Arbejdspligt - bidrag for din ydelse
Hvis du modtager kontanthjælp og ikke har haft lovligt ophold i Danmark i mindst 9 ud af de seneste 10 år og ikke har haft arbejde svarende til minimum 2,5 års fultidsarbejde inden for de seneste 10 år, er du omfattet af arbejdspligten. Det betyder, at du skal bidrage for din ydelse og deltage i en indsats på 37 timer om ugen.
Detaljer
HVEM GÆLDER DET?
Arbejdspligten gælder for dig, der:
• ikke har haft lovligt ophold i Danmark i mindst 9 ud af de seneste 10 år
• og ikke har haft arbejde svarende til mindst 2,5 års fuldtidsarbejde* inden for de seneste 10 år.
Arbejdspligten gælder ikke for personer med opholdstilladelse efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er for - drevet fra Ukraine. Derudover gælder en række andre undtagelser til opholdskravet**.
* Du skal opfylde beskæftigelseskravet, hvis du modtog selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse pr. 1. januar 2019, eller hvis du har ansøgt om hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik fra og med denne dato. Du er som udgangspunkt omfattet af beskæftigelseskravet på 2 år og 6 måneders beskæftigelse inden for de seneste 10 år for at opnå ret til kontanthjælp, hvis: 1. Du som udlænding er blevet folkeregistreret på baggrund af indrejse fra udlandet med virkning fra den 1. januar 2008 eller senere og ikke tidligere har været folkeregistreret her i riget (Danmark, Færøerne eller Grønland) 2. Du som udlænding eller dansk statsborger har haft et udlandsophold i mere end 12 på hinanden følgende måneder og (gen)indrejser til riget den 1. januar 2008 eller senere – og har haft folkeregisteradresse her i riget med virkning før 1. januar 2008 – og (gen)ansøger om kontanthjælp den 1. januar 2019 eller senere.
** Du kan finde alle undtagelserne på: www.borger.dk/arbejde-dagpenge-ferie/Dagpenge-kontanthjaelp-og-sygedagpenge/Kontanthjaelp/integrationsindsats-og-arbejdspligt - Når din opholdstid i forhold til hjælpen skal beregnes, medregner kommunen de perioder, hvor du har haft folkeregisteradresse her i riget (Danmark, Færøerne og Grønland), medmindre særlige grunde fører til et andet resultat, fx hvis du ikke har frameldt dig en adresse, du ikke bor på længere. Ophold i udlandet i perioder på sammenlagt højst 2 måneder pr. kalenderår (fra 1. januar til 31. december) i forbindelse med ferie, studierejser, tjeneste- og forretningsrejser mv. ligestilles med ophold i riget. Det er dog et krav i den forbindelse, at du har beholdt din bopæl i Danmark, Færøerne eller Grønland. Hvis du har været på militær mission for den danske stat under instruktion af forsvaret, regnes den periode også som ophold her i riget. Det samme gælder ophold i udlandet, hvor du af den danske stat er stillet til rådighed for militær mission under instruktion af udenlandsk eller international myndighed.
BETINGELSER
Arbejdspligten betyder, at du som udgangspunkt skal deltage i en beskæftigelses- eller uddannelsesfremmende indsats på 37 timer om ugen. Det kan fx være:
• Nyttejob eller særligt tilrettelagt nytteindsats
• Virksomhedspraktik
• Job med løntilskud
• Ordinære timer og småjob
• Vikartimer i jobrotation
• Vejledning og opkvalificering i begrænset omfang
• Danskundervisning
Andre beskæftigelses- og uddannelsesfremmende aktiviteter kan også tælle med, som fx:
• Forberedelse til danskundervisning
• Jobsøgning
• Transport til og fra aktiviteter
Hvis du har helbredsproblemer og ikke kan deltage 37 timer om ugen, kan jobcenteret beslutte, at du skal deltage færre timer. Det er jobcenteret, der planlægger indsatsen sammen med dig. Hvis du ikke deltager i indsatsen, kan din ydelse bortfalde.
SÅDAN GØR DU
Hvis arbejdspligten gælder for dig, vil du automatisk få besked af jobcentret, som vil planlægge indsatsen og aktiviteterne sammen med dig. Har du spørgsmål til arbejdspligten, er du velkommen til at kontakte dit jobcenter.