Børne- og Skoleudvalget

09-06-2020

Medlemmer

Annie Arnoldsen Petersen (A)
Ahmed H. Dhaqane (A)
Kenneth Rasmussen (F)
Kim Drejer Nielsen (C)
Formand Flemming Lunde Østergaard (A)

Sager 50 - 63

Fold alle ud

Meddelelser
Sag nr. 50

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Oversigt fremlægges til orientering.

  1. Status på COVID-19
  2. Oversigt over indkomne love og bekendtgørelser

Indstilling

Meddelsespunkter forelægges til orientering.

Beslutning

Taget til efterretning.

Bilag

Bilag 1: Nyhedsliste for perioden 17. april 2020 til 27. maj 2020

Anlægsbevilling - ombygning af håndværk og design Tinderhøj
Sag nr. 51

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sagen vedrører ombygning af håndværk og design-lokalerne på Tinderhøj Skole, for en bedre udnyttelse og sammenhæng mellem lokalerne.

Der ansøges om en anlægsbevilling på 1 mio. kr.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at forslag og tidsplan godkendes,
  2. at projektet varetages af Teknisk Forvaltning samt
  3. at der gives en anlægsbevilling på 1 mio. kr. til Børne- og Skoleudvalget, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb på 1. mio. kr. i 2020 til Tinderhøj Skole ombygning af håndværk og design.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Håndværk og design er et forholdsvist nyt fag, som bygger på traditioner fra sløjd og håndarbejde (med hvert sit faglokale). Håndværk og design består af langt flere elementer end sløjd og håndarbejde, og der stilles andre krav til faget. Dette kræver en anderledes indretning af lokalerne.

På Tinderhøj Skole er lokalerne ikke tidssvarende. En ombygning er nødvendig for, at læringsmiljøet kan understøtte fagets kompetencemål bedst muligt.

For at skabe bedre sammenhæng mellem de nuværende lokaler foreslås det at nedlægge det gamle kantinekøkken samt gangen. Dette vil give en gennemsigtighed mellem lokalerne samt mulighed for at skabe et male- og vådrum i det gamle kantinekøkken. Det gamle køkken er oplagt at benytte til denne funktion, da vådrummet stiller krav til bl.a. håndvaske og flader, som tåler vand.

Sammenfatning af forslag:

  • Samling af lokalerne
  • Skabe gennemsigtighed mellem rummene
  • Indretning af vådrum.

Der henvises til sag på den lukkede dagsorden vedrørende godkendelse af entreprenørlisten.

Lov- og plangrundlag

Rødovre Kommunes byggestyringsregler.

Økonomiske konsekvenser

Der er i investeringsoversigten i budget 2020 afsat 1.000.000 kr. til ombygning af håndværk og design på Tinderhøj Skole. Der søges om en anlægsbevilling på 1.000.000 kr. til ombygning af håndværk og design på Tinderhøj Skole, som finansieres af det afsatte rådighedsbeløb i 2020.

Udgiften vedrører hovedfunktion 03.22 Folkeskoler.

Tidsplan

Projektering og udbud: september-oktober 2020

Udførelse: november 2020

Ibrugtagning: primo 2021.

Bilag

Bilag 1: Bevillingsoplæg (åben dagsorden) Tinderhøj Skole - Ombygning af Håndværk & Design
Bilag 2: Skitse

Omlægning af strukturgrupperne på dagtilbudsområdet - genoptaget efter høring
Sag nr. 52

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Genoptaget efter høring.

Børne- og Kulturforvaltningen har fremlagt forslag til ændret organisering af kommunens tre strukturgrupper i dagtilbuddene Nyager, Islemark og Elvergården. Der er fem pladser i hver strukturgruppe. Strukturgrupperne er gruppetilbud til børn med et specialpædagogisk behov under dagtilbudsloven. Der opleves i dag organisatoriske og faglige udfordringer i to af de tre gruppetilbud, samt udfordring med de fysiske rammer.

I denne sag har Børne- og Kulturforvaltningen foreslået en ændret organisering, så ni strukturgruppepladser fra Børnehuset Islemark og Børnehuset Elvergården flyttes til Børneinstitutionen Rønneholm. Strukturgruppen i Børnehaven Nyager opretholdes og øges fra fem til seks pladser.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at strukturgrupperne i Børnehuset Islemark og Børnehuset Elvergården pr. 31. august 2020 lukkes
  2. at der pr. 1. september etableres et specialpædagogisk tilbud i Børneinstitutionen Rønneholm med ni pladser, samt
  3. at strukturgruppen i Børnehaven Nyager opretholdes som specialpædagogisk tilbud og opnormeres fra fem til seks pladser pr. 1. september 2020.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Dagtilbudsområdet i Rødovre Kommune har de seneste år oplevet en stigning i antal børn, der har behov for specialpædagogiske indsatser. Dagtilbudsområdet har analyseret det specialiserede område for 0-6-årige og set på, om en ændret organisering kan skabe bedre kvalitet i tilbuddene til børn med specialpædagogiske behov inden for den eksisterende budgetramme.

Sagen om strukturgrupper blev fremlagt på Børne- og Skoleudvalgsmødet den 14. april 2020, hvor den blev besluttet sendt i høring hos MED-udvalg og forældrebestyrelser i de fire berørte dagtilbud samt hos de faglige organisationer FOA og BUPL.

Der er i alt indkommet fem høringssvar. Svarene er indkommet fra FOA, BUPL, MED-udvalget i Børnehuset Elvergården, MED-udvalget i Børneinstitutionen Rønneholm samt forældrebestyrelsen i Børneinstitutionen Rønneholm. Alle fem svar er positivt indstillet over for en omlægning af strukturgrupperne. BUPL spørger ind til om antallet af pladser i Nyager og Rønneholm justeres med omlægningen af strukturgrupperne.

Der vil fortsat være 15 strukturgruppepladser i kommunen. Det betyder, at der pr. 1. september vil være ni strukturpladser i Rønneholm og seks strukturpladser i Nyager. Tilbuddene omorganiseres og budgettet i de implicerede institutioner tilpasses med udgangspunkt i dagtilbudsområdets tildelingsmodel. Ledelsen i Nyager og Rønneholm er løbende i dialog med forvaltningen om eventuelle justeringer i børnetallet, så der sikres plads til alle børn og deraf følgende kvalitet.

Det skal endvidere bemærkes, at der er planlagt fælles personaleudvikling i begge institutioner, så de samlede personalegrupper kan sikre et godt børnemiljø for alle børn.

De nuværende faste medarbejdere i strukturgrupperne vil forud for flytningen den 1. september 2020 blive inddraget i forberedelserne til den nye opgave. Det bemærkes, at der i de seneste par måneder er ansat flere nye medarbejdere, som er bekendt med den forventede omlægning af strukturtilbuddene.

På baggrund af de indkomne meget positive høringssvar vil forvaltningen, såfremt sagen godkendes politisk, fortsætte den planlagte omlægningsproces, så Rønneholm og Nyager er klar til at modtage børn i strukturgrupperne den 1. september 2020.

Begge fremtidige strukturtilbud vil tage stilling til, om tilbuddet skal skifte navn.

Lov- og plangrundlag

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud mv. til børn og unge.

Økonomiske konsekvenser

Der ændres ikke på serviceniveauet i strukturtilbuddene. Strukturgruppebudgettet fra Islemark og Elvergården følger med pladserne til Rønneholm og Nyager.  

Ombygning, indretning og indkøb af inventar i forbindelse med opstart af ny organisering vil blive afholdt inden for Dagtilbudsområdets samlede budgetramme.

Tidsplan

Inden 15. august 2020: Forældre, børn og personale fra Elvergården og Islemark på besøg i Rønneholm.

Juni-august 2020: Ombygning og indretning i Rønneholm.

August 2020: Fælles personalearrangement for personalet i Rønneholm og Nyager.

1. september 2020: Åbning af tilbuddet i Rønneholm og udvidelse af antallet af pladser i Nyager.

Bilag

Bilag 1: Høringssvar
Bilag 2: Sammenlægning af Børneinstitutionen Regnbuen og Børneinstitutionen Æblehaven

Sammenlægning af Børneinstitutionen Regnbuen og Børneinstitutionen Æblehaven - genoptaget efter høring
Sag nr. 53

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Sag om sammenlægning af Børneinstitutionen Æblehaven og Børneinstitutionen Regnbuen pr. 1. juli 2020 genoptaget efter høring.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at Børneinstitutionen Æblehaven og Børneinstitutionen Regnbuen sammenlægges ledelsesmæssigt, administrativt og økonomisk fra den 1. juli 2020
  2. at sammenlægningsprocessen fortsættes i efteråret 2020 i et samarbejde mellem et nyt fælles MED-udvalg, en ny fælles forældrebestyrelse, institutionens ledelse og forvaltningen samt
  3. at den fysiske sammenlægning træder i kraft senest den 1. januar 2021.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Børne- og Skoleudvalget besluttede i august 2003, at konkrete sager om sammenlægning af geografisk tæt placerede daginstitutioner skulle forelægges udvalget i takt med, at mulighederne opstod. Lederen af Børneinstitutionen Regnbuen fratrådte med udgangen af november 2019 sin stilling. I den forbindelse blev lederen af Børneinstitutionen Æblehaven konstitueret som leder af Regnbuen med den opgave, at igangsætte en proces, der skulle se på, hvordan de to institutioner kunne sammenlægges. Institutionerne er placeret med 130 meters afstand, og begge institutioner er integrerede. Regnbuen er i dag normeret til 50 børn, og Æblehaven er normeret til 62 børn.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler en sammenlægning af Regnbuen og Æblehaven fordi, at der er gode erfaringer med, at større og mere robuste institutioner har væsentligt bedre forudsætninger for en fortsat udvikling af den pædagogiske kvalitet for Rødovres børn. En større institution sikrer, at der er fuld ledelsestid og ressourcer til faglig ledelse. Når flere uddannede medarbejdere samles, kan de bedre udvikle den pædagogiske praksis og indsatsen for børn i udsatte positioner. Endelig er en større institution mindre økonomisk sårbar for udsving i børnetal og sygefravær blandt personalet. En større institution fordelt i to huse kan endvidere sikre det lille og trygge børnemiljø i den større institution.

Sagen om sammenlægning, behandlet på Børne- og Skoleudvalgsmødet den 14. april 2020, har nu været i høring hos forældrebestyrelserne og personalegrupperne i de to institutioner samt hos de faglige organisationer BUPL og FOA. På baggrund af høringssvarene har forvaltningen foreslået nogle justeringer i forhold til den oprindelige sag.

Justering af tidsplan:

I flere af høringssvarene er der en opmærksomhed på, hvordan der sikres fortsat tryghed og forudsigelighed for børn, forældre og personale i forbindelse med en sammenlægning pr. 1. juli 2020. Ikke mindst set i lyset af de forstyrrelser COVID-19 har skabt. Børne- og Kulturforvaltningen foreslår på den baggrund, at tidsplanen justeres. På denne måde gives der yderligere tid til en god sammenlægningsproces for både børn, forældre og personale.  

Forvaltningen foreslår, at sammenlægningen sker i to trin: Den 1. juli 2020 sammenlægges ledelse, økonomi og administration som planlagt. Senest den 1. januar 2021 træder den fysiske sammenlægning af børn og personale i kraft. Med den todelte sammenlægning afklares ledelsesopgaven og økonomiansvaret, mens der gives mere tid til at involvere personale og forældre i den fremtidige organisering.

Personaleinddragelse:

Ledelsen i Regnbuen og Æblehaven har siden december 2019 og frem til nedlukningen af dagtilbuddene i marts 2020 inddraget personalegrupperne i, hvordan den pædagogiske kvalitet for børn og voksne kan sikres og udvikles i en sammenlagt institution. Samtidig har ledelsen løbende inddraget medarbejderrepræsentanter fra de to huse for at sikre ejerskab og mening i den samlede personalegruppe.

Dette kommer bl.a. til udtryk i personalets høringssvar, hvor det fremgår, at en sammenlægning giver bedre mulighed for tværgående samarbejde, hvis fx vuggestuerne samles. Det vil skabe en ny fælles hverdag med øget kvalitet for børn og voksne, hvor det bliver nemmere at ”bruge hinandens viden og erfaring” til faglig sparring. Personalets høringssvar har en opmærksomhed på, og giver mange konkrete forslag til, hvordan de to bygninger kan indrettes, når der fremadrettet skal skabes gode læringsmiljøer for alle børn. Personalets forslag vil blive inddraget i det videre arbejde omkring husenes fysiske rammer.

Med det grundige forarbejde i opstartsprocessen har ledelsen i Regnbuen og Æblehaven fået et godt grundlag for at kunne arbejde videre med at skabe stærke pædagogiske læringsmiljøer.

Forældreinddragelse:

Den samlede ledelse i Æblehaven og Regnbuen har inddraget forældrebestyrelserne og afholdt forældrebestyrelsesmøder i begge institutioner. I begyndelsen af marts blev der desuden afholdt et fælles forældrebestyrelsesmøde, hvor dagtilbudschefen deltog. Dialogen med forældrebestyrelserne har hjulpet ledelsen til at sætte fokus på de bekymringer, forældre kan have i forbindelse med en sammenlægning - eksempelvis fortsat at sikre gode overgange i børnenes liv. Forvaltningens konsulenter understøtter også fremadrettet ledelsen i det brede forældresamarbejde.

Forældrebestyrelserne har som input til processen især fremhævet det nærvær, de oplever i de nuværende institutioner, som en vigtig egenskab, der ønskes videreført i den nye institution. En institution placeret i to huse har den fordel, at der fortsat vil være et lille miljø for børn og voksne, selvom institutionen i praksis er større end i dag.

Af Regnbuens forældrebestyrelses høringssvar fremgår det, at der endnu ikke har været inddragelse af den brede forældregruppe. Forældrebestyrelserne har grundet COVID-19 haft begrænsede muligheder for at inddrage de øvrige forældres perspektiver i løbet af høringsprocessen. Forvaltningen foreslår, at det i den videre sammenlægningsproces sikres, at der afholdes et fælles forældremøde i starten af september. Forældremødet skal tilrettelægges, så forældrenes perspektiver på den igangværende sammenlægning inddrages i den videre proces. På det fælles forældremøde kan der endvidere vælges en ny samlet forældrebestyrelse, der kan videreføre dialogen med ledelsen om sammenlægningen.

Normering og ledelsestid:

I høringssvarene stilles der spørgsmål ved antallet af børn, særligt i Æblehaven. Som hidtil, er det ledelsens ansvar at være i dialog med forvaltningen om den rigtige børnesammensætning og behovet for eventuelle justeringer. Forvaltningen kan endvidere oplyse, at der er afsat ekstra ledelsestid til institutioner placeret på flere matrikler i afstand fra hinanden. På den måde sikres tid til den fornødne faglige ledelse af personale, sparring om den pædagogiske kvalitet og synlighed i forhold til forældresamarbejdet. Den øgede ledelsestid tages således ikke fra normeringen.

Fysiske rammer:

Af personalets høringssvar fremgår en række ønsker til ændringer af de fysiske rammer. Forvaltningen vil i samarbejde med ledelsen af den nye institution afdække de behov, de fysiske rammer på sigt skal kunne rumme. Herefter vil konkrete forslag indgå i Dagtilbudsområdets samlede plan for bygninger i forbindelse med budget 2022. Nogle udgifter til mindre bygningsmæssige ændringer kan eventuelt afholdes af ikke anvendte lønmidler til ledelse i 2020.

Lov- og plangrundlag

Dagtilbudsloven samt Børne- og Skoleudvalgets principbeslutning fra august 2003 om sammenlægning af geografisk tæt placerede institutioner.

Økonomiske konsekvenser

Sammenlægningen af Regnbuen og Æblehaven vil betyde en samlet nettobesparelse på 85.000 kr. Denne besparelse vil blive indarbejdet i budget 2021 og frem, og vil bidrage til finansieringen af besparelsen vedrørende decentral ledelse og administration.

Ikke anvendte lønmidler til ledelse i 2020 benyttes til sammenlægningsprocessen og mindre bygningsmæssige ændringer.

Tidsplan

9. juni - 23. juni 2020: Sagen behandles politisk efter høring

1. juli 2020: Sammenlægningen træder i kraft organisatorisk, økonomisk og ledelsesmæssigt.

Primo september: Forældremøde med valg til ny fælles forældrebestyrelse.

September – december 2020: Fortsat forandringsproces hen imod en ny sammenlagt institution.

1. januar 2021: Fysisk sammenlægning træder endeligt i kraft.

Bilag

Bilag 1: Høringssvar
Bilag 2: Sammenlægning af Børneinstitutionen Regnbuen og Børneinstitutionen Æblehaven

Status på indskrivning af børn i dagtilbud
Sag nr. 54

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Sagen giver en status på indskrivningen af børn i dagtilbud i juni og juli 2020.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

at Børne- og Skoleudvalget tager orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Visiteringen til august er næsten færdig. Det betyder, at Pladsanvisningen på nuværende tidspunkt visiterer tre måneder frem i tiden, hvilket længe har været målsætningen. Det er positivt, at Rødovre Kommune nu kan yde denne service til kommunens børnefamilier, så de i god tid kender deres barns fremtidige dagtilbud. Den tidligere visitation giver desuden øget kvalitet i kommunens dagtilbud, der bedre kan tilrettelægge hverdagen og modtagelsen af nye børn.  

Tallene for august er ikke taget med i denne sag, da alle indmeldelser på nuværende tidspunkt ikke er på plads.

Status på 0-2-årige: I juni 2020 er der indskrevet 895 børn under tre år, og i juli er der indskrevet 897 børn under tre år. I juni 2019 var der til sammenligning indskrevet 973 børn under 3 år, og i juli var der indskrevet 948 børn under tre år. Der er altså væsentligt færre 0-2-årige end i 2019.

Status på 3-6-årige: I juni 2020 er der indskrevet 1.211 børn over tre år, og i juli er der indskrevet 1.250 børn over tre år. I juni 2019 var der til sammenligning indskrevet 1.229 børn over tre år, og i juli var der indskrevet 1.268 børn over tre år. Der er således et stort set uændret antal 3-6-årige i 2019 og 2020.

Det bemærkes, at der medio maj 2020 er tildelt orlov fra dagtilbuddene til 120 børn. Børnene har typisk orlov i 1-2 måneder. Det svarer til 5,7 % af de indskrevne børn. Orlov er blevet mulig grundet COVID-19 og behovet for at mindske presset på dagtilbuddene. Antallet af børn på orlov fordeler sig ikke ligeligt i kommunens dagtilbud. Nogle dagtilbud vil derfor have adskillige børn på orlov, mens andre stort set ikke har nogen børn på orlov. De børn, der har orlov, tæller fortsat med i antallet af indskrevne børn i Rødovres Kommunes dagtilbud.

Pladsanvisningen har oplevet, at en del forældre har udskudt deres behov for en plads i et dagtilbud grundet COVID-19. Derfor er antallet af særligt 0-2-årige også væsentligt lavere end forventet i juni og juli. Til gengæld er der et stort antal 0-2-årige børn der ønsker plads i august. Der er således 86 børn, der har skrevet sig op til en 0-2-års plads i august. Til sammenligning blev der indmeldt 27 nye vuggestuebørn i august 2019. Dagtilbuddene har sagt farvel til en meget stor skoleårgang, og derfor er antallet af indskrevne 3-6-årige stort set uændret fra sidste år. Den 1. maj 2020 begyndte 443 børn i SFO, mens der til sammenligning i 2019 var 316 børn, der begyndte i SFO. Skolerne har taget imod 472 børn. Differencen mellem de to tal skyldes, at der er Rødovre børn der er startet i SFO, som har gået i dagtilbud i andre kommuner.

Det er fortsat forvaltningens vurdering, at der vil være et tilstrækkeligt antal pladser i 2020.

Lov- og plangrundlag

Lov om dag-, fritid- og klubtilbud.

Bilag

Bilag 1: Status på indskrivning af børn (maj-juli)

Evaluering samt ny ansøgning om konvertering af tid fra understøttende undervisning til to-voksentimer
Sag nr. 55

Beslutningskompetence: BSU.

Sagens kerne

Med sidste års justering af folkeskoleloven er der mulighed for at konvertere op til to ugentlige klokketimer understøttende undervisning inkl. pauser på 4.-9. klassetrin til andre aktiviteter. I skoleåret 2019/2020 benyttede fire skoler, hhv. Hendriksholm Skole, Rødovre Skole, Tinderhøj Skole og Valhøj Skole, sig af denne mulighed, og evaluering af tiltaget fremlægges her. Til det kommende skoleår 2020/2021 ønsker alle seks almene folkeskoler, hhv. Hendriksholm Skole, Islev Skole, Nyager Skole, Rødovre Skole, Tinderhøj Skole og Valhøj Skole at benytte sig af muligheden for at konvertere timer og ansøger hermed om godkendelse.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at de fire skolers evaluering af tiltaget med konvertering af understøttende undervisning til to-voksentimer i skoleåret 2019/2020 tages til efterretning,
  2. at Hendriksholm Skole konverterer ugentlig understøttende undervisning med hhv. to klokketimer på 4., 5., 7., 8. og 9. klassetrin og to lektioner á 40 min. på 6. klassetrin,
  3. at Islev Skole konverterer ugentlig understøttende undervisning med hhv. to lektioner på 4., 5. og 9. klassetrin og en lektion på 7. og 8. klassetrin,
  4. at Nyager Skole konverterer ugentlig understøttende undervisning med hhv. to klokketimer på 4. og 7. klassetrin og en klokketime på 8. klassetrin,
  5. at Rødovre Skole konverterer to ugentlige klokketimer understøttende undervisning i alle klasser på 4.-9. klassetrin,
  6. at Tinderhøj Skole konverterer to ugentlige lektioner understøttende undervisning i alle klasser på 4., 5., 7., 8. og 9. klassetrin inkl. specialklasserne samt
  7. at Valhøj Skole konverterer to ugentlige lektioner understøttende undervisning i alle klasser på 4.-9. klassetrin inkl. specialklasserne.

Beslutning

Godkendt.

Sagsfremstilling

Med sidste års ændring af folkeskoleloven blev der foretaget en nedjustering af den samlede undervisningstid i indskolingen, samt en øget frihed i tilrettelæggelsen af skoledagen, herunder en fleksibel brug af muligheder for afkortning af skoleugen på mellemtrinnet og i udskolingen (jf. BSU-sag nr. 32 fra april 2019 og BSU-sag nr. 47 fra juni 2019). Konkret er der mulighed for at konvertere op til to ugentlige klokketimer understøttende undervisning inkl. pauser til andre aktiviteter, som kan fremme varieret undervisning med høj kvalitet jf. folkeskolelovens § 16 d.

Evaluering af konvertering af timer i skoleåret 2019/2020

Fire skoler benyttede sig sidste år af muligheden for at ansøge Børne- og Skoleudvalget (sag nr. 48 på BSU-mødet juni 2019) om godkendelse til at konvertere timer. De fire skoler, hhv. Hendriksholm Skole, Rødovre Skole, Tinderhøj Skole og Valhøj Skole, som alle fik imødekommet deres ansøgning, har nu evalueret tiltaget, jf. bilag 1-4 for et uddrag af den enkelte skoles erfaringer og læringspointer.

Det skal bemærkes, at ikke alle skolerne har haft mulighed for at lave den grundige evaluering, som oprindeligt var tiltænkt, med bl.a. spørgeskemaer til elever, forældre og personale i foråret 2020. Det skyldes, at der har været et tidsmæssigt sammenfald med nedlukning af skolerne og håndteringen af COVID-19, som har betydet, at nogle skoler har måtte prioritere personaleressourcerne, så spørgeskemaundersøgelserne ikke er blevet gennemført. Ligeledes har flere skoler planlagt at inddrage resultater fra nationale tests og trivselsmålingerne. Dette har desværre heller ikke været muligt i denne evaluering.

Børne- og Kulturforvaltningen har løbende henover skoleåret været i dialog med de fire skoler om udmøntningen af den kortere skoledag og de flere to-voksentimer. Generelt opleves det, at tiltaget har en positiv effekt på elevernes læringsprogression, hvor især tid til fordybelse og holddeling i mindre grupper har haft stor værdi. Derudover har de professionelle læringsfællesskaber udviklet sig blandt personalet i og med, at personalet har været en del af hinandens undervisning, har co-teachet, observeret og givet supervision. Mulighederne i to-voksentimerne har været anvendt forskelligt og har på nogle områder givet forskellige faglige resultater samtidig med, at erfaringer om nærhed i relationer både blandt elever og medarbejdere har været ens for alle skoler. Børne- og Kulturforvaltningen bemærker desuden, at videndelingen mellem skolerne er styrket, når det kommer til at dele de gode erfaringer fra konverteringen.

Ansøgning om konvertering af timer i skoleåret 2020/2021

Alle seks almene folkeskoler, hhv. Hendriksholm Skole, Islev Skole, Nyager Skole, Rødovre Skole, Tinderhøj Skole og Valhøj Skole, ønsker i skoleåret 2020/2021 at benytte sig af muligheden for at konvertere timer og ansøger hermed om godkendelse.

Det skal bemærkes, at faget Teknologi & Innovation er skabt via den understøttende undervisning på henholdsvis 6., 7. og 8. årgang og optager således 1,5 klokketime af den understøttende undervisning pr. uge. Dette arbejde fortsætter uagtet nærværende ansøgninger. Såfremt §16 d anvendes fuldt ud (to klokketimer pr. uge), er der på 6. årgang 2,1 klokketimer, på 7. årgang 3,7 klokketimer og på 8. årgang 2,2 klokketimer tilbage, hvori faget Teknologi & Innovation kan afvikles.

Ansøgningen fra hver enkelt skole begrundes særskilt herunder.

Hendriksholm Skole

Hendriksholm Skole har de seneste år arbejdet målrettet på at løfte elevernes faglige resultater. Det er blandt andet sket i regi af Undervisningsministeriet, og der er allerede skabt gode resultater og erfaringer. Disse erfaringer ønsker skolen at videreføre, og her vil flere to-voksentimer give mulighed for mere holdundervisning. Holdundervisningen skal bl.a. indeholde differentierede faglige forløb til gavn for både de svageste og stærkeste elever, ligesom skolen vil fortsætte de gode erfaringer med det daglige sproglige fordybelsesbånd, som også timerne fra det seneste skoleår har været med til at understøtte. Derudover har skolen fokus på at højne elevernes trivsel, og to-voksentimerne skal derfor også bruges til kontakt-, målsætnings- og trivselssamtaler. Disse samtaler har vist sig særdeles vigtige i relationen mellem lærer og elev, og det vurderes, at de i det seneste skoleår har været en væsentlig faktor i forbedringen af de faglige og trivselsmæssige resultater.

På baggrund af erfaringerne fra det seneste skoleår, vil skolen have et særligt fokus på co-teaching blandt alle årgangsteams. Derudover vil der, i det omfang det er muligt, blive brugt timer på personalets observationer af hinanden, da skolen har positive erfaringer med dette.

Som opfølgning vil Hendriksholm Skole evaluere konverteringen ved hjælp af spørgeskemaer til elever og forældre. Resultaterne skal drøftes i skolebestyrelsen, på personalemøde og i skolens MED-udvalg. Personalet skal endvidere evaluere tiltaget på fælles personalemøder og på årgangsteammøder med de pædagogiske ledere. Derudover vil elevernes faglige resultater og trivselsmålinger blive inddraget i evalueringen.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes, idet skolen vil få mulighed for at videreføre nogle af de gode initiativer omkring trivselssamtaler og differentierede holdundervisningsforløb til faglig løft, som skolen allerede har skabt gode vaner og erfaringer med i det seneste skoleår.

Islev Skole

På samtlige klassetrin skal timerne bruges til co-teaching og elevsamtaler. På de tre årgange i udskolingen skal timerne desuden bruges til at styrke elevernes studiekompetencer.

Skolen vil bruge co-teaching som et redskab, der kan være med til at styrke fagligheden. Med co-teaching kan personalet opnå en bedre forståelse af, hvordan ressourcerne i den enkelte klasse kan udnyttes på en måde, så de kommer endnu bedre i spil. Co-teaching skal desuden give en bedre forståelse af roller og samspil i undervisningen. Det vil kunne styrke læringsaktiviteter, metoder og mødet med eleverne.

Timer til elevsamtaler prioriteres, da særlige samtaler med enkelte elever kan bidrage til, at der skabes bedre deltagelsesmuligheder i læringsfællesskabet for den enkelte elev. I udskolingen skal elevsamtalerne endvidere være med til at styrke elevernes tilhørsforhold til skolen.

Skolen vil styrke udskolingselevernes studiekompetence, så eleverne bliver endnu bedre til at lære, mens de er i skole, og de bliver klædt bedst muligt på til fremtidige ungdomsuddannelser.

Islev Skole vil evaluere tiltaget på et personalemøde i foråret 2021 på baggrund af dialog og evaluering med eleverne. Evalueringen vil efterfølgende blive drøftet i skolebestyrelsen.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes, idet skolen med den øgede brug af co-teaching vil kunne optimere de ressourcer, som allerede findes på skolen. Derudover har Islev Skole allerede gode erfaringer med elevsamtaler, og forvaltningen ser positivt på, at disse fremadrettet vil have særlig fokus på tilhørsforholdet til skolen, især for udskolingseleverne, samt blik for optag på fremtidige ungdomsuddannelser.

Nyager Skole

Nyager Skole opstarter i det kommende skoleår en større udviklingsproces omkring Fremtidens Skole i samarbejde med KATA-fonden, hvor der særligt skal arbejdes med problembaseret læring. Skolen vil have fokus på at skabe undersøgende, motiverende og virkelighedsnær undervisning, som de flere to-voksentimer skal være med til at understøtte i praktiske fag samt matematik og dansk.

På 4. årgang skal timerne anvendes i faget håndværk og design, hvor eleverne skal udvikle kompetencerne til at omsætte idé til virkelighed. De flere voksne vil give mulighed og rum til, at det enkelte barn kan udvikle sin kreativitet i mindre fællesskaber ved brug af holddeling. 

På 7. og 8. årgang skal timerne bruges til at understøtte Teknologi & Innovation, som en vigtig dimension i alle fag, særligt i det problembaserede arbejde. Årgangenes lærere og skolens teknologi- og innovationslærere vil i samarbejde planlægge, afvikle og efterbehandle en række forløb, hvor alles fagligheder kommer i spil. Forløbene vil være organiseret som bl.a. holddeling og co-teaching. Derudover vil skolen på 7. og 8. årgang anvende differentieret holdundervisning og co-teaching i matematik og dansk. Der er fokus på grundlæggende faglige færdigheder i begge fag og succesoplevelser for alle.

Indsatserne vil løbende blive evalueret. Det vil ske på statusmøder på mellemtrinnet og i udskolingen midt på året og ved en egentlig evaluering i maj for både lærere og elever. I evalueringen vil skolen inddrage produktudvikling i forbindelse med de problembaserede forløb samt tests.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes, da det vil kunne understøtte skolens kommende udviklingsproces, hvor der er fokus på problembaseret læring. Holddeling i denne sammenhæng er oplagt fx i de kreative skabelsesprocesser, ligesom en styrkelse af fagene matematik og dansk også vurderes at kunne have en gavnlig effekt i dette arbejde.

Rødovre Skole

På baggrund af skolens erfaringer fra konvertering af timer i det seneste skoleår, ønsker Rødovre Skole denne gang, at alle klassetrin anvender timerne i relation til at styrke faget Teknologi & Innovation. Dermed kan skolen lave en mere fokuseret og sammenhængende indsats på området for en stor del af skolen.

På alle årgange på mellemtrinnet og i udskolingen skal personalet i samarbejde med teknologi- og innovationslærerne planlægge, gennemføre og løbende evaluere undervisningsforløb. Faget og dimensionen skal løftes for alle elever. Derudover skal der på tværs af skolen ske erfarings- og idéudveksling blandt personalet til gavn for den enkelte elev. To-voksentimerne skal endvidere bidrage til, at alle elever inkluderes og får de bedste betingelser for læring ved at benytte differentierede undervisningsformer.

På Rødovre Skole vil ordningen blive evalueret ved hjælp af spørgeskemaer blandt både personale og elever. Derudover vil der løbende henover året blive afholdt samtaler med personalet, hvor der evalueres. Justeringer og tilpasninger vil blive foretaget, hvor der er behov, for at sikre den bedst mulige læring for eleverne.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes. Forvaltningen bakker op om det løft i faget Teknologi & Innovation, som Rødovre Skole ønsker for eleverne på mellemtrinnet og i udskolingen.

Tinderhøj Skole

På Tinderhøj Skole skal timerne på 4. og 5. årgang anvendes til at arbejde med trivsel gennem praktiske forløb, der understøttes af åben skole og udeskole. På 7. årgang skal timerne ligeledes anvendes til trivselsarbejde samt anvendes i Teknologi & Innovation i et tværfagligt perspektiv. På 8. og 9. årgang vil timerne blive brugt i tværfaglige forløb, som tager udgangspunkt i naturfagene. Timerne skal bl.a. bruges til holddeling og deltagelse i hele fagdage. Tinderhøj Skole har efter fremsendelse af ansøgningen trukket ønsket vedr. 6. årgang tilbage, og der søges derfor alligevel ikke om konvertering af timer på 6. klassetrin.

Generelt er det gældende for alle årgangene, at konverteringen skal understøtte og videreudvikle den grønne profil i samspil med åben skole, udeskole og Teknologi & Innovation. Skolen ønsker ligeledes for alle årgange, at timerne bruges på holddeling. Derudover vil skolen styrke arbejdet omkring planlægning og gennemførsel af naturfaglige forløb, så der opnås erfaring, som kan understøtte skolens arbejde med at udvikle den grønne profil gennem profilering af en naturfaglig linje i udskolingen.

Tinderhøj Skole vil evaluere på udbyttet af de konverterede timer på et statusmøde i december og ved et evalueringsmøde i maj på baggrund af dialog og evaluering med eleverne. Desuden vil skolen opkvalificere sit faglige fokus ved, at underviserne løbende beskriver mål, forløb og effekt af brugen af de konverterede timer. Skolebestyrelsen får fremlagt hovedpunkterne fra begge møder.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes. Forvaltningen ser positivt på en yderligere styrkelse og videreudvikling af skolens grønne profil med flere faglige forløb af høj kvalitet. Ligeledes bakkes det op, at skolen vil have endnu mere fokus på Teknologi & Innovation i et tværfagligt perspektiv.

Valhøj Skole

Timerne skal bruges til fortsat at kunne arbejde mere sammenhængende og fokuseret på indsatsområdet Teknologi & Innovation, hvor der med et øget fokus fortsat skabes en forankring af faget som en integreret del af skolens fag. Årgangenes lærere vil i samarbejde med skolens teknologi- og innovationslærere planlægge, gennemføre og evaluere undervisningsforløb, der tager udgangspunkt i fagenes fagligheder og dimensionen i Teknologi & Innovation. To-voksentimerne vil være med til at understøtte disse processer. Der skal udvikles et årshjul for hvert enkelt klassetrin, som skal indeholde, hvilke områder af læseplanen og kompetenceområder i Teknologi & Innovation der arbejdes med og hvordan. Fleksibiliteten i to-voksentimerne skal desuden bidrage til, at alle elever inkluderes og får de bedste betingelser for læring og for at tilegne sig både faglige og sociale kompetencer.

Som led i ovenstående vil der være mulighed for co-teaching, aktionsforløb og kompetenceudvikling, da personalet på både mellemtrinnet og i udskolingen kan arbejde endnu tættere sammen med skolens teknologi- og innovationslærere.

Valhøj Skole vil gennemføre en samlet evaluering af de afledte effekter af denne organisering af Teknologi & Innovation. Evalueringen vil have et bredere sigte end i evalueringen fra det seneste skoleårs konvertering af timer, idet flere elever og lærere vil have gjort sig erfaringer med Teknologi & Innovation som en dimension i alle fag.

Børne- og Kulturforvaltningen anbefaler, at ansøgningen imødekommes, idet skolen vil få mulighed for at styrke faget Teknologi & Innovation yderligere. Skolen har allerede et godt udgangspunkt, hvor flere af tiltagene fra det seneste skoleår kan videreføres.

Generelle bemærkninger

Skolernes ansøgninger om konvertering af understøttende undervisning til to-voksentimer tegner et billede af, hvordan en fokuseret indsats kan skabe direkte værdi for børn og unge på skolerne. En styrkelse af faget Teknologi & Innovation, brug af holdundervisning, fokus på trivsel og ressourceoptimering, som sker igennem videndeling og co-teaching, går igen på de fleste skoler. Børne- og Kulturforvaltningen bemærker desuden, at alle seks almenskoler i Rødovre Kommune har ønsket at ansøge om konvertering af timer til det kommende skoleår, og at der på tværs af skoler er blevet sparret og videndelt i forhold til den bedst mulige udnyttelse af timerne. I lighed med det seneste skoleår vil Børne- og Kulturforvaltningen følge udviklingen samt rammesætte videndelingen blandt skolerne. I juni 2021 vil Børne- og Skoleudvalget blive præsenteret for en evaluering med læringspointer og erfaringer fra skoleåret 2020/2021.

Lov- og plangrundlag

  • Folkeskoleloven
  • Lov om ændring af lov om folkeskolen

Økonomiske konsekvenser

Ressourcer til øget åbningstid i SFO II, som vil blive finansieret inden for den enkelte skoles ramme. Derudover fortsættes dialogen med klubber og byggelegepladser omkring, hvordan den kortere skoledag imødekommes i forhold til åbningstiderne.

Tidsplan

Evalueringerne omhandler skoleråret 2019/2020.

Ansøgningerne omhandler skoleåret 2020/2021.

Bilag

Bilag 1: Evaluering Hendriksholm Skole
Bilag 2: Evaluering Rødovre Skole
Bilag 3: Evaluering Tinderhøj Skole
Bilag 4: Evaluering Valhøj Skole
Bilag 5: Ansøgning Hendriksholm Skole
Bilag 6: Ansøgning Islev Skole
Bilag 7: Ansøgning Nyager Skole
Bilag 8: Ansøgning Rødovre Skole
Bilag 9: Ansøgning Tinderhøj Skole
Bilag 10: Ansøgning Valhøj Skole

Suppleringsvalg til skolebestyrelsen på Rødovre Skole
Sag nr. 56

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I forbindelse med et medlems udtrædelse af skolebestyrelsen på Rødovre Skole har skolebestyrelsen behov for at supplere sig, hvorfor der anmodes om at udskrive suppleringsvalg i efteråret 2020 for Rødovre Skole.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at Nenad Nielsens udtrædelse som medlem af skolebestyrelsen på Rødovre Skole tages til efterretning samt
  2. at udskrivelse af suppleringsvalg på Rødovre Skole herunder frister for valget og valgbestyrelsen godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Nenad Nielsen ønsker af personlige årsager at udtræde som medlem af skolebestyrelsen på Rødovre Skole. Da der ikke findes suppleanter, der ønsker at indtræde i skolebestyrelsen, ønsker skolebestyrelsen at afholde suppleringsvalg.

De indstillede frister omfatter valgperioden frem til et eventuelt valg, som vil blive afholdt den 1. oktober 2020. Valgbestyrelsen består af skolens leder som formand, den siddende bestyrelsesformand samt et forældrevalgt medlem af den nuværende skolebestyrelse. Den nye skolebestyrelse vil tiltræde den 1. november 2020.

Lov- og plangrundlag

Lov om folkeskolen.

Skolebestyrelsesbekendtgørelsen, BEK nr. 1074 af 14/09/2017.

Styrelsesvedtægter for Rødovre Kommunes skoler.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

13. august: Skolen udskriver valgliste og informerer om skolebestyrelsesvalget.

17. september: Der afholdes valgmøde online eller på skolen afhænging af sundhedsmyndighedernes retningslinjer.

25. september: Frist for kandidatopstilling.

1. oktober: Eventuel valghandling.

1. november: Den nye skolebestyrelse tiltræder.

Bilag

Bilag 1: Udtrædelse
Bilag 2: Plan og frister for suppleringsvalg på Rødovre Skole 2020

Afsluttende regnskab for Ungdommens Uddannelsesvejledning Vestegnen
Sag nr. 57

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Kommunalbestyrelsen forelægges det afsluttende regnskab for Ungdommens Uddannelsesvejledning Vestegnen (UUV) samt den økonomiske deling efter ophævelsen af selskabet.

Indstilling

Børne- og Kulturforvaltningen indstiller,

  1. at UUV's afsluttende regnskab tages til efterretning,
  2. at Albertslund Kommune overtager tjenestemandsforpligtigelsen for ophørte medarbejdere og modtager kompensation herfor samt
  3. at tjenestemandsforpligtigelsen og øvrige forpligtigelser vedrørende ikke ophørte medarbejdere overgår til deres nye arbejdssted, og de respektive kommuner kompenseres herfor.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

På baggrund af ny lovgivning om den kommunale ungeindsats blev det efter indstilling fra bestyrelsen besluttet, at Ungdommens Uddannelsesvejledning Vestegnen (UUV) blev ophævet med virkning fra den 31. juli 2019, og opgaverne overgik herefter til kommunerne.

UUV har været etableret som et § 60 selskab efter kommunestyrelsesloven. De deltagende kommuner omkring UUV er Albertslund, Ballerup, Glostrup, Høje-Taastrup og Rødovre. Albertslund Kommune har varetaget administration af selskabet.

Efter ophævelsen af UUV er alle medarbejderne blevet virksomhedsoverdraget til kommunerne, således at kommunerne har fået overdraget medarbejdere svarende til deres andel i selskabet.

Der er lavet afsluttende regnskab for UUV, som er blevet udarbejdet af Albertslunds Kommune, samt revideret og påtegnet af BDO. Regnskabet er vedlagt i bilag. Det afsluttende regnskab for 2019 udviser regnskabsmæssigt et merforbrug på 1,05 mio. kr. Resultatet er overført til selskabets egenkapital.

Merforbruget skyldes lukningen af UUV, da der i forbindelse med overdragelsen af medarbejderne til kommunerne er udbetalt 1,6 mio. kr. i feriepenge og feriegodtgørelse. Merforbruget vil blive opvejet af mindre udgifter til ferie for de medarbejdere, som er blevet virksomhedsoverdraget i takt med, at deres ferie afholdes.

Budgettet for UUV og kommunernes indbetaling til selskabet har ikke kunnet tage højde for dette, da budgettet for 2019 har været 7/12 af et normalt år. Korrigeres der for feriepengeudbetalingen, har der driftsmæssigt været et mindreforbrug på 0,6 mio. kr.

Det afsluttende regnskab for UUV udviser en negativ egenkapital for selskabet på 2,4 mio. kr. affødt af tidligere års overførte resultater og det overførte resultat for regnskab 2019. Den negative egenkapital skal indfris af de deltagende kommuner for, at UUV’s samlede balance kan nulstilles, hvor den primære post er gældsforpligtigelser - primært langsigtet gæld vedrørende hensættelser til tjenestemandspensioner og sekundært fratrædelsesgodtgørelse i forbindelse med ophævelsen af selskabet. Baggrunden for den langsigtede gæld er, at kommunerne er forpligtede til at betale løbende opkrævninger fra staten i relation til pensionerede tjenestemænd i den lukkede gruppe. Dette følger af aftalen mellem staten og KL af 1. juli 2013 om medfinansiering af tjenestemandspension.  

Økonomiske konsekvenser

I forbindelse med ophævelsen af UUV som § 60 selskab, skal den negative egenkapital for selskabet på 2,4 mio. kr. indbetales til Albertslund Kommune, som efterfølgende vil nulstille UUV’s balanceposter i regnskabet. Indbetalingen sker efter de respektive kommuners ejerandel, som også fremgår af regnskabet side 17. Kommunernes ejerandel svarer til den andel, kommunerne har ydet i driftstilskud (indskud) til UUV, som har været fastlagt ud fra demografien for målgruppen.

Der skal på den baggrund afregnes følgende beløb ifm. lukning af UUV:

  • Albertslund    (Ejerandel 15,31%)          363.787,- kr.
  • Ballerup          (Ejerandel 26,25%)          623.737,- kr.
  • Glostrup         (Ejerandel 11,85%)          281.573,- kr.
  • Høje-Tåstrup  (Ejerandel 26,48%)          629.202,- kr.
  • Rødovre         (Ejerandel 20,11%)          477.842,- kr.
  • I alt                                                        2.376.142,- kr.                     

For at afbureaukratisere arbejdet omkring ophævelsen af UUV og undgå fremadrettet administrativt arbejde omkring årlig beregning og opkrævning af tjenestemandspension, har bestyrelsen besluttet, at Albertslund Kommune overtager tjenestemandspensionsforpligtigelsen for ophørte medarbejdere. Tjenestemandspensionsforpligtelsen for medarbejdere, som fortsat er ansat, overgår til den kommune, som medarbejderen er blevet ansat i.

Kommunerne, som har overtaget tjenestemandsforpligtigelser, bliver kompenseret økonomisk svarende til den detail-beregning, der ligger bag tjenestemandsforpligtigelsen, hvilket også er godkendt af BDO.

Rødovre Kommune bliver, i forbindelse med overtagelse af tjenestemandsforpligtigelser og fratrædelsesgodtgørelse for to medarbejdere, økonomisk kompenseret for 364.845 kr. Når denne kompensation modregnes den negative egenkapital på 477.842 kr. ender Rødovre Kommune med en udgift på 112.997 kr. i 2020, som finansieres af overførte midler fra regnskabsår 2019.

Tidsplan

Mellemværende vedrørende UUV med aflæggelsen af regnskabet for 2019 afsluttes i 2020.

Bilag

Bilag 1: UUV Årsregnskab 2019.pdf
Bilag 2: UUV Regnskab 2019 Revisors Beretning.pdf
Bilag 3: UUV Regnskab 2019 Ledelseserklæring.pdf
Bilag 4: Bilag Fordeling af gæld og tilgodehavender UUV.pdf

Handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021
Sag nr. 58

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

Social- og Sundhedsforvaltningen forelægger handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 til godkendelse.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Social- og Sundhedsforvaltningen indstiller,

at handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 godkendes.

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Visionen i Rødovre Kommunes sundhedspolitik er at skabe lige muligheder for alle borgere i forhold til sundhed og livskvalitet. Det skal sikres gennem sunde rammer, der hvor borgerne færdes, samtidig med at der er gode og relevante sundhedstilbud til de borgere, der har brug for hjælp. Kommunens tilbud skal være tilgængelige og synlige, og der skal være sammenhæng i indsatserne.

Handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 er den årlige udmøntning af sundhedspolitikkens vision og strategimål.

Med lokalsamfundsprojektet "Vores Sunde Hverdag" sættes der fokus på de rammer, vi alle lever i i lokalsamfundet, og der hvor vi færdes til dagligt i skoler, daginstitutioner, arbejdspladser, butikker, idrætsforeninger, grønne arealer m.m. For at opnå dette er det vigtigt med et stærkt samarbejde på tværs af fagområder og med de lokale aktører.

Tobak

En af de vigtigste indsatser på sundhedsområdet er tobaksindsatsen. Tobaksrygning er den enkeltstående risikofaktor, som koster flest liv og medfører mest sygdom. Kommunalbestyrelsen har netop vedtaget en ambitiøs plan for implementering af "Røgfri Fremtid" i Rødovre Kommune. Planen består af en omfattende indsats i forhold til rygning, blandt børn og unge, med mange konkrete indsatser for hvordan vi skal nå målet om en "Røgfri Generation 2030" i samarbejde på tværs af forvaltningerne.

Fokus på børn og unge

Det er i ungdomsårene, der skabes grundlag for et godt voksenliv, både i forhold til den fysiske sundhed og den mentale sundhed, som er en af de største udfordringer blandt de unge. Derfor er der både i "Vores Sunde Hverdag", på tobaksområdet og i forhold til overvægt et særligt fokus på børn og unge.

Derudover foreslås det i handleplanen, at Rødovre Kommune indgår i vestegnssamarbejdet. Vestegnssamarbejdet er et samarbejde på tværs af fag- og kommunegrænser, hvor der arbejdes med en strategi for "Bedre fysisk og mental sundhed hos de unge”. Formålet med den fælles strategi er, at kommuner i hovedstadsområdet arbejder sammen om at styrke unges muligheder for at gennemføre en uddannelse og leve det liv, de gerne vil. Ved at indgå i samarbejdet kan Rødovre være med til at nå målet om Røgfri fremtid, og fremme unges sundhed og trivsel på tværs af kommunegrænser. Vestegnssamarbejdet evalueres efter et år med henblik på vurdering af fortsættelse af medlemskabet.

Alle skal med

I handleplanen, som også rummer indsatser i forhold til mental sundhed, type 2-diabetes og kræftrehabilitering, er der i 2020-2021 fortsat fokus på at få alle med også dem, der oplever udfordringer i deres liv, og som har brug for særlig støtte eller en mere fleksibel indsats for at nå deres mål. En vigtig platform for dette er "Sundhedsfællesskabet", som er aktiviteter for psykisk sårbare borgere.

Coronakrisen har, som på så mange andre områder, medført, at der er indsatser, der ikke har kunnet gennemføres i foråret 2020. Derfor er nogle indsatser i den nuværende handleplan videreført til den kommende handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021. I alle indsatser planlægges efter de generelle retningslinjer for at mindske smitte, og efter at der fortsat vil være retningslinjer for, hvor mange borgere der må forsamles.

Handleplanen er ikke en fuldstændig beskrivelse af indsatserne på sundhedsområdet. De mange indsatser, som gennem årene er gået fra udvikling til drift, fortsætter og udvikles løbende. Der vil blive udarbejdet særskilte indsatsbeskrivelser for og evalueringer af disse indsatser.

Handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021 er vedlagt som bilag sammen med en økonomisk oversigt over fordelingen af forebyggelsespuljen i 2020/2021.

Lov- og plangrundlag

Grundlaget for sundhedspolitikken og handleplan for sundhedsindsatsen er sundhedslovens § 119 stk. 1 og 2. Her står, at Kommunalbestyrelsen har ansvaret for, ved varetagelsen af kommunens opgaver i forhold til borgerne, at skabe rammer for sund levevis, og Kommunalbestyrelsen skal etablere forebyggende og sundhedsfremmende tilbud til borgerne.

Økonomiske konsekvenser

I budgettet er der afsat 539.923 kr. i forebyggelsespuljen. Disse midler er delt ud på indsatsområderne i handleplanen. Ud over finansiering af midler fra forebyggelsespuljen indgår også midler fra de enkelte områder eksempelvis sundhedscenteret. I økonomioversigten fremgår også fortsat finansiering af indsatsen Seksuel Sundhed og medlemskab af Sund By Netværket.

Det skal særligt bemærkes, at såfremt det godkendes, at Rødovre Kommune indtræder i Vestegnssamarbejdet, vil der fremover være en årlig udgift på 142.350 kr., der vil skulle finansieres af forebyggelsesmidlerne. Finansieres det af forebyggelsesmidlerne, vil det medføre en reduktion i andre aktiviteter. Udgiften i 2020 afholdes inden for forebyggelsespuljen.  

Tidsplan

Ingen.

Bilag

Bilag 1: Økonomioversigt handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021
Bilag 2: Handleplan for sundhedsindsatsen 2020-2021

Startredegørelse for Lokalplan 151 Valhøj Skole
Sag nr. 59

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

En ny lokalplan for Valhøj Skole skal danne det planmæssige grundlag for den forventede udvidelse af skolen i de kommende år. Startredegørelsen for Lokalplan 151 Valhøj Skole beskriver hovedtræk vedrørende forventet indhold i arbejdet med lokalplanforslaget.

Sagen forelægges til behandling i Teknik- og Miljøudvalget og til orientering for Børne- og Skoleudvalget.

Indstilling

Teknisk Forvaltning indstiller,

at Startredegørelsen for Lokalplan 151 - Valhøj Skole vedtages med de indholdsmæssige hovedtræk, der er skitseret for arbejdet med Forslag til Lokalplan 151. 

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Rødovre Kommunes seneste befolkningsprognose viser, at der i de kommende år vil ske en fortsat befolkningstilvækst i kommunen. Dette medfører et behov for at øge elevkapaciteten indenfor skoleområdet. I den forbindelse er Valhøj Skole og tilhørende arealer vurderet til at kunne rumme en fremtidig udvidelse af skolen. Skolen er udpeget som temaskole for idræt. Byggeriet for udvidelsen forventes igangsat i foråret 2021.  

Status

Teknisk Forvaltning har i samarbejde med Matters Arkitekter og Børne- og Kulturforvaltningen fået udarbejdet en række foranalyser af skolens brug og fysiske rammer. På baggrund af disse analyser og skolens ønsker for de fremtidige rammer, har Matters Arkitekter foreslået nogle foreløbige scenarier for mulige udvidelsesløsninger. Næste skridt er, at det skal besluttes hvilket af scenarierne, der skal danne grundlag for det videre arbejde mod et endeligt løsningsforslag.

Kommuneplan 2018

Kommuneplan 2018 giver mulighed for en maksimal bebyggelsesprocent på 40 og maks. 3 etager. Desuden er Valhøj Skole og tilhørende boldbane udpeget som bevaringsværdigt kulturmiljø, og den centrale bygning er udpeget bevaringsværdig bygning.

Startredegørelse for Lokalplan

Der foreligger ikke en lokalplan for området på nuværende tidspunkt. En udvidelse af den størrelse, som bliver nødvendig for Valhøj Skole, er lokalplanpligtig, og der skal derfor igangsættes en lokalplanproces, som skal munde ud i en vedtagelse af en lokalplan for området, før byggeriet sættes i gang.

Startredegørelsen formidler et overblik over forventet indhold i det kommende lokalplanforslag. De temaer, der fremgår af startredegørelsen, er vurderet centrale for lokalplanarbejdet ud fra det analysegrundlag og de foreløbige scenarier, der foreligger på nuværende tidspunkt.

Temaer som på nuværende tidspunkt vides centrale er; kulturmiljø som omfatter arkitektur og udearealer/beplantning, samt et nyt fokus på udearealer i form af muligheder for integrering af klimatilpasningsløsninger. Desuden er der fokus på tilpassede og nye løsninger for trafik (biler, gående og cyklister) og parkeringsløsninger i området.

Forslag til Lokalplan 151 - Valhøj Skole forventes fremlagt til politisk behandling i november 2020. Tidsplanen forudsætter en beslutning om, hvilket scenarie der arbejdes videre med i løbet af maj- start juni måned. Det vil også afklare om der, i forbindelse med udarbejdelse af lokalplanforslaget, skal udarbejdes et kommuneplantillæg. 

Inddragelse af brugere og borgere

Skolens brugere er inddraget i arbejdet med løsningsforslag for skoleudvidelsen. Naboer og andre interesserede vil blive inddraget i forbindelse med den offentlige høring af lokalplanforslaget.

Lov- og plangrundlag

Planloven.

Lov om miljøvurdering af planer og programmer.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Vedtagelse af forslag til lokalplan - November 2020

Høring i otte uger - December - januar 2020/21

Endelig vedtagelse af lokalplanen - April 2021

Offentliggørelse - Maj 2021.

Bilag

Bilag 1: Startredegørelse - Lokalplan 151 Valhøj Skole

Opfølgning på budgetresolution - FNs Verdensmål
Sag nr. 60

Beslutningskompetence: KB

Sagens kerne

I forbindelse med sidste års budgetresolutioner blev det besluttet, at de politiske udvalg skal arbejde med FN’s verdensmål og grøn omstilling i samarbejde med borgere, organisationer og institutioner.

I forlængelse af den endelige vedtagelse af Rødovrestrategien foreslås en proces, der tager udgangspunkt i partnerskaber mellem Rødovre Kommune og lokalsamfundet.

Sagen behandles samtidig i alle udvalg.

Indstilling

Direktionen indstiller,

  1. at forslag til inddragelsesproces godkendes,
  2. at der inviteres til stormøde, efter Rødovrestrategiens vedtagelse og når Covid-19-retningslinjerne tillader større forsamlinger samt
  3. at arbejdet med udvikling af en model for partnerskaber sættes i gang.  

Beslutning

Anbefales.

Sagsfremstilling

Baggrund

I april 2019 besluttede Kommunalbestyrelsen, at FN’s verdensmål skulle indarbejdes i den kommende planstrategi. Planstrategiprojektgruppen planlagde herefter en proces for involvering af borgere og interessenter, der skulle være med til at give input til indholdet i planstrategien, før den skulle forelægges til politisk behandling.

På Rødovredagen 2019 inviterede Rødovre Kommune borgerne til dialog på biblioteket om byens bæredygtige udvikling på baggrund af et oplæg om FN’s verdensmål. Efter oplægget var der debat om udviklingen af byen.

Den 17. september 2019 var en række råd, foreninger og organisationer fra lokalsamfundet inviteret til en workshop, der skulle være med til at kvalificere arbejdet med verdensmålene i strategien. Workshop-grupperne blev blandet og sammensat ud fra deltagernes interesseområde.

Både Rødovredagen og workshoppen var velbesøgte og særligt på workshoppen var der stort engagement fra lokalsamfundet. Der var 30 deltagende foruden Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer. Dialog og workshop gav gode input til planstrategien og også input, som forvaltningen tog med hjem til inspiration til andre opgaver og den daglige drift.

I december 2019 besluttede Kommunalbestyrelsen at sende ”Forslag til Rødovrestrategi 2020” i offentlig høring. Strategien beskriver Rødovre Kommunes strategi og indsatsområder for bæredygtig udvikling samt arbejdet med otte udvalgte verdensmål. Kommunalbestyrelsen vedtog på samme møde at afholde et borgermøde i høringsperioden for strategien. Borgermødet skulle fungere som et ”kick-off-møde” og sætte udvalgenes arbejde med alle de 17 verdensmål i gang.

Aktuel status

På baggrund af de vidtrækkende tiltag for at bremse og begrænse udbredelsen af corona-virus i samfundet, blev det planlagte borgermøde, der skulle have været afholdt den 24. marts aflyst. Høringsperioden for Forslag til Rødovrestrategi 2020 blev forlænget til den 30. august i håbet om, at det ville blive tilladt at afholde større arrangementer i den mellemliggende periode. Det har vist sig ikke at være tilfældet, idet forsamlingsforbuddet af større grupper pt. strækker sig til den 31. august. Forvaltningen har derfor revurderet processen under hensyn til dels at engagere og inddrage borgerne i Rødovrestrategien og verdensmål-arbejdet og dels at vedtage Rødovrestrategien i indeværende år, som grundlag for arbejdet med ny kommuneplan i 2021.

Forslag til fremtidig inddragelsesproces

Arbejdet med verdensmålene fortsætter naturligvis efter den politiske vedtagelse af Rødovrestrategien. Det foreslås, at det bl.a. sker ved, at Rødovre Kommune arbejder aktivt med lokale partnerskaber ud fra udvalgte verdensmål (det kunne være verdensmålene om sundhed/trivsel og klimaindsats m.fl.). Partnerskaber er både et selvstændigt verdensmål og er en nødvendighed for at nå de øvrige mål om bæredygtighed – det er derfor en oplagt metode at anvende. En af fordelene ved at arbejde med partnerskaber er, at inddragelsesprocessen sker kontinuerligt som dialog frem for som et afsluttet forløb.

Det foreslås, at Kommunalbestyrelsen inviterer til et åbent stormøde for alle interesserede fra civilsamfundet med arbejdstitlen ”Vi arbejder med verdensmålene”. På stormødet skal borgere, virksomheder, foreninger mv. have mulighed for at gå i dialog med hinanden og med udvalgsformænd og repræsentanter fra forvaltningen om verdensmålene - og herunder om udmøntning af Rødovrestrategien. Som en del af dialogen på stormødet afsøges muligheder og potentialer for etablering af partnerskaber.

For at få engageret repræsentanter fra forskellige organisationer, institutioner m.fl. kan der ud over den brede annoncering sendes særskilte invitationer ud. Den tidligere anvendte bruttoliste til interessentmødet den 17. september 2019 kan evt. bruges. Derudover kan der annonceres med oplægget fra livsstilsekspert Anne Glad: ”Kan det bære?” - hendes inspirerende oplæg om bæredygtighed og forbrugeradfærd (hun skulle have været på til kick-off-mødet den 24. marts). Oplægget vil fungere som trækplaster til arrangementet og vil samtidig fungere som inspiration til de efterfølgende snakke/workshops på mødet om bæredygtighed, verdensmål og partnerskaber.

Stormødet kan afholdes efter vedtagelsen af Rødovrestrategi 2020 og når Covid-19-retningslinjerne tillader større forsamlinger, hvilket formentlig vil sige omkring årsskiftet.

Efter stormødet beslutter Kommunalbestyrelsen, hvilke partnerskaber, der i første omgang søges etableret for det videre samarbejde om verdensmålene. Partnerskaberne organiseres omkring udvalgene, i overensstemelse med budgetresolutionen. Den konkrete samarbejdsform i partnerskaberne skal udvikles og fastlægges nærmere. Rødovre kan f.eks. udtænke sin egen model for, hvordan man skal arbejde med lokale partnerskaber, så politikere, forvaltning, civilsamfundet og interesserede borgere får de bedste mulighed for at deltage.

Erfaringer og resultater fra arbejdet med partnerskaber samles op i en sag til Kommunalbestyrelsen i foråret 2021 med henblik på eventuelle justeringer af det videre arbejdet forankret i udvalgene.

Lov- og plangrundlag

Ingen.

Økonomiske konsekvenser

Ingen.

Tidsplan

Endelig vedtagelse af Rødovrestrategi 2020: november

Stormøde og nedsættelse af partnerskaber: omkring årsskiftet

Opfølgning på partnerskaber: Kommunalbestyrelsesmøde foråret 2021.

Diverse
Sag nr. 61

Beslutningskompetence: BSU

Sagens kerne

Beslutning

Taget til efterretning.

Lukket punkt: Entreprenørliste ombygning af håndværk og design Tinderhøj
Sag nr. 62

Beslutningskompetence: KB

Beslutning

Anbefales.

Lukket punkt: Diverse
Sag nr. 63

Beslutningskompetence: BSU

Beslutning

Taget til efterretning.