Seniorpension

Du kan søge om seniorpension hos kommunen, hvis du har seks år eller mindre til folkepensionsalderen og kun kan arbejde maksimalt 15 timer om ugen i forhold til dit hidtidige erhverv.

Detaljer

Fold alle ud

HVEM GÆLDER DET?

Du kan få ret til seniorpension, hvis du opfylder følgende krav:

  • Du har seks år eller mindre til folkepensionsalderen. Du kan søge om seniorpension seks måneder før, du opfylder alderskravet. Altså 6,5 år før tidspunktet for opnåelse af folkepension.
  • Du har haft en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet med mindst 20-25 års fuld beskæftigelse*.
  • Du kan maksimalt arbejde 15 timer om ugen i forhold til dit seneste job**.
  • Hvis du er visiteret til fleksjob, har kommunen vurderet, at din arbejdsevne er væsentlig og varigt nedsat. Hvis din effektive arbejdstid i fleksjobbet er på 15 timer eller mindre om ugen, og du opfylder de øvrige betingelser om alder og langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, er du omfattet af målgruppen for den nye seniorpensionsordning.

* En arbejdstid på mindst 27 timer om ugen betragtes som fuldtidsbeskæftigelse. Ved deltidsarbejde sker der forholdsmæssigt omregning til fuldtidsarbejde. Når beskæftigelseskravet skal opgøres, sammenlægges alle forudgående perioder med fuldtidsbeskæftigelse. Hvis du har haft fuldtidsbeskæftigelse i mere end 20 år, men mindre end 25 år, skal der foretages en konkret vurdering af, om du alligevel kan anses for at opfylde beskæftigelseskravet, f.eks. hvis arbejdet er fysisk eller psykisk belastende og nedslidende. Er du i fleksjob, betragtes dette som fuldtidsarbejde, selvom du arbejder mindre end 27 timer om ugen, og perioden tæller med i beskæftigelseskravet.

** Dit seneste job skal have en varighed på mindst ca. 12 måneder. Hør mere om optjening af anciennitet hos Udbetaling Danmark.

BETINGELSER

  • Din arbejdsevne skal ikke forsøges udviklet, hvilket betyder, at der ikke skal iværksættes indsatser, der skal udvikle arbejdsevnen til et andet arbejdsområde. Du skal f.eks. ikke i et ressourceforløb for at vurdere, om din arbejdsevne kan udvikles.
  • Der skal dog altid foretages en individuel, konkret vurdering af, om du opfylder kravene til at få tilkendt seniorpension. Herunder kan der også inddrages sundhedsfaglig rådgivning fra regionens kliniske funktion og din praktiserende læge. Ved tvivlsspørgsmål kan det være nødvendigt at indhente yderligere oplysninger kommunen eller fra dig selv på et møde eller via skriftlig / telefonisk kontakt.
  • Der skal træffes afgørelse om seniorpension senest seks måneder efter modtagelsen af din ansøgning om seniorpension.
  • Du kan altid klage over en afgørelse om seniorpension til Seniorpensionsenheden, som vil vejlede dig i at klage. Bemærk, at der kan være klagefrister, du skal overholde.

ØKONOMI

Seniorpension modsvarer satserne for førtidspension (se faktaark) og udbetales månedvis bagud. Beløbet er skattepligtigt og til en vis grad afhængigt af eventuel anden indtægt hos dig og din ægtefælle/samlever.

Grundbeløb seniorpension pr. måned:
Enlige 20.370 kr.
Gift/samlevende 17.315 kr.

Udbetaling Danmark indbetaler også et bidrag til den obligatoriske pensionsordning til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som ikke fradrages i din seniorpension. Du og din ægtefælle/samlever må have andre indkomster til et vis størrelse, inden din seniorpension bliver sat ned:

Indkomstgrænse om året før skat

Enlige 86.900 kr.
Gift/samlevende 138.000 kr.

SÅDAN GØR DU

Du ansøger digitalt om seniorpension via på borger.dk (søg evt. på seniorpension på borger.dk). Du kan også kontakte Seniorpensionsenheden eller Udbetaling Danmark direkte, hvis du har spørgsmål til din ansøgning eller udbetaling af seniorpension.

Seniorpension

70 15 15 00 (man-ons 8-16, tors 8-17 og fre 8-15)

Kongens Vænge 8 | 3400 Hillerød

Udbetaling Danmark

70 12 80 61 (man-ons 8-16, tors 8-17 og fre 8-15)

Kongens Vænge 8 | 3400 Hillerød