Seniorjob i kommunen

En kommunal virksomhed kan ansætte en person, der er bosiddende i kommunen og skal på efterløn inden for 5 år fra det tidspunkt, hvor dagpengeretten udløber, i et seniorjob.

Bopælskommunen fastsætter seniorjobbets indhold og omfang efter samtale med ansøgeren og under hensyn til vedkommendes kvalifikationer og interesser. Løn- og arbejdsvilkår følger gældende overenskomst på området eller for tilsvarende arbejde.

Kommunen modtager et årligt tilskud til ansættelsen, og det er et krav, at ansættelsen medfører en nettoudvidelse af antallet af ansatte i den kommunale virksomhed.

Personen skal være forsikret medlem af en a-kasse og skal kunne opfylde anciennitetskravet for efterløn, når medlemmet når efterlønsalderen.

Personen skal under ansættelse i seniorjob fortsat stå til rådighed for ordinært arbejde. Ansættelsen i seniorjob ophører senest den dato, hvor personen kan gå på efterløn. Ansættelsen kan også ophøre tidligere, hvis personen får ordinært arbejde, afslår tilbud om ordinært arbejde, ikke opretholder betingelserne for at kunne gå på efterløn eller bliver afskediget på grund af almindelig misligholdelse af ansættelsesaftalen.

Fordele og eksempel

Fold alle ud

FORDELE

Virksomheden får en erfaren medarbejder tilknyttet på økonomisk fordelagtige vilkår.

EKSEMPEL

En 56-årig bogholder har mistet sit job, da hans arbejdsplads har været nødt til at skære ned. Bogholderen har igennem en længere periode uden held forsøgt at finde et nyt lignende job. Da han har mistet sin dagpengeret og er berettiget til efterløn om fire år, har han ret til et seniorjob i sin bopælskommune. Kommunen tilbyder bogholderen ansættelse som regnskabsassistent i økonomiforvaltningen. Bogholderen kan dermed fortsætte sit aktive arbejdsliv og optjene anciennitet til sin efterlønsordning.

SÅDAN GØR DU

Kontakt jobcentret og hør mere om mulighederne for ansættelse i seniorjob.

Ansøgning om ansættelse i seniorjob skal sendes til ansøgerens bopælskommune tidligst tre måneder før og skal være modtaget senest to måneder efter den dag, hvor dagpengeperioden udløber. I ansøgningen skal vedlægges dokumentation fra A-kassen om, hvornår personen har ret til efterløn, samt hvornår dagpengeperioden udløber