erfaring fra tværgående samarbejder, hvilket gør borgmesteren til et naturligt valg som fast medlem. Samtidig ønskes det at udpege formanden for Social- og Sundhedsudvalget som stedfortræder for borgmesteren. Social- og Sundhedsudvalget varetager kommunens opgaver inden for sundhed, omsorg og psykiatri og dets formand er derfor en oplagt stedfortræder, hvis behovet opstår.

Det foreslås at indsætte følgende nye bestemmelse i styrelsesvedtægtens kapitel II, fx som § 5a, der fastlægger kommunens repræsentation i sundhedsrådet:

“Rødovre Kommunes repræsentant i det regionale sundhedsråd er borgmesteren. Stedfortræder for borgmesteren i sundhedsrådet er formanden for Social- og Sundhedsudvalget.”

De kommunale repræsentanter i sundhedsrådene er valgt for hele funktionsperioden fra 2026 til 2029.

Styrelsesvedtægten blev godkendt (1. behandlet) på møde i Kommunalbestyrelsen den 26. august 2025 (pkt. nr. 141).

Lov- og plangrundlag

Kommunalbestyrelsen er forpligtet til at fastlægge kommunens styrelsesform og udvalgsstruktur i en styrelsesvedtægt, jf. § 2, stk. 2 i Lov om kommunernes styrelse. Ændringer af styrelsesvedtægten skal behandles to gange i Kommunalbestyrelsen med mindst 6 dages mellemrum. Med vedtagelsen af Lov nr. 699 af 20. juni 2025 om overgangen til en ny sundhedsstruktur er det bestemt, at kommunerne inden kommunalvalget 2025 skal indsætte en bestemmelse i styrelsesvedtægten om, hvilket kommunalbestyrelsesmedlem der fremadrettet har sæde i sundhedsrådet. Rødovre Kommune skal således træffe beslutning om dette og indarbejde det i styrelsesvedtægten i overensstemmelse med de nye regler. Valget står mellem borgmesteren eller en udvalgsformand på sundhedsområdet. Beslutningen forankres i styrelsesvedtægten for at give offentligheden indsigt og sikre klar sammenhæng med kommunens politiske struktur.

Økonomiske konsekvenser

Der vurderes ikke at være økonomiske konsekvenser for Rødovre Kommune ved denne ændring. Deltagelse i sundhedsrådet honoreres af regionen, og kommunens repræsentant modtager samme vederlag som regionale medlemmer, finansieret af regionen. En borgmester vil som fuldt aflønnet i forvejen ikke modtage noget særskilt vederlag for at repræsentere kommunen. Hvis en udvalgsformand bliver kommunens medlem, afholdes vederlaget ligeledes af regionen, og der påføres således ikke kommunen yderligere udgift.

Tidsplan

Forslag til ændring i styrelsesvedtægten foreligges herved til 2. behandling og endelig godkendelse. Herefter vil den vedtagne styrelsesvedtægt blive offentliggjort og anmeldt til Ankestyrelsen. Ændringen træder i kraft når styrelsesvedtægten er offentliggjort og senest pr. 1. november 2025 i overensstemmelse med den nationale frist.

Bilag

Bilag 1: Ny styrelsesvedtægt Rødovre Kommune 1 behandling august 2025 - 1-08-25

Svar på initiativforslag fra SF - Forslag om stop for indkøb af turbokyllinger
Sag nr. 187

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen besluttede den 17. juni 2025, at forslaget fra SF om et stop for indkøb af turbokyllinger skulle belyses yderligere i relation til kommunens nyligt vedtagne indkøbspolitik. På baggrund heraf, redegør Staben for Økonomi og Personale for arbejdet med bæredygtighed og dyrevelfærd i kommunens indkøb.

Indstilling

Staben for Økonomi og Personale indstiller,

  1. at forvaltningen fortsætter implementeringen af kommunens indkøbspolitik om bæredygtige indkøb samt
  2. at forvaltningen iværksætter initiativer for at fremme viden og øge andelen af økologiske og hjerte-kyllinger.

Beslutning

Punkt 1: Godkendt.

A fremsætter ændringsforslag til punkt 2:
"At forvaltningen iværksætter initiativer for at fremme viden og øge andelen af kødprodukter med dyrevelfærdshjerter og økologi generelt - herunder fokus på at minimere indkøb af de såkaldte turbokyllinger."

Godkendt.

Sagsfremstilling

Kommunalbestyrelsen vedtog på mødet 29. april 2025 en ny indkøbspolitik for Rødovre Kommune. Den nye indkøbspolitik har tre fokusområder:

  1. Bæredygtige indkøb, med fokus på at nedbringe klimabelastningen: Indkøbspolitikken understøtter kommunens klimahandlingsplan, hvor målet er at opnå 70% CO2-reduktion i 2030,
  2. Socialt ansvarlige indkøb, med fokus på at anvende sociale klausuler og styrke indsatsen mod social dumping,
  3. Effektive indkøb, med fokus på at understøtte en effektiv drift og opnå mest mulig værdi for pengene

Der er særligt fokus på bæredygtige indkøb og indsatserne knyttet hertil.

I Rødovre Kommunes indkøbspolitik fremgår det således at:

Rødovre Kommune vil gøre det nemmere at træffe bæredygtige valg

  • Vi stiller information til rådighed for indkøberne, så det bliver nemmere at træffe bæredygtige valg. Det sker særligt i forbindelse med implementering af nye indkøbsaftaler.

Det fremgår ligeledes af indkøbspolitikken at:

Rødovre Kommune vil købe flere klimavenlige fødevarer

  • Vi sikrer at medarbejdere som køber fødevarer har viden og kompetencer til at træffe det bæredygtige valg, som derigennem fremmer efterspørgslen på markedet generelt.

Kommunen har igennem lang tid haft fokus på bæredygtige fødevareindkøb. Det er sket igennem et samarbejde på tværs af organisationen, hvor der er brugt ressourcer på information og uddannelse til ledere og indkøbere på institutionerne. Herigennem er det lykkedes at opnå en meget høj grad af økologi i indkøbene, som eksempelvis udgør 78% af fødevareindkøbene i daginstitutionerne. Dette er lykkedes selvom institutionerne i dagligdagen har mange hensyn, der skal tages, når der købes fødevarer. Det kan, udover økologi, være allergier, religion, kostråd, dyrevelfærd, økonomi. Kommunens ledere og indkøbere har bevist, at de kan gå forrest, selvom der er tale om svære prioriteringer.

Bæredygtige valg på køb af kyllinger

Et stærkt fokus på at nedbringe og begrænse indkøbet af turbokyllinger passer med målsætningerne i kommunens indkøbspolitik, da det vil sikre bedre dyrevelfærd og en mere bæredygtig kyllingeproduktion. Den fortsatte implementering af indkøbspolitikken vil understøtte indkøbere og ledere i at træffe bæredygtige valg, herunder færre indkøb af turbokylling.

Samtidigt arbejdes der med at forbedre kommunens indkøbsaftaler og samarbejdet med eksterne leverandører styrkes med henblik på at nå kommunens målsætninger om bæredygtighed. I den forbindelse kan det oplyses, at Det Danske Madhus per 1. maj i år har stoppet brugen af turbokyllinger i deres retter. Det betyder, at levering af mad til visiterede borgere i eget hjem i Rødovre Kommune allerede i dag er uden brug af turbokyllinger.

I forhold til kommunens egen madproduktion er denne bundet op på aftalen fra Staten og Kommunernes Indkøbsservice (SKI), hvor Hørkram er fødevareleverandør. I denne aftale indgår forskellige former for kylling. Kommunen er forpligtet til at handle fødevarer hos Hørkram indtil aftalen udløber primo 2028.

Det er muligt for kommunens institutioner på flere områder at indkøbe kylling, der ikke er turbokylling på den nuværende aftale. Sortimentet er dog begrænset, indtil aftalen genudbydes. Der vil derfor være udfordringer med at finde egnede kyllingeprodukter som erstatningsvarer. Særligt vil det være svært at finde kødpålæg af kylling, hvor udvalget er meget lille på aftalen og i markedet generelt. Ved bestilling kan indkøberne filtrere søgeresultaterne efter økologisk kylling eller kylling med henholdsvis 1, 2, eller 3 hjerter. Ved anvendelse af filtreringsmulighederne får man mulighed for at købe produkter, der ikke indeholder turbokylling. Forvaltningen vil løbende arbejde med uddannelse og information til kommunens indkøbere, så dyrevelfærd og økologi bliver valgt til, hvor det er muligt.

Stab for Økonomi og Personale forventer, at SKI i det næste udbud vil give mulighed for at vælge et sortiment uden turbokylling. Det vurderes, at kommunen indtil da kan nå langt med udfasningen igennem uddannelse og information, ligesom det er lykkedes med økologi.

Det må forventes, at et øjeblikkeligt stop for indkøb af turbokyllinger vil medføre, at kyllingeretter i nogen grad vil blive erstattet med eksempelvis svinekød eller oksekød. Dette skyldes, at tilgængeligheden af produkter, der ikke er turbo-kylling, stadig er begrænset på kommunens fødevareaftale og i markedet generelt. Dette kan have en negativ klimaeffekt, da svinekød og oksekød udleder mere CO2 end kyllingekød. Det vil også gøre det sværere for kommunens institutioner at foretage de nødvendige prioriteringer mellem de mange forskellige hensyn.

Staben vurderer, at problemstillingerne vil blive reduceret efterhånden som flere produkter uden turbokylling bliver tilgængelige på markedet og på kommunens indkøbsaftale.

Ved et øjeblikkeligt stop for indkøb af turbokylling vil der være en risiko for, at ledere og indkøbere oftere er nødt til at handle uden for kommunens indkøbsaftale.

Den tekniske understøttelse af at et stop for indkøbene af turbokylling vil først komme helt på plads, når SKI aftalen genudbydes. Det fulde sortiment, herunder turbokyllinger, vil fortsat være tilgængeligt for kommunens institutioner i den resterende aftaleperiode. Forvaltningen vil derfor fremadrettet arbejde videre med at understøtte bæredygtige indkøb gennem vejledning og uddannelse til kommunens indkøbere indenfor rammerne af indkøbspolitikken.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes Indkøbspolitik.

Anlægsbevilling – Ny hjemmeside/intranet platform
Sag nr. 188

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I Budget 2025 er der afsat 1,7 mio. kroner til anskaffelse af ny platform til Rødovre Kommunes hjemmeside (rk.dk) og intranet (RK-Intra). Der ansøges om en frigivelse af anlægsbevillingen til anskaffelsen.

Indstilling

Staben for Politik, Strategi og Digitalisering indstiller,

at det godkendes, at der gives en anlægsbevilling på 1,7 mio. kroner til Økonomiudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 1,7 mio. kroner i 2025 til ’Digital servicestrategi - ny hjemmeside/intranet platform’.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

I budgettet for 2025 er der afsat 1,7 mio. kroner til anskaffelse af ny platform til Rødovre Kommunes hjemmeside (rk.dk) og intranet (RK-Intra).

Der er et ønske om at opdatere og modernisere rk.dk og RK-Intra for at give borgere og medarbejdere den bedst mulige brugeroplevelse og sikre let adgang til information og selvbetjeningsløsninger.

Der har i foråret og sommeren 2025 været gennemført en afklaringsfase, der i september skal munde ud i en beslutning om fremtidig platform for hjemmeside og intranet. Afklaringsfasen har bl.a. bestået af leverandørbesøg fra tre toneangivende leverandører af hjemmesideløsninger på det kommunale marked, behovsafklaringer for hjemmeside og intranet i forvaltninger og stabe, samt deltagelse på et temamøde om hjemmesiden i opgaveudvalget for digitalisering.

Fase 2 i projektet starter i oktober og skal implementere en fremtidig platform for hjemmesiden inden fase 3 i 2026 skal gøre det samme for intranettet.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Udgiften på 1,7 mio. kroner vedrører hovedfunktion 06 45 Administrativ Organisation.

Tidsplan

September 2025: Beslutning om fremtidig platform for rk.dk og RK-Intra.

Q4 2025-Q1 2026: Implementering af ny hjemmeside.

Q2 2026-Q3 2026: Implementering af nyt intranet.

Økonomisk Oversigt - september 2025
Sag nr. 189

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Økonomisk Oversigt til septembermøderækken præsenterer den aktuelle forventning til regnskabet for 2025 på baggrund af opdaterede forudsætninger.

Indstilling

Staben for Økonomi og Personale indstiller,

at Økonomisk Oversigt tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Opfølgningen på forbruget i 2025 viser en forventning om at kommunens samlede driftsudgifter i 2025 bliver 42,3 mio. kr. højere end det aktuelle (korrigerede) budget. Det svarer til en afvigelse på 1,2 pct. af det samlede aktuelle nettodriftsbudget.

Det forventede merforbrug på driften skyldes altovervejende, at der på området for Tilbud til børn og unge med særlige behov under Social- og Sundhedsudvalget, forventes merudgifter på 27 mio. kr., mens der på Folkeskolen m.m. under Børne- og Skoleudvalget forventes merudgifter på 16,3 mio. kr. Desuden forventes merudgifter på 7,5 mio. kr. på Tilbud til ældre under Social- og Sundhedsudvalget og merudgifter på 6,4 mio. kr.
på Fritidsfaciliteter under Kultur- og Fritidsudvalget.

Der forventes mindreudgifter på 5,3 mio. kr. under Økonomiudvalget. Der er meldt et mindreudgifter på 7,1 mio. kr. ind på sanktionspuljen, da puljen kan udmøntes til at imødegå merudgifter på service under Rødovre Kommunes andre udvalg.

Der forventes merudgifter på 9,0 mio. kr. til Førtidspensioner og personlige tillæg under Social- og Sundhedsudvalget på baggrund af forbruget i årets første måneder. Det modsvares dog af mindreudgifter på 14,5 mio. kr. til indkomstoverførsler under Beskæftigelsesudvalget. Desuden forventes der merindtægter på 10,0 mio. kr. fra den centrale refusionsordning.

Kommunens samlede anlægsudgifter forventes at udvise et merforbrug på skattefinansieret anlæg på 0,8 mio. kr. Forventningen er inklusive anlægsstyringssagen i juni, hvor blandt andet budget til ombygning af Valhøj Skole og ny materielgård flyttes til senere år. På brugerfinansieret anlæg forventes et mindreforbrug på 73,2 mio. kr.

Likviditet

Den gennemsnitlige likviditet over de seneste 365 dage udgjorde ultimo juli 394,8 mio. kr., hvilket er en forbedring på 11,2 mio. kr. siden sidste opfølgning og over den politiske målsætning på 150 mio. kr.

Likviditeten forventes at udgøre 429,1 mio. kr. ultimo juli 2026.

Lov- og plangrundlag

Principper for Økonomistyring.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Økonomisk Oversigt - september (bilag)

Diverse
Sag nr. 190

Beslutningskompetence: ØU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Underskriftsside
Sag nr. 191

Beslutningskompetence: ØU

Indstilling

Forvaltningen indstiller,

at Økonomiudvalget godkender protokollen.

Beslutning

Protokollen blev underskrevet.

Sagsfremstilling

Økonomiudvalget skal efter oplæsning af beslutningerne godkende beslutningsprotokollen. For at godkende beslutningsprotokollen skal hvert medlem underskrive ved at trykke "Godkend".

Lukket punkt: Garanti for forhøjet byggekredit til Rødovre Affald og Genbrug samt køb af areal
Sag nr. 192

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Indstilles godkendt.

Lukket punkt: Status på Linex-Bygning
Sag nr. 193

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Punkt 1: Indstilles godkendt.

Punkt 2: Indstilles ikke godkendt.

Lukket punkt: Diverse - lukket
Sag nr. 194

Beslutningskompetence: ØU

Beslutning

Taget til efterretning.