Førtidspension

Hvis din arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at du slet ikke kan arbejde – hverken i et ordinært job med støtte, eller i et særligt tilrettelagt fleksjob – kan kommunen tilkende dig førtidspension. 

Detaljer

Fold alle ud

HVEM GÆLDER DET?

Du kan få ret til førtidspension, hvis din arbejdsevne er nedsat varigt i en sådan grad, at du ikke er i stand til at forsørge dig selv, og du samtidig opfylder følgende betingelser:

• Du er over 40 år og modtager ikke anden pension (hvis du er mellem 18 - 40 år kan du kun få førtidspension, hvis det er dokumenteret, eller det på grund af særlige forhold er helt åbenlyst, at din arbejdsevne ikke kan forbedres).

• Du skal have dansk indfødsret* og have boet i Danmark i tre år i perioden fra du fyldte 15 år, til du når folkepensionsalderen.

• Du skal bo fast i Danmark**. 

Hvis din arbejdsevne er varigt nedsat, og du har højst seks år til folkepensionsalderen kan du søge om seniorpension (se faktaark).

 

* Dette gælder dog ikke: Personer, der har haft fast bopæl i Danmark i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen. Heraf mindst 5 år umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Udlændinge som har fået opholdstilladelse efter §7 eller §8 i udlændingeloven. ** Reglen kan i særlige tilfælde fraviges. Hør din kommune. 

BETINGELSER

  • Du skal som udgangspunkt have deltaget i et eller flere ressourceforløb med henblik på at forsøge at udvikle din arbejdsevne 
  • Hvis du er over 40 år, skal du have deltaget i mindst ét afklarende ressourceforløb. Hvis det kan dokumenteres, at din arbejdsevne åbenlyst ikke kan forbedres (fx pga alvorlig sygdom eller betydelig funktionsnedsættelse), skal du ikke deltage i ressourceforløb.
  • Hvis der er mulighed for, at du kan udvikle din arbejdsevne, eller hvis der er muligheder for behandling, som du endnu ikke har afprøvet, kan du ikke få førtidspension.
  • Du kan miste din førtidspension, hvis din arbejdsevne bliver forbedret i en sådan grad, at du igen kan varetage et job og dermed forsørge dig selv.

ØKONOMI

Førtidspension består af et grundbeløb. Det er ikke sikkert, du kan få det fulde grundbeløb. Det afhænger blandt andet af, om du eller din ægtefælle/samlever har indkomst ved siden af din pension. Grundbeløbets størrelse er:

Førtidspension i kr. om måneden før skat:
Enlige 20.370 kr.
Gift/samlevende 17.315 kr.

  • Førtidspensionen udbetales månedsvis bagud fra Udbetaling Danmark. 
    Udbetaling Danmark indbetaler også et bidrag til den obligatoriske pensionsordning til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som ikke fradrages i din førtidspension. 
  • Du skal betale skat af din førtidspension og oplyse om eventuelle ændringer i din og din ægtefælle/samlevers indkomstforhold*, din civilstatus, eller hvis du flytter til udlandet 
  • Du kan få din ægtefælle/samlevers pension i tre måneder efter vedkommendes død, hvis vedkommende også modtog pension (efterlevelsespension) 
  • Du kan få andre tilskud ud over førtidspension, hvis du opfylder kravene i aktivloven, blandt andet hjælp til uforudsete enkeltudgifter, hjælp til medicin og sygebehandling, boligstøtte og merudgifter i hverdagen (spørg din sagsbehandler) 
  • Du kan få sat din pension i bero, hvis du i en periode arbejder så meget, at du kan forsørge dig selv (hvilende pension). Det kan du også selv anmode om 
  • Du får nedsat din pension, hvis du har en indkomst over en vis grænse. Fra 1. januar 2023 indgår din ægtefælles/samlevers arbejdsindkomst (indkomst ved personligt arbejde) ikke længere, når Udbetaling Danmark beregner din pension. Ægtefælles/sam - levers indkomst fra selvstændig virksomhed (hvor ægtefælle/ samlever er passiv i driften) samt kapitalindkomst og aktieind - komst, indgår dog stadig i beregningen af din pension. 

Mere information om økonomi og beregning af pension
Du kan kontakte Udbetaling Danmark på telefon 7012 8061, hvis du har spørgsmål om beregning / udbetaling af din førtidspension.

SÅDAN GØR DU

Kontakt din kommune for mere information om førtidspension.